Annonce

Asyl
8. september 2015 - 15:31

Privatchauffør for flygtninge i nat: Jo flere biler der kom, jo mere opgav politiet

Dansk politi har natten til tirsdag mistet kontrollen over flere hundrede flygtninge, efter de ankom til Rødby havn fra Tyskland. Mange har fået lift af private borgere, der i løbet af natten har tyet til civil ulydighed for at hjælpe flygtninge. Aktivister indkalder til møde tirsdag.

Modkraft har talt med en dansk studerende, som om aftenen mandag den 7. september tog turen sydpå fra København for at samle flygtninge op. Og selvom det var bælgmørkt, lykkedes det at finde flygtninge i området nær Sydmotorvejen, som Sydsjællands og Lolland-Falsters politi lukkede mandag aften.

– Vi var mindst 50 biler ude. De fleste fik nogle med. Folk brugte lommelygter og fandt flygtninge på marker, bag parkeringspladser og supermarkeder og langs små landeveje. De var bange og skjulte sig.

Desuden var der stadig grupper af flygtninge samlet på Sydmotorvejen og på landevejene ved Maribo og Rødby.

Se også Modkraft fotoserie om flygtningeankomsten til Rødby og omegn

600 flygtninge i difference

I løbet af natten lykkedes det Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi med assistance fra andre politikredse at få samlet mange flygtning og kørt dem tilbage til en skole og en hal Rødby. I løbet af natten blev Sydmotorvejen genåbnet.

- Der er tale om ca. 200 personer, hvilket jo er en del færre end de ca. 800 udlændinge, som det anslås er kommet med internationale tog søndag og mandag, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Den danske studerende var selv i en bil, der transporterede en syrisk mor og hendes to børn til Københavns Hovedbanegård. Her blev de genforenet med faderen, som var kørt i en anden bil.

De tog alle fire toget videre til Malmø.

– Vi spurgte en betjent, der sagde, at man godt måtte samle en blaffer op. Så måtte vi selv om, hvad vi ville kalde det. Flere andre samlede folk op i biler lige foran politiet. Jo flere biler der kom, jo mere opgav de. En hel masse unge fyre havde proppet deres biler for at køre flygtninge mod København, fortæller den studerende.

Politi: Private har brudt loven

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller også, at det er sandsynligt, at mange har tyet til civil ulydighed for at hjælpe flygtninge videre i retning af København og Sverige.

– Vi har fået forlydender om, at der har været flere private borgere, der har fragtet en del af udlændingene videre. Det er måske det, der er sket på trods af vores advarsler om, at det faktisk er er ulovligt, siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi..

Aktivister vil koordinere

Aktivistnetværket ‘Her er oprøret’ arrangerer et åbent møde i København klokken 17.30 tirsdag.

– Mødets formål er at finde ud af, om vi som aktivister kan gøre en forskel. Symbolsk eller direkte? Kreativt eller konfronterende? Som masser, grupper eller enkeltpersoner? Vi har ikke svarene. Men vi tror, vi ikke er de eneste, der sidder med en lyst og trang til at gøre noget, lyder det i invitationen.

Mødet afholdes i Mellemfolkeligt Samvirkes lokaler på Fælledvej 12 på Nørrebro i København.

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce