Klokken kvarter i fire spærrede ti globale rødder døren til Dansk Industris hovedkontor ved Rådhuspladsen i København. Omtrent samtidig startede en ny runde forhandlinger i WTO (World Trade Organization) i feriebyen Cancun i Mexico.
Vinderne bliver de stærke
Forhandlingerne i Cancun skal afskaffe handelsbarrierer, hvilket betyder at transnationale koncerner kan sikre sig adgang til alle markeder og sektorer – og de fattige lande ingen mulighed har for at beskytte deres produktion, miljø eller arbejdspladser.
Pil Christensen fra Globale Rødder siger:
»Konsekvenserne bliver de samme som ved tidligere WTO-aftaler: Vinderne bliver de stærke lande og de stærke firmaer. Taberne bliver de fattige lande, lokalbefolkning, miljø og ikke mindst demokratiet«.
I følge talskvinden var aktionen bl.a vendt imod det demokratiske underskud i WTO-forhandlingerne, nemlig »de transnationale selskabers stigende indflydelse på politikken.«
Dansk Industri er medlem af europæiske arbejdsgiverorganisation UNICE, der er store fortalere for WTO-planerne om fri adgang til alle markeder.
Alle anholdt
Blokaden af Dansk Industri foregik støjende og effektfuldt med store bannere og romerlys.
Politibetjente kom hurtigt til stedet og anholdte alle de globale rødder.
Efter aktionen er udmeldingen fra Globale Rødder:
»Vores aktion var blot en del af en global kampagne mod WTO og planerne om udvidet frihandel. Kampagnen skal sørge for at eliten ikke gennemfører nye katastrofale frihandelsaftaler. Frihandel lyder flot men når superligaen møder lilleputterne så ved vi jo godt hvem der vinder, og det er det der sker i den globale økonomi«.
Modkraft.dk-guiden til WTO-mødet, modstanden og baggunden
Af Linda Hansen og Peter Kristensen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96