Interview: En ny æra af følsomhed

We like We er anmelderrost ungt og iltert performance- og lydkollektiv fra København, der består af fire musikere: Katrine Grarup Elbo, Josefine Opsahl, Sara Nigard Rosendal og Katinka Fogh Vindelev. De er alle fire uddannet på klassisk musikkonservatorium, men musikken er langt fra, hvad man kan forvente af den klassiske musiks pæne melodier – den er skæv, støjende, stille, svævende, modig og forførende på samme tid.

We like We’s debutalbum ”A new age of sensibility” udkom i december 2014 og modtog et væld af stjerner fra dagspressen. Politiken skrev blandt andet: ”Det dramatiske flyveniveau er faretruende højt, men intensiteten er imponerende intakt hele vejen”

Læs hele Politikens anmeldelsen her

Lyden af fælleskab

Modkraft møder de fire musikere i deres musikalske værksted på det yderste amager.

Hvordan vil i beskrive jeres musik til en som mig, som ikke kender det?

Katinka: Vores musik er lyden af fællesskab.

Josefine: Titlen på vores album er ”a new age of sensibility”, og på en eller anden måde så er den her nye følsomhed ret væsentlig, både i processen når vi arbejde med tingene og i den endelige lyd. Musikken er meget følsom.

Ud med logikken

Hvad ligger der i titlen ”a new age of sensibility?”

Sara: Titlen på vores album kommer af en tidsperiode, der lå lige efter oplysningstiden i engelsk litteratur og inden romantikken. Her begyndte man at gå væk fra den her logiske tankegang, og at alt skulle bygge på logik og videnskab, som der jo var rigtig meget af i oplysningstiden.

Katinka: Dengang hed det 'an age of sensibility', og vi vil gerne kalde på en 'new age of sensibility'. Det er det kollektive følelsesliv, vi kalder på. Det her med at være bevidst om selvfølgelig at være i sin egen sfære, men også at indgå i en større sammenhæng, og den organisme og kraft, der følger med det.

Kollektivt klangfælleskab

I kalder jer selv et klangkollektiv og skriver på jeres hjemmeside, at i har en samskabende arbejdsetik. Hvad ligger der i det?

Josefine: Vi kommer jo fra en klassisk baggrund alle sammen. Indenfor klassisk musik er det ofte sådan, at der er en komponist, som skriver et stykke musik, og så er der nogle musikere, som lærer sig det og fortolker det. Vi har flyttet os mere over i et felt, som minder om den rytmiske måde at gøre tingene på: Hvor vi jammer tingene frem og improviserer og på den måde skaber numrene kollektivistisk.

Se 'We like We's Roskilde Festival videoteaser nedenfor:

Vi taler stadig klassisk, men arbejdsformen er et opgør

Er jeres musik og arbejde et opgør med de klassiske musik?

Sara: Nej, det er det faktisk ikke. Det har det aldrig nogensinde været, der er måske mange, der gerne har ville synes, at det var det, det handlede om. Men det er bestemt ikke et opgør, eller en revolution – vi elsker jo den klassiske musik! På mange måder kan man godt sige, at det er vores sprog: Vi taler på klassisk. Vi spiller ikke kun på klassisk, men vi taler på klassisk. Og det er det, der gør, at vi kan kalde os et klangkollektiv. Vi syntes bare, vi videreudvikler klassisk musik.

Kathrine: Men arbejdsformen er et opgør. Det her med, at der ikke er én komponist, og vi tager skeen i egen hånd og siger - hey, vi vil også gerne selv prøve – det kan man virkelig ikke, hvis man skal spille en Mozart violinkoncert! På den måde er det et opgør med metodikken.

Josefine: Vi vil gerne løfte os ud af den klassiske musikverden, fordi den nogle gange lukker sig om sig selv.

Vi er musikere, ikke kvinder

I har fortalt avisen Information, at I ikke ville have taget et klassisk bandfoto – fordi det ville skygge for et budskab – hvilket budskab?

Josefine: Det er egentlig det der med, at vi er et kollektiv, og vi dyrker fælleskabet, og vi er bange for, at vi bliver for meget persondyrket ved at være fire kønne piger, hvilket der også virkelig er mange artikler, der gerne vil handle om. Det at være fire kvinder i et band, et ”kvinde band”, det er bare ikke vores mission. Vi spiller musik, og vi er musikere, og det andet er ikke vores agenda.

Katinka: Vi arbejder meget med den totale sammensmeltning. Alle har lige ret til alt det, vi laver. Vi har fokus på flow, og vi løfter hinanden.

Den klassiske verden har noget til gode

I har spillet til Distortion til Fusion, og nu på Roskilde Festival – hvordan er det at spille for et stort og mangfoldigt publikum?

Kathrine: Vi har faktisk ikke spillet særligt mange koncerter på klassiske arenaer, faktisk kan det tælles på en hånd. Distortion som var på en klassisk scene er nok det tætteste, vi er kommet. Men på den måde tænker vi, at vores klassiske verden har noget til gode. Men det er da altid vildt at komme ud til et andet publikum, end dem man kommer ud til, når man spiller i et symfoniorkester.

Sara: Man kan også sige, at det er en kæmpe gulerod, at man kan komme ud rigtig mange steder og spille med den musik, vi har skabt – til temmeligt sobre klassiske steder som Jazzhouse, og så kan vi også kommer på Stengade og spille noget helt vildt, og vi kan spille i et telt nede på Fusion, hvor der er helt vildt mange drugs og vegan food. Det er en kæmpe gave.

We like We likes

Skal i selv høre noget på Roskilde Festival?

Sara: Alt det, jeg selv gerne vil høre, det ligger selvfølgelig fredag aften, hvor jeg skal hjem og sove i min egen seng! Jeg gad virkelig godt høre Einstürzende Neubauten og Goat – men det er bare sådan. Kronos Quartet kan jeg heller ikke rigtig nå. Det er de tre ting, jeg rigtig gerne vil se, men som jeg ikke rigtig kan komme til.

Katinka: Jeg vil faktisk også rigtig gerne høre Selvhenter.

We like We spiller lørdag den 4. juli 2015, kl. 14:30 på Gloria-scenen