Annonce

7. september 2003 - 1:16

Dyreaktivister befrier mink

Der har ellers været stille omkring Dyrenes Befrielsesfront siden en gruppe DBF-aktivister for tre år siden blev anholdt på fersk gerning under en aktion mod en minkfarm nær Horsens. I februar i år fik en af aktivisterne stadfæstet en dom på et år og ni måneders fængsel for blandt andet medvirken til brandstiftelse. Tre andre aktivister fra gruppen er tidligere blevet idømt mellem fem og ti måneders fængsel.

Ifølge Fyens Stiftstidende blev der i juli i år begået hærværk mod en pelsforretning i Odense, hvor der blandt andet blev sprayet logoet for Dyrenes Befrielsesfront. Det var dog en gruppe ved navn »Anarkistisk Fraktion, Odense«, der i en e-mail tog ansvaret for aktionen.

Internationalt netværk

De militante dyreværnsforkæmpere i Dyrenes Befrielsesfront har ligesindede i en lang række lande, hvor især minkfarme og pelsforretninger – men også slagtere og mejerier – har stået for skud.

Særligt i England har søsterorganisationen Animal Liberation Front (ALF) aktioneret rabiat i dyrenes navn. Organisationen menes her at have omkring 2.000 medlemmer, og aktionerne har inkluderet både trusler og bombeattentater mod forskere, der arbejder med forsøgsdyr.

Engelsk politi karakteriserer i dag ALF som en terrorgruppe på linje med Den Irske Republikanske Hær, IRA.

Etablerede tager afstand

I Danmark tager de etablerede dyreværnsforeninger afstand fra DBF’s metoder. Ifølge Dyrenes Beskyttelse skader aktionerne dyreværnssagen, »for seriøse dyreværnsorganisationer bliver slået i hartkorn med Dyrenes Befrielsesfronts ulovlige og voldelige metoder«.

Også græsrodsorganisationen Anima – Foreningen For Alle Dyrs Rettigheder tager afstand fra de ulovlige aktioner, og skriver blandt andet på deres hjemmeside under overskriften »Holdning til DBF«:

»At nogle dyreretsaktivister tror, at man kan true sig til samfundsomvæltninger er beklageligt. Skal udnyttelse af dyr ophøre, vil det kræve en etisk evolution i vores samfund. (…) Mange års filosofisk debat har vist, at dyrerettighedsbevægelsen har alle argumenter på sin side og det er gennem disse, at dyrenes frigørelse skal ske, ikke ved trusler og hærværk.«

Besøg Anima – Foreningen For Alle Dyrs Rettigheder

Besøg Animal Liberation Front (engelsk)

Af Martin Lindblom/Monsun

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce