11. september 1973: Klassekamp og militærkup i Chile

Forsøget på at udvikle socialistiske samfundsforhold via det borgerlige parlament blev den 11. september 1973 druknet i blod. CIA-støttede militærkredse omkring General Augusto Pinochet stod i spidsen for kuppet. Præsidentpaladset La Moneda blev bombet, og den socialistiske præsident Salvador Allende døde under uafklarede omstændigheder. Flere tusinde venstrefløjs-aktivister blev myrdet, over 100.000 mennesker blev fængslet og tortureret og en million chilenere blev drevet i eksil.

Hvad gik der galt i Chile dengang? Hvilke erfaringer kan vi drage af Chiles drama idag?

Carlos, hvor gammel var du den 11. september 1973? Hvilke fremtidsplaner havde du dengang?

– Jeg var 26 år. Ligesom alle andre MIR-aktivister (1) var jeg fuldstændig optaget af idéerne om retfærdighed, af kampen for at skabe et mere retfærdigt samfund med en menneskeværdig levestandard for alle, ikke kun for de få. Dengang var jeg netop vendt hjem til Concepción efter et ophold i Los Angeles. Jeg havde studeret i USA, men afbrød mit studium pga. pengemangel. I Concepción arbejdede jeg som teknisk assistent i et byggefirma på universitetet.

Var kuppet egentlig noget, der »lå i luften«, eller kom det overraskende for jer? Havde venstrefløjen på en eller anden måde forberedt sig på det?

– Der var slet ingen, som havde forberedt sig i praksis. Heller ikke MIR, der egentlig havde et organisationsprincip, som skulle forberede en truende illegalitet. Der var godt nok strukturer, der arbejdede uafhængigt og delvis isoleret fra hinanden.

Den 6. august 1973 blev matroser og folk fra hæren i Valparaiso, Talcahuano og Punta Arenas anholdt. De var alle soldater, som åbent havde stillet sig på Unidad Popular-regeringens side (2). Alene i Talcahuano blev der anholdt over 350 mennesker på tre dage, og vi havde kontakt med dem. Vi havde altså gode informationer, som tydede på, at et kup var under opsejling.

Men det var kun en måned før. Havde I ikke regnet med et kup før den tid?

– Rygterne gik naturligvis, og højrefløjens samarbejde med militæret kendte alle til. Spørgsmålet var snarere: Hvornår ville det gå løs? Vi havde faktisk regnet med, at et kup var muligt. Men vi troede, at en massiv folkelig mobilisering; flere og større demonstrationer og besættelser ville kunne udvide Unidad Popular-regeringens handlemuligheder også overfor højrefløjen og militæret. Men istedet for at stille sig på folkets side, vendte UP-regeringen sig ofte imod folket i et forsøg på at dæmpe højrefløjen. Unidad Popular ville berolige militæret og de rige.

Hemmelig aftale mellem regeringen og højrefløjens partier

Det lyder som om situationen i Chile på daværende tidspunkt lignede den spanske borgerkrig i 1936/37, hvor POUM (3) og anarkisterne ville udvikle borgerkrigen til revolution, mens kommunister og socialister af hensyn til borgerskabet og godsejerne snarere afviklede de revolutionære tiltag.

– Ja, jeg har for et stykke tid siden set Ken Loach’s film »Land and Freedom«, og det fik mig straks til at tænke på Chile. Unidad Popular var bundet på hænder og fødder, de måtte tage højde for de kristlige demokrater og de ultra-højreorienterede kræfter. Der fandtes en hemmelig aftale mellem regeringen og højrefløjens partier, en »estatuto de garantias«, hvori Allende havde forpligtet sig til at »respektere« institutioner som skolevæsenet, medierne, kirken og militæret. Denne aftale forblev hemmelig, og er aldrig blevet offenliggjort, ikke engang blandt partierne indenfor Unidad Popular.

Allende blev valgt i foråret 1970 og i oktober 1970 dannede Unidad Popular regering. Hvordan vil du beskrive det samfundsmæssige klima i Chile fra 1970-73?

– Der var en enorm opbrudsstemning, især blandt fabriks- og landarbejderne. Alle politiske arrangementer udviklede sig til store massemobiliseringer. På det kulturelle område, på alle planer skete der en hel masse. Det var som en vulkan i udbrud. Jeg kan huske, da jeg tog bussen til min daværende arbejdsplads, så tog det en time. Der var altid politiske diskussioner igang blandt passagererne. Alle strømninger og synspunkter var tilstede. Det var sjældent, at der opstod slagsmål, debatterne var som regel saglige, men lidenskabelige. Nogle gange ville du slet ikke stige af bussen igen, fordi det var så interessant.

– Politiseringen udgik fra byerne, fra byernes industriproletariat. Provinsen Concepción var Chiles »røde provins«, og dér var det først og fremmest kulminearbejderne, som igennem mange år dannede venstrefløjens spydspids. De havde også en kommunistisk fagforening siden 1930’erne.

Mapuche-indianerne – de første der besatte jord

Var landbrugsspørgsmål ikke så vigtige?

– Jo, de var vigtige, men de stod ikke i fokus i de sociale konfrontationer. Landbefolkningen var ikke så politiseret som menneskene i byerne. På landet tippede stemningen først efter valget i 1970. De enormt politiserede studenter spillede en vigtig rolle i den forbindelse. De tog ud på landet om sommeren, iværksatte alfabetiseringskampagner eller arbejdede i markerne. I det sydlige Chile deltog studenterne i Mapuche-indianernes natteaktioner, hvor landejendommenes hegnspæle blev rykket og indianerne blev de nye »landbesiddere«.

Hvilken rolle spillede venstrefløjens partier i den proces?

– Indenfor venstrefløjen diskuterede man meget intensivt, hvordan man skulle organisere og i sidste ende også lede masserne. I Concepción dannedes f.eks. »assamblea del pueblo«, som bestod af 2.000 arbejdere fra alle mulige sektorer. Men man fandt hurtigt ud af, at UP-regeringen ikke støttede, men snarere bremsede de folkelige bevægelser.

– UP handlede utrolig tøvende, og ethvert lille skridt måtte planlægges og aftales. Men på den tid var den samfundsmæssige dynamik sådan, at det var land- og fabriksarbejderne, som pressede på med et hav af autonome aktioner.

De sagde: Vi vil nationalisere fabrikkerne. Men før vi har fået skrevet vores ansøgning, har fabriksejeren demonteret det hele og solgt inventar og udstyr – eller har taget det med sig til andre steder. Altså besætter vi med det samme og venter ikke på regeringens plan.

– Og så gjorde de det, uanset hvad partierne og fagforeningerne sagde. Selv MIR hinkede ofte langt bagefter de selvstændige aktioner fra denne avantgarde. Det var en situation, vi ikke rigtig fik diskuteret igennem i MIR. Vi måtte se i øjnene, at vi havde for få kræfter, for få folk til at kunne støtte disse aktioner.

»Kommunistpartiet ville ikke have noget at gøre med landbesættelser!«

Var det den samme situation i landområderne?

– Ja, fuldstændigt. I 1972 f.eks., hvor jeg stadig var student, kom en gruppe landarbejdere til os, da de havde besluttet at gennemføre en landbesættelse. Men de havde ingen anelse om og ingen erfaring med, hvordan de kunne gribe det an. I provinshovedstaden gik de til Kommunistpartiet, men de sagde: »Det vil vi ikke have noget at gøre med« . Derefter gik de til Socialistpartiet, men de sagde, de ikke havde nogen folk til rådighed i området. Til sidst var landarbejderne så havnet hos os.

