Annonce

Roskilde Festival
2. juli 2015 - 15:20

Afrikanske bands gav hitkongen baghjul

Forventningerne til Pharell Williams blev ikke indfriet, men Sarabi og Die Antwoord fik festen til Roskilde Festival.

Der skal altså virkelig noget til før en tømmermandsramt Roskilde Festival overgiver sig til noget som helst klokken 12. Men det kenyanske afro-popband Sarabi virkede som en superpanodil på de af gæsterne, som havde overskuddet til at slæbe sig op på festivalpladsen.

Bandet var bestemt ikke kommet hele vejen til Danmark for at lade de smadrede festivalkroppe få ro. Det uimodståelige afro-beat fik fra første tone benene til at røre på sig, og i stedet fik publikum en tidlig omgang scenekantsgymnastik.

De to sangere kastede sig omgående ud i en smittende dansekoreografi, og skønt de fleste blandt publikum ikke forstod frygteligt meget af teksterne, efterlod forsangeren ingen tvivl om, at bandets budskab er kærlighed og medfølelse.

Pharell skuffede

Sarabi var svære ikke at holde af, fordi man kunne mærke en oprigtig glæde over den musik, bandet berigede Roskilde Festival med. Det modsatte var tilfældet aftenen før, da årets første store billetsælger, Pharell Williams, på Orange Scene skulle forsøge at gøre sin uendelige række af radiohits til en uforglemmelig koncert.

Men desværre vil den ukronede hitkonges optræden hurtigt forsvinde ind i det mentale arkiv over ligegyldige musikoplevelser. Hvad der skulle være et ordenligt åbningsbrag onsdag aften, blev i stedet en tam affære, hvor det stod helt klart, at Pharells force findes i producerrummet og ikke på scenen, hvor hans manglende entertainergen var påfaldende.

Der var lidt eller ingen samhørighed med publikum, hvilket der blev sat en fed streg under, da Pharell gentagne gange adresserede Roskilde-folket som "Copenhagen". Bevares, der blev danset og sunget blandt de mange tusinde tilskuere, men verdensstjernen opnåede aldrig rigtig momemtum på trods af sit ubegribelige katalog af hits.

Sydafrikansk danseorgasme 

Et par afrikanere, som landede på Orange Scene torsdag, var dog ikke i tvivl om, hvor de var henne i verden. Det sydafrikanske fænomen Die Antwoord leverede den forventede danseorgasme, som publikum havde holdt sig vågen til klokken et om natten for at være en del af.

Visse musikafficionadoer vil nok mene, at Ninja og Yolandi ikke har talent nok til at stå på festivalens største scene. Die Antwoords vare er dog ikke skønsang og instrumenttække, men derimod en fuldstænding overlagt langefinger til alt, hvad der er pænt og den rigtige måde at gøre tingene på – tilsat en elektronisk beatnæve, som efterlod de færreste med benene plantet på jorden til koncerten.

Mens Pharell havde svært ved at komme ud over scenekanten, kastede Ninja sig ubekymret ud i den begejstrede mængde, som stolt bar rapperens legeme rundt på Dyrskuepladsen. Alt imens stod den mandlige del af publikum og håbede på, at Yolandi ville gøre det samme, men den kvindelige del af trioen, der som få andre kan udfordre feminismebegrebet, blev på scenen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce