Annonce

22. september 2003 - 17:07

Fordyb dig i forskellighed

– Vi kan ikke få en pige op fra udlandet og de danske pigers forældre vil ikke have, at vi gifter os med deres døtre. Hvem skal vi gifte os med? Kan I give et bud på det?, spurgte en af de unge tilhørere, som regeringens udlændingelov især er rettet mod på debatmødet i Vesterbro Beboerhus.

»Rap mod racisme« begyndte med et debatmøde, hvor Esben Rahr Gotfredsen (SUF) og Bjarne Overmark (ENH) talte og blev efterfulgt af breakdance og masser af rap ført an af Clemens, Tjes Boogie og L:Ron:Harald.

Den latter, som brød ud i lokalet under mødet, var et lydbillede på, at de omkring 60 tilhørere alle fandt regeringens udlændingepolitik komplet håbløs.

Bjarne Overmark (ENH), som sidder i byrådet for Borgerlisten i Randers, smilte ikke:

– Regeringen ønsker selvfølgelig, at I skal flytte til den udenlandske ægtefælles hjemland, sagde han.

Debatten bevæger sig mod de konkrete forslag, da en ung kvinde efterlyser kommunikation blandt dem, der laver happenings og demonstrationer mod racisme. Det kom de ikke svar på, madlavning og musik kom i vejen.

Overdøvet sexisme

Over 150 fandt i alt frem til koncertdelen af »Rap mod Racisme«. Stemningen var høj blandt publikum. De var helt med på råb mod racismen lige fra gruppen »Anarchi« lagde ud med rappen »Fordyb dig i forskellighed«.

Eneste minus en af de sidste sommernætter var at der var sparet på lyset, så der ikke var scenelys, men kun det ucharmerende fra loftet. Desuden var lyden elendig.

Om det havde noget med den dårlige lyd at gøre eller ej, så overdøvede aftenens antiracistiske tema den sexistiske del af rappen.

Men den var der.

Af Lone Hartvig Andersen/Monsun

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce