Flygtninge kan i praksis køre gratis med tog fra Københavns Hovedbanegård til Malmø, erfarer Modkraft. [Opdateret]
Flygtninge, der ankommer med biler og tog til København fra Rødby og Padborg, kan tage gratis med tog videre til Malmø.
Det erfarer Modkraft. Frivillige danske aktivister, der er mødt op på Hovedbanegården i København, giver den besked videre til de flygtninge, der møder frem på stationen.
En DSB-medarbejder på Hovedbanen bekræfter over for Modkraft, at flygtningene i praksis kan køre gratis med togene:
– Det er ikke gratis, men vi ser gennem fingre med forseelsen, hvis flygtninge ikke har billetter, siger han.
Frivillige aktivister på Hovedbanegårder er mødt frem for blandt andet at give frugt og kiks til flygtningene. Det er dog begrænset, hvor mange flygtninge, der gør ophold på stationen. Modkrafts udsendte vurderer antallet til omkring 20 flygtninge ved 11-tiden torsdag den 10. september.
Dansk politi har tidligere på dagen opgivet at efterleve den såkaldt Dublin-konvention om at registrere alle flygtninge, der ankommer til Danmark. Det sker angiveligt efter en »politifaglig« vurdering, men i strid med de officelle regeringsudmeldinger.
Modkraft har henvendt sig til DSB's pressetjeneste for at høre om, det er en officielt fastlagt linje at lade flygtninge køre gratis med toget.
Man oplyser her, at det ikke er DSB, der har ansvaret for strækningen mellem Hovedbanen og Malmø, men det svenske selskab Skånetrafikken.
Hos Skånetrafikkens pressetjeneste fortæller man, at det ikke er en officiel linje at lade flygtninge rejse gratis:
– Grundreglen er, at man skal have en billet. Det er der også mange flygtninge, der har. Men på grund af den ekstraordinære situation er vores politik lige nu, at vi hellere vil lade flygtninge passere end at skabe en konfrontation, siger en medarbejder fra Skånes pressetjeneste til Modkraft.
Asylaktivister har efter læsning af denne artikel henvendt sig til Modkraft og berettet, at enkelte flygtninge er blevet sat af toget til Malmø på grund af manglende billetter.
De opfordrer derfor flygtninge og eventuelle danske hjælpere til at købe billetter, så man ikke roder sig ud i problemer undervejs.
Det sker selv om underdirektør i DSB, Anette Haugaard, overfor Avisen.dk har bekræftet, at flygtninge kan køre med toget uden at risikere bøder.
Læs artiklen »Flygtninge uden billetter får ingen bøder« hos Avisen.dk
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96