Annonce

Roskilde Festival
30. juni 2015 - 14:09

Roskilde-gæster er ræverøde – og ultraliberale

Enhedslisten ville blive det største parti, hvis Roskilde Festivals gæster skulle bestemme sammensætningen af Folketinget. Liberal Alliance ville komme ind som det næststørste parti, viser et repræsentativt valg midt i festlighederne.

Yderfløjene i dansk politik ville have langt mere at skulle have sagt, hvis det stod til gæsterne på Roskilde Festival. Der er nemlig stor forskel på det Danmark, der for nylig stemte et blåt flertal ind i folketinget og den måde, som festivalfolket vil have, at tingene skal køres på.


Det viser en repræsentativ afstemning mandag eftermiddag, hvor et udsnit af festivalgængerne blev afbrudt i ølbowling og festivalsnak for endnu en gang at sætte et kryds.


Da stemmerne var talt op, stod det nemlig klart, at Enhedslisten fik 25 pct. af stemmerne og dermed æren af at være det største parti i festivalvalget. Faktisk ville de rød-grønne i Enhedslisten med dette resultat danne flertal bare sammen med Alternativet og Socialdemokraterne, og de partier, som støtter op om en rød regering, høste 65,4 pct. af stemmerne.


“Uanset hvad, så lever vi “rødt” her. Det handler om fællesskabet, og om du tjener kassen eller er på bistand er ligemeget her,” sagde den 25-årige festivaldeltager Jacob fra Nørrebro, der dog var overrasket over Liberal Alliances tag i de unge vælgere.


Det blev nemlig Liberal Alliance, som tog stikket hjem som det klart største borgerlige parti i festivalvalget og det andetstørste blandt alle partierne, og det overrasker ikke det nyvalgte folketingsmedlem Laura Lindahl, som bl.a. er erklæret tilhænger af fri hash og har fire Roskilde-festivaller på bagen.


“Jeg er ikke overrasket over festivalvalget. Liberal Alliance appellerer jo til unge frihedselskere, som synes at staten skal blande sig mindre i deres liv,” udtaler hun og opfordrer i samme vending politiet til at lade de unge festivalgængere ryge deres fede i fred.


Tanken, om at Roskildes gæster skulle have magten over Folketinget, vakte dog bekymring hos servicevagten Kristoffer fra Århus.


“Jeg tror, at Danmark ville brænde ned på fem dage, hvis Roskilde Festival skulle bestemme.”


Ingen stemte på De Konservative.


Resultatet:

Enhedslisten: 25,2 %

Liberal Alliance: 21,5 %

Alternativet: 20,6 %

Socialdemokraterne: 12,1 %

Venstre: 7,5 %

Radikale Venstre: 4,7 %

Dansk Folkeparti: 3,7 %

SF: 2,8 %

Schiller-instituttet: 0,9 %

Blanke stemmer: 0,9 %

 

Resultatet er baseret på 107 stemmer fra tilfældige festivalgæster, som Modkraft passerede på festivalspladsen. Det kan ikke afvises, at op mod samtlige gæster havde indtaget berusende stimulans, før de afgav deres stemme.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce