Annonce
Grækenland og Syriza
Følgende indlæg er oprindeligt et oplæg jeg holdte på et debatmøde i Aarhus omkring situationen i Grækenland, Syriza og potentialet i den form for partier.
Grækenland og Syriza
Situationen i Grækenland er i dag et vigtig emne at diskutere og forstå for venstrefløjen. Særligt efter Syriza’s regeringensdannelse. Det må uomtvisteligt stille nogle vigtige spørgsmål på den internationale venstrefløj, at et selverklæret socialistisk parti til venstre for de gamle socialdemokratiske partier nu danner regering i Grækenland. Vi ser lige nu et intensivt forhandlingsforløb mellem den græske regering og Trojkaen omkring fornyelse af låneaftaler og en evt. afskrivning eller omstrukturering af gælden. Jeg vil dog starte et andet sted, for at give et indblik i, hvilken politisk tradition Grækenland har.
Historien
Den græske modstandsbevægelse var under 2. verdenskrig både stor og slagkraftig. Det var en stor massebevægelse med det kommunistiske parti (KKE) som drivende kraft. I de befriede områder etablerede modstandsbevægelsen endda sin egen regering. Ved udgangen af 2. verdenskrig var Europa allerede delt, og med Stalins accept faldt Grækenland under den vestlige indflydelsessfære. Det resulterede i en borgerkrig mellem Engelsk-amerikansk støttede regeringstropper og den kommunistisk ledede guerillahær, med nederlag til sidstnævnte.
Det kommunistiske parti forblev illegalt indtil Juntaens fald. Juntaen var et militært diktatur i Grækenland mellem 1967-74. Sammen med andre grupper, bl.a. det, der senere blev til PASOK, vandt man modstandskampen imod diktaturet i 1974. En af årsagerne til diktaturets fald tilskrives som regel også studenteroprøret med særlig udgangspunkt i Athens polytekniske universitet.
Der er særligt to konklusioner, der kan drages af den særlige græske historie. Dels er KKE særligt velfunderet i det græske samfund. Det har, på trods af diverse splittelser, eksisteret siden 1918 og er dermed det ældste parti i Grækenland. Jeg tror ikke det er helt ved siden af, at kalde det for en slags social institution. Dels har Grækenland en meget militant historie indbefattende modstandskampe, protester og oprør. Særligt Junta diktaturet har spillet en rolle her.
Denne meget radikale tradition i Grækenland kom bl.a. også til udtryk i PASOK’s første år. I 1981 vandt PASOK valget og dannede regering. Dets program var langt mere radikalt end noget andet socialdemokratisk eller socialistisk parti på dette tidspunkt og inkluderede bl.a. udmeldelse af NATO og hele den amerikanske indflydelsessfære, socialisering af virksomheder og social kontrol på fabrikkerne. Partiet forfægtede en decideret socialistisk udvikling i landet og havde opbakning fra en massebevægelse ude i samfundet.
Enden på historien om PASOK kender vi alle sammen: Den endte ved valget den 25. Januar 2015. Fra socialistisk parti med masseopbakning, ikke bare til valg, men lige såvel og vigtigere ude i samfundet, endte det som et neoliberalt administrationsparti. Ligesom alle andre socialdemokratiske partier i Europa, mere eller mindre.
På trods af Grækenlands særlige historie, har landet også været en del af en større international udvikling. Jeg vil kort fremhæve enkelte elementer, der er vigtige at have in mente, når vi diskuterer nye partier såsom Syriza. Den klassiske arbejderbevægelse eksisterer ikke mere. Den bevægelse, der eksisterede før 2. verdenskrig i forskellige former, f.eks. i en reformistisk socialdemokratisk, radikal socialdemokratisk, revolutionær kommunistisk eller en hvilken som helst anden form, eksisterer ikke mere. Den sociale magt og de egne institutioner arbejderklassen havde fået opbygget verden over, er enten ikke længere til stede, eller er blevet integreret i den herskende ordens institutioner. Efter 2. verdenskrig eksisterede dog stadigvæk rundt om i Europa genuine socialistiske bevægelser og partier, f.eks. i Italien, Frankrig og Grækenland.
Særligt inspirationen fra Italien var stor. Her spillede den såkaldte Eurokommunisme en særlig rolle. Eurokommunismen var en betegnelse for en række kommunistiske partiers forsøg på at gøre sig fri fra Moskva i løbet af 1970’erne og 80’erne, uden dog at falde helt over i den traditionelle socialdemokratiske lejr. Det teoretiske udtryk for denne tendens tilskrives som regel den græske Marxist Nicos Poulantzas. Men også denne tendens er i dag uddød, og i nogle tilfælde, f.eks. som hos det Italienske kommunistparti, er det endt i en fuldstændig accept af kapitalismen og endda af den neoliberale politik.
Det er samtidig i denne tradition vi skal finde udgangspunktet for Syriza. Syriza var indtil 2013 et samarbejde mellem forskellige partier og organisationer. Den største af disse var Synaspismos, der i slut 80’erne var en alliance mellem forskellige venstrefløjspartier, bl.a. KKE. Som resultat af det gode valgresultat for alliancen i 1989 deltog bl.a. KKE i regering med Nyt Demokrati, et konservativt parti, hvilket førte til at hele partiets ungdomsfløj brød ud. Denne fløj dannede senere partiet Ny Venstre Strømning, der senere sammen med andre særligt trotskistiske organisationer dannede en alliance, nemlig ANTARSYA.
Imens brød KKE fra samarbejdet i Synaspismos, der selv blev dannet til et decideret parti. Synaspismos var fra start inspireret af den såkaldte Eurokommunistiske tradition, som dog allerede på det tidspunkt var ved at løbe ud i sandet. Diskussionen om Syriza i dag har også helt klart nogle overleveringer fra denne tradition.
Situationen i dag og Syriza
I løbet af de seneste år har situationen både internationalt og i Grækenland ændret sig. Efter en lang periode med neoliberalisering, austeritet og ødelæggelse af enhver egentlig socialistisk opposition til den herskende orden, har klassekampen fået et nyt udtryk. Nogle taler om en ny ”cyklus” af kampe, som en slags dynamik in en ny ”era of riots”. Denne nye cyklus startede i 2011, hvis ikke før, med både det arabiske forår samt protesterne og oprørene i Spanien, USA, Portugal, Grækenland osv. Senere har det udviklet sig til deciderede opstande i f.eks. Tyrkiet og Brasilien. Denne nye cyklus af kampe har været kendetegnet ved en høj grad af afvisning af traditionelle politiske institutioner og former, herunder også partierne. De har haft et mere direkte udtryk, og særligt pladsbesættelser og folkeforsamlinger har været centralt. Det har dog været muligt at spore en vis afmatning i hele denne internationale bevægelse.
I Grækenland startede det egentlig i 2008 med optøjerne i Athen som følge af politiets drab på en ung anarkist. I 2011 besatte man, ligesom i mange andre byer verden over, den centrale plads i Athen, Syntagma. Efterfølgende har der været massevis af generalstrejker, optøjer, besættelser osv. Den anti-politiske karakter af denne bevægelse har også betydet dødsstødet til PASOK.
Til gengæld har Syriza været effektive til både at deltage i og lukrere på hele denne bevægelse. I modsætning til f.eks. KKE støttede Syriza pladsbesættelserne, og mange medlemmer deltog endda aktivt. Der har altså eksisteret en høj grad af dynamik mellem den nye bevægelse og udviklingen i Syriza, ligesom mellem 15-M bevægelsen og Podemos i Spanien. Der har dog samtidig været kritik af partiet for enkelte gange at forsøge at lægge en dæmper på bevægelsen, eller sågar skabe problemer for bevægelsen grundet den traditionelle politiske parti-form, præcis ligesom diskussionen om Podemos. På den ene side repræsenterede partiet på valgdagen det håb om et andet samfund, som den forudgående bevægelse havde skabt. På den anden side har partiet også konsekvent rykket sin politik og sine krav i en langt mere moderat retning. F.eks. med opgivelse af nationalisering af banker og sletning af størstedelen af landets gæld. Men hvad er Syriza egentlig for et parti, og hvilke kriterier skal man bedømme det ud fra?
Som allerede påpeget spiller hele den eurokommunistiske tradition stadigvæk en vis rolle i partiet, f.eks. mener ledende medlem af venstrefløjen i partiet, Stathis Kouvelakis, at Syriza er et eksempel på en særlig Gramciansk-Poulantziansk socialistisk strategi. Generelt fylder marxistisk retorik en del i partiet og dets interne diskussioner. Selv finansministeren Varoufakis har erklæret sig marxist, omend godt nok en ”uberegnelig” en. Jeg mener, at diskussioner der foregår med sådan et udgangspunkt har meget lidt med virkeligheden at gøre. I bedste fald er det ønsketænkning. Syriza er ikke noget eksempel på en Poulantziansk strategi, og deres politiske program har sådan set ikke noget med en socialistisk transformation af samfundet at gøre. Cheføkonomen i Syriza, Jannos Milios, er langt mere realistisk i sin bedømmelse: Syriza's program har hverken noget med klassekamp eller antikapitalisme at gøre, og marxismen er fin til at forstå økonomiske processer med, men kan ikke være en ledetråd for politik.
Vi må tage udgangspunkt i en realistisk analyse af situationen og af Syriza. Det handler om at blive i stand til at vurdere potentialerne i Syriza for udviklingen i klassekampen. Dette kræver dog en høj grad af realisme. Hvor den marxistiske retorik og tale om socialistisk strategi i forbindelse med Syriza måske har meget lidt med virkeligheden at gøre, har det dog den positive effekt, at det både marxismen såvel som socialistisk retorik igen kan komme på dagsordenen. Det må og skal dog ikke afholde os fra en realistisk analyse af situationen og Syriza.
Situationen er den, at den radikale bevægelse i Grækenland har, på trods af stadige protester og optøjer, været inde i en længere afmatningsperiode. Der findes ikke nogen organiseret proletarisk, socialistisk bevægelse i hverken Grækenland eller noget andet sted i Europa. Derfor findes der ikke, og kan der heller ikke findes, et proletarisk, socialistisk parti. Heller ikke i Grækenland. Syriza var en valgalliance og er i dag hovedsagligt et politisk parti som så mange andre. Selvom Syriza har lukreret på den anti-politiske radikale bevægelse, så har partiet også fået kritik fra selvsamme bevægelse. Det er klart, at desto længere væk partiet bevæger sig fra en kritik af det eksisterende politiske system og dets institutioner, til at være en del af selvsamme, desto mindre vil partiet kunne være og mobilisere et alternativ hertil.
Partiet er generelt et meget moderat, almindeligt politisk parti. Partiet har sammen med det højrenationalistiske ANEL dannet regering, som Alex Tsipras selv betegner som en ”national redningsregering”. Regeringen ønsker at genforhandle en mindre del af gælden og betingelserne for tilbagebetalingerne. Man ønsker at styrke økonomien og samtidig holde en balance på statsbudgettet. Som politisk mål har Syriza en slags europæisk ”New Deal”, med henvisning til den amerikanske præsident Roosevelts økonomiske og sociale politik med keynesianske elementer. Det har, uanset hvor meget marxistisk retorik man forsøger at hælde på, altså hverken noget med socialisme eller klassekamp at gøre.
Til gengæld er det blevet påpeget, at Syriza kan åbne et ”pusterum” for bevægelserne. F.eks. har Syriza en langt mere positivt og støttende tilgang til politiske indsatte. Vurderingen af Syriza må påpege både de negative og de positive sider ud fra den særlige situation partiet står i.
Der findes en række lignende partier i resten af Europa. Podemos i Spanien, Die Linke i Tyskland, Left Unity i England, Front de Gauche i Frankrig og Enhedslisten i Danmark. Der er selvfølgelig forskel på disse partier og de står i helt forskellige situationer. Fælles er dog en modstand mod den austeritetspolitik som de europæiske politiske og økonomiske eliter har ført. Nogle af partierne har en mere radikal politik end andre (f.eks. Front de Gauche i Frankrig), imens andre er langt mindre radikale, f.eks. Syriza og Enhedslisten.
Forskellen er dog også en anden, nemlig at Syriza og Podemos står i nogle situationer, hvor de potentielt kan sætte gang i en dynamik og en bevægelse, som går langt ud over deres egen kontrol. Det kræver dog en realistisk analyse at kunne vurdere muligheden for det. Hvor der på den ene side er noget helt klart problematisk i Syriza’s politiske form og integration i det eksisterende politiske system, hvilket har lagt og kan lægge en dæmper på bevægelsen, så kan partiets øgede opbakning og regeringsdannelse også betyde, at endnu flere dele af befolkning er villige til at deltage i bevægelsen, hvis denne skulle blusse op igen. I Grækenland såvel som i resten af Europa kræver det en genopblussen af de radikale bevægelser, protester og optøjer vi har set de seneste år. En international bevægelse, der ikke lader sig opsluge i disse nye partier, men formår at række langt ud over dem.
Se også:
http://internationellsolidaritet.com/2015/01/24/syriza-at-the-gates/
http://www.metamute.org/community/your-posts/some-notes-syriza
Debat
Annonce