– For mig personligt var det et helt nyt område. Det var første gang jeg arbejdede sammen med landarbejdere. Under besættelsen lavede jeg ikke nogle særlige politiske aktiviteter. Jeg gjorde, hvad alle andre også gjorde: Jeg stod op hver morgen kl. 6, slæbte sten hele dagen og arbejdede på markerne.

– Unidad Populars landbrugsreform var i essensen den samme som den forrige kristligt-demokratiske regerings. Storgodsejerne fik erstatninger og måtte beholde den bedste jord, bygninger og udstyr. Da den jord, som var blevet uddelt til landarbejdere skulle dyrkes, måtte arbejderne næsten gøre det med de bare hænder. De indså selv, at sådan gik det altså ikke. Og så var det, at landbesættelserne tog fart.

Men i modsætning til den forrige regering, blev det tålt af UP-regeringen?

– Det blev tålt, så længe aktionerne bevægede sig indenfor rammerne af UP-regeringens nationaliseringsplaner. Sidenhen blev det ikke længere tålt og accepteret. Men da gik befolkningen simpelthen videre. Land, fabrikker, ja alt muligt, blev besat.

Vil det sige, at arbejderne med deres aktioner gik imod såvel venstrefløjens partier som fagforeningerne?

– Ikke åbent og direkte, men i praksis ja. De så simpelthen hele situationen anderledes end partierne og fagforeningerne. Det var nødvendigheden af at gøre noget, der drev dem fremad.

»Revolutionen måtte kunne forsvare sig væbnet!«

Hvilke kontroverser var der mellem MIR og partierne i Unidad Popular?

– Først og fremmest har vi i modsætning til de andre hele tiden problematiseret militærets rolle i den samfundsmæssige proces. Hæren har aldrig været neutral, har aldrig forsvaret de fattige. Derfor mente vi, at man også måtte agitere indenfor hæren for at undgå, at den blev til et instrument for kontrarevolutionen.

– Vi mente også, at revolutionen måtte kunne forsvare sig væbnet. Vi anså det for at være en stor fejl at acceptere, at det reaktionære militær var den eneste væbnede kraft under den revolutionære proces. Kommunisterne tog helt klart afstand fra vores holdninger. I slutningen af 1972 vedtog UP-regeringen en lov, som tillod politiet at gennemsøge alle fabrikker for skjulte våben. De for mere og mere massivt frem mod de fattige slumkvarterer og først og fremmest mod de kæmpende arbejdere.

Unidad Populars parole var: »El pueblo unido jamas será vencido!« (»Et samlet folk kan aldrig besejres«), mens vores parole var:»El pueblo armado jamas será aplastado« (»Et væbnet folk kan aldrig underkues«).

Lad os komme tilbage til kuppet. Hvordan reagerede venstrefløjen på kuppet? Hvilke umiddelbare strategiske og taktiske svar havde venstrefløjen?

– Altså, der var ingen som var egentlig forberedt på kuppet. Hverken politisk eller militært. Chile er et langt, smalt land. Dengang fandtes der én central vej og én jernbanelinje. Det var meget let for militæret at afspærre og kontrollere de enkelte provinser. Derfor brød alle de gamle parti- og kommunikationsstrukturer sammen efter kuppet. Hver enkelt particelle, og somme tider hver enkel aktivist, måtte selv finde en udvej.

– I vores by f.eks. bestod MIR af tre afdelinger, og i én af disse afdelinger, som bestod af 180 aktivister, var de 178 blevet anholdt. Den første reaktion var så at gå under jorden for at finde et sted, hvor du kunne bo i længere tid. Derefter drejede det sig om få fat i arbejde og dermed penge og endelig en falsk identitet, under hvis dække du kunne arbejde videre politisk. Men til slut måtte du se i øjnene, at det slet ikke længere var muligt at arbejde politisk.

»Jeg så lastvognene, som transporterede fangerne væk liggende i lag ovenpå hinanden«

Kan man sige, at repressionen var meget stærkere, end I nogensinde havde forestillet jer?

– Helt klart. Hele vores styrke fra før kuppet blev slået væk med ét slag. Før kuppet var alle politisk aktive, efter kuppet ingen. Venstrefløjens folk blev anholdt i massevis og mange overgav sig også. To dage efter kuppet blev universitetet i Concepción besat af militæret, og de tog alle, ja virkelig alle de kom i nærheden af med sig. Jeg var der og så lastvognene, som transporterede fangerne væk liggende i lag ovenpå hinanden.

– Efter seks måneder begyndte der en mere selektiv repression og målrettede angreb på aktivister, der ville genopbygge partierne. Lige efter kuppet var venstrefløjen fuldstændigt lammet, så havde de brug for tid til at reorganisere sig og imellemtiden var uenigheden blandt venstrefløjen ikke blevet mindre, snarere tværtimod.

Repressionen efter kuppet betød altså ikke, at venstrefløjens partier kom hinanden nærmere?

– Min personlige erfaring fra denne tid var, at dem jeg fik mest støtte fra, var folk fra de kristelige demokrater, fra MAPU, fra kristelige socialister eller fra kirken. Det var vigtigt for mig og min daværende kæreste. Disse folk reddede vores liv. Det var folk fra basis og jeg tror, at på basisniveau hjalp alle hinanden – på tværs af partiskel. Problemerne lå hos partiernes ledelser. Kommunistpartiet gav således MIR skylden for hele tragedien! De har aldrig kunne indse, at de selv bærer et medansvar for det, som skete.

Det er jo nemt af være bagklog. Men tror du, at en væbnet guerillakamp mod militæret var et realistisk perspektiv i Chile dengang?

– Først må det lige siges, at det hurtigt viste sig, at der slet ikke var ret mange våben blandt venstrefløjens aktivister. Jeg har hørt om folk, som ventede på våben, men der kom ingen, fordi der ikke var nogen. Og det var helt uafhængigt af partierne. I MIR havde vi nogle våben, men i betragtning af, hvad der ville være nødvendigt for en guerillakrig, så var det af latterligt omfang.

– Men selv hvis vi havde haft våben, ville en klassisk guerillakrig være så godt som umuligt på grund af de geografiske forhold. Først langt senere, i begyndelsen af 1980’erne var der et alvorligt forsøg på at opbygge guerilla-strukturer i det sydlige Chile. Forsøget var imidlertid kun af militær karakter, og det endte med en katastrofe – alle aktivister blev dræbt.

– I MIR overvurderede vi undergrundsarbejdet. Pengene, som blev sendt til MIR fra udlandet, blev brugt til at organisere dagliglivet og overlevelsen for de illegale aktivister. Pengene gik til boliger, identiteter og sikkerhed. Så var der ikke meget tilbage til våben og guerilla. Alligevel stak MIR sig selv blår i øjnene og skabte rygter om en styrke, vi ikke besad.

Det er jo et velkendt fænomen, at der opstår mistro og misforståelser blandt de venstrefløjsfolk, som går i eksil og de, som bliver og kæmper videre i undergrunden. Var det også sådan blandt jer?

– I store og hele vil jeg sige nej. Medlemmerne af MIR var egentlig meget disciplinerede, også jeg selv. Men jeg ville vide sandheden og jeg ville ærligt kunne sige: »Det og det går ikke lige, som vi havde tænkt os. Det og det klarer vi ikke, vi er simpelthen ikke istand til det«. Men MIR overvurderede sig selv, og på grund af min tvivl og kritik, blev jeg kaldt for en renegat.

– Så var det, at MIR-aktivister i eksil blev opfordret til at vende tilbage til Chile for at kæmpe. Jeg sagde: »Nej, det gør jeg ikke. Jeg er bange«.Derefter blev jeg betegnet som »det sidste MIR-medlem i udlandet«. Senere har jeg erfaret, hvordan denne tilbagevenden blev organiseret. Vejen gik via Cuba, men næsten alle de, som blev indsluset til Chile ad denne vej blev taget og anholdt.

Hvornår gik du selv i eksil?

– Efter kuppet flygtede min kæreste og jeg til naboprovinsen og senere til Santiago. Santiago var meget farlig, især den indre by. Da jeg til sidst ikke længere kunne bevæge mig rundt og ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med mig selv, besluttede jeg mig for at gå i eksil. Jeg havde ingen penge, ingen bolig, ingen politiske kontakter.

– Visse kredse indenfor den katolske kirke slusede mig ind i den ungarske ambassade. Der var vi over 80 mennesker. På et eller andet tidspunkt kom der nogle ansatte fra den tyske ambassade, udspurgte blandt andet mig – og i slutningen af 1974 kom jeg så til Tyskland.

Chile – tur/retur

– Jeg tror stadig, at meget af det MIR gjorde i Chile dengang, var rigtigt. Men alle de splittelser, der opstod indenfor MIR efter kuppet, førte til at jeg på et eller andet tidspunkt holdt op med at forholde mig til den konkrete MIR-politik. Men hvad jeg aldrig vil glemme, er det, som jeg har lært i MIR og i Chile: Kampen for retfærdighed, kampen for et bedre liv. Det er stadig en del af mig.

– 23 år efter kuppet, i 1996, vendte jeg for første gang tilbage til Chile. Alt var fremmed for mig, landet, atmosfæren, selv sproget. Nogle folk fra min by var stadig dér, andre var væk. Nogle kammerater er blevet myrdet, andre er forsvundet. Mange sad i fængsel. Pinochet har tømt landet og skabt fri bane for neo-liberalismen. Hvordan det er blevet gennemført, det mærker man tydeligt.

Carlos Sanchueza-Bunge flygtede i 1974 fra Chile og har siden begyndelsen af 1980’erne levet i eksil i Hamburg.

I tiden under Unidad Popular var Carlos aktiv i MIR i den sydchilenske provins Concepción.

Interviewet er offentliggjort i den tyske venstrefløjsavis ak – analyse og kritik, nr.475, 15. august 2003.

Oversat og redigeret af folk fra autonomi-kollektivets info-service

Noter

1) MIR

Movimiento de Izquierda Revolucionaria – Den revolutionære venstrebevægelse. Den største udenomsparlamentariske organisation på Chiles brogede venstrefløj. Grundlagt i 1965 under indflydelse af Cubas revolution og Ernesto Che Guevara. Blev en vigtig faktor i 68-bevægelsen, og gik ind for en væbnet opstandsstrategi.

2) Unidad Popular

Ved præsidentvalget i 1970 fik Unidad Popular – Folkefronten – 36,3 pct. af stemmerne og vandt valget. Den konservative og den kristeligt demokratiske kandidat fik henholdsvis 34,9 pct. og 27,8 pct

Salvador Allende blev landets nye præsident. Unidad Popular bestod af Allendes Socialistparti, det mindre kommunistparti, det venstresocialistiske kristne MAPU, samt et andet progressivt kristligt venstrefløjsparti »Izquierda Cristiana«. Unidad Popular var en regeringskoalition, der i sit program tog sigte på, via det borgerlige parlament og indenfor den borgerlige lovgivning, »at afslutte imperialismens, monopolernes og det jordejende oligarkis herredømme og påbegynde opbygningen af socialismen i Chile«.

3) POUM

Det forenede marxistiske arbejderparti.Anti-stalinistisk, venstresocialistisk organisation i den spanske borgerkrig. Havde omkring 60.000 medlemmer og 10.000 væbnede aktivister, deriblandt en del internationalister.

Læs mere om Chile på Leksikon.org

Besøg MIR’s hjemmeside