Rejsedagbog fra Kurdistan

I slutningen af november 2014 rejste en delegation fra Enhedslisten til Nordirak og de kurdiske områder i Syrien for at høre om kampen mod Islamisk Stat (IS), flygtningesituationen og den demokratiske  revolution, der er i gang i området.

Vi mødtes bl.a. med forsvarsministeren i Nordirak »Peshmerga-ministeren«, parlamentsformanden i Nordirak og lederen af selvforsvarsstyrkerne styrker YPG (Yekîneyên Parastina Gel, Folkets beskyttelsesstyrker) i de kurdiske områder i Syrien.

Her vil jeg prøve at videregive nogle af de vigtigste indtryk og oplysninger fra turen.

Vi var Nikolaj Villumsen, udenrigsordfører for Enhedslisten, Søren Søndergaard, folketingskandidat med »kurdisk« overskæg, Allan Ahmad, borgerrepræsentant i København og uundværlige tolk, Maj Aslett-Rydbjerg, koordinator for det kurdiske solidaritetsarbejde i EU-parlamentet, Saiar Youssef og Ibis Tas fra det kurdisk-syriske socialistparti PYD (Det demokratisk unionsparti) i Danmark, og mig selv: Eva Flyvholm, international medarbejder og folketingskandidat.

Vi fløj til Erbil i det kurdiske område i Nordirak. Det var overraskende nemt, kun 3-4 timers flyvetur fra Wien, så var vi i Erbil.

Det er kun 80 kilometer fra byen Mosul, der siden juni har været under IS kontrol. Og hvor IS erobrede de våben fra den irakiske hær, der muliggjorde de blodige angreb på Sinjar og Kobanê.

Det lykkedes, til vores begejstring, at få Saiar med hele vejen, selv om der havde været knas med visum. Men heldigvis var myndighederne i de kurdiske områder mere large end den irakiske ambassade i Danmark.

Fra lufthavnen kørte vi til Erbil International Hotel. Der var bevæbnede vagter og bombetjek af bil og bagage ved indgangen.

Af uransagelige årsager, var det kun Maj og mig, der blev kropsvisiteret. Måske fordi der var en kvindelig vagt, måske fordi vi så suspekte ud.

I Erbil var vi gæster hos KDP (Kurdistans demokratisk parti) – et af de kurdiske partier i Nordirak.

Dets repræsentant i Danmark, Mossa M. Rashid, var rejst med os og havde hjulpet med at arrangere et møde med KDP i det kurdiske parlament i Erbil.

Nikolaj var delegationsleder og havde derfor fået instruktion fra Allan om at have slips på, Mossa står til venstre for ham.

Senere mødtes vi også med parlamentsformanden fra partiet Gorran (Forandring). Både parlamentsformanden og KDP fortalte, at IS er en voldsom fjende at kæmpe imod. Og at der er brug for hjælp til de mange, der er flygtet fra IS.

De fortalte også om spændingerne mellem centralregeringen i Baghdad og myndighederne i Kurdistan. Iraks tidligere premierminister Maliki har ført en meget sekterisk politik, der har holdt kurderne nede.

Men især holdt de sunni-muslimske områder nede, og det er derfor IS har kunnet rekruttere så meget, fordi folk i sunni-områderne syntes, at alt andet er bedre end Malikis undertrykkelse.

I de kurdiske områder har der været regionalt selvstyre siden Saddams Husseins fald. Det fungerer nu med en samlingsregering, hvor alle tre partier Gorran, KDP og PUK (Kurdistans patriotisk union) sidder i en samlingsregering.

Samarbejdet mellem de tre partier er blevet styrket bl.a. som resultat af truslen fra IS.

Men til gengæld er relationen til Baghdad anstrengt. Der er kommet en ny premierminister Abadi, men han kommer fra det samme parti som Malaki, og det lader ikke til at være store forventninger til, at han vil være mere inkluderende.

Siden Abadi trådte til i sommers har der været lukket for bloktilskuddet til det kurdiske selvstyreområde i Nordirak. Det står derfor uden hjælp fra Baghdad i kampen mod IS og håndtering af flygtningesituationen. Og de offentligt ansatte har ikke fået løn siden foråret.

Peshmerga-ministeriet

Et af de vigtigste besøg i Erbil var mødet med den kurdiske forsvarsminister, »Peshmerga-ministeren« fra partiet Gorran.

Vi ville høre mere om, hvad der sker med transport af våben og humanitærhjælp til Nordirak, som Danmark er med til, og som Enhedslisten har støttet.

Peshmergaministeren fortalte, at Peshmergaen, de kurdiske forsvarsstyrker, forsvarer mere end 1.000 km grænse mod IS. Styrkerne har fået nogenlunde kontrol med situationen.

Men mangler våben, især anti-tankvåben og mere moderne våbentyper. Styrkerne har ikke erfaring med en fjende som IS, der er veludrustet, velorganiseret og bruger selvmordsbomber.  

Peshmergaministeren forklarede også, at våbenleverancerne er nødvendige i kampen mod IS, fordi kurderne i Nordirak ikke har fået nye våben siden dem, de erobrede fra Saddams styre. Det er kun den irakiske hær, der er blevet udstyret med moderne amerikanske våben.

Mange tab skyldes at soldaterne ikke har beskyttelsesudstyr. Peshmergaen mangler beskyttelsesudstyr som hjelme og fragmentations-veste.

Det er også længe siden styrkerne har været i krig. Mange af de øverstbefalende er folk, hvis erfaringer daterer sig tilbage til kampene mod Saddam Hussein.

Vi spurgte til samarbejdet mellem Peshmergaen og de kurdiske styrker i Syrien, YPG. Svaret var, at kampen mod IS har skabt kurdisk enhed, og derfor er Peshmergasoldater og -våben kommet til Kobanê. Peshmergaens gamle våben finder også vej til YPG, der i endnu højere grad mangler våben mod IS. Og både Peshmergaen og YPG kæmper sammen med PKK ved fronten.

Dohuk

Fra Erbil rejste vi videre nordpå til Dohuk, der ligger tæt ved den syriske grænse. Vores chauffør kørte stærkt, og vejene var smalle og fyldt med lastbiler. Søren konstaterede rutineret, at det farligste ved turen nok var trafikken.

Hundredetusindvis af mennesker er flygtet fra IS og har søgt tilflugt i Dohuk.

Vi ville gerne vide mere om flygtningesituationen, og splittede delegationen op.  

Maj og jeg mødtes med guvernøren og besøgte flygtningelejre i området. Guvernøren fortalte, at mere end 700.000 flygtninge var kommet siden august i år. Og at alle i byen hjalp med at finde steder til dem og skaffe mad.

Selve Duhok plejer at være på ca. 1 mio. indbyggere, men antallet er nu fordoblet. Mange flygtninge kommer fra Sinjar-bjerget/Shingal.området som kvinderne ovenfor. Dem mødte vi i flygtningelejren Khangi.

Den kurdiske gæstfrihed er overvældende alle steder. Jeg blev inviteret til at smage meget lækre brød.

Mad-situationen er nogenlunde under kontrol. World Food Programme har sørget for to måltider om dagen.

Men der er stor bekymring over, at lejrene ikke er sikret til vinteren. Der mangler fundamenter, petroleum, ovne tæpper osv. Og det er blevet koldt nu.

Flygtningene bor også i byens skoler og ufærdige bygninger. Der er ikke bygget nok lejre endnu.

I alt har de kurdiske områder i Irak ca. 1,6 mio. flygtninge, både internt fordrevne fra Irak og fra Syrien. Og der er ligeledes mange flygtninge i de kurdiske områder i Syrien og i Tyrkiet.

Her er det familier fra Shingal, der bor på en byggegrund i Dohuk og venter på at komme ud i en lejr.

Vi fik lov at besøge en af byens skoler. Skoleinspektøren Hussein Duhoki fortalte hvordan skolen, lige som de fleste andre skoler i byen, nu i tre måneder har været lukket og i stedet fungerer som bolig for flygtninge.

Inspektøren har selv været flygtning som ung.

Der er i det hele taget en overvældende fornemmelse af solidaritet og vilje til at få tingene til at fungere, trods den helt akutte situation.

En af familierne havde fået en baby kort forinden og opkaldt ham efter skolen, Awro.

Her har den stolte far rejst sig fra kortspillet for at snakke. Han og familien er som de fleste andre kommet i starten af august, efter at IS invaderede deres område ved Shingal-bjerget.

Mange mistede livet der, og under flugten gennem ørknen døde især mange børn. Det var ikke Peshmergaen, der forsvarede Shingal-området. Det var i stedet YPG og PKK (Kurdistans Arbejderparti) der hjalp folk med at undslippe. 

Rojava

Vi splittede delegationen op i Dohuk. Jeg var ikke med i de kurdiske områder i Syrien, men Nikolaj tog heldigvis udførlige noter, som jeg har lånt.

Ved grænsen til Rojava (som de kurdiske områder i Syrien kaldes) manglede der papirer for at komme ind.

Til sidst lykkes det heldigvis, og ovre på den anden side af grænsen tog parlamentarikere og repræsentant fra udenrigstjenesten godt imod delegationen.

Der var også familiegenforening med Saiars bror, som leder grænseovergangen og stod for sikkerheden.

Der er mange kontrolposter nær grænsen. YPG/YPJ (Kvindernes beskyttelsesstyrker) står for den ydre bevogtning af selvstyreområderne. Politiet står for sikkerheden i byerne og bemander kontrolposterne.

En af de første byer, vi kom til, var Derik, som Saiar kommer fra. Det er en by med 25.000 indbyggere, som er kristne og kurdere.

Byen har mistet 1.500 indbyggere som martyrer for PKK i Tyrkiet og 275 som martyrer for folkets enhedsstyrker YPG/YPJ, som kæmper mod Assad og mod IS.

De kurdiske selvstyreområder i Syrien blev etableret for tre år siden, da det lykkedes at trænge Assad ud.

På vejen fik vi fortalt historien om, hvordan de syriske sikkerhedsstyrker og ansatte i regimet i revolutionens første dage blev jaget ud af deres befæstede kvarterer. De blev omringet af kurderne, som sagde at de ville kæmpe til det sidste og gav dem lov at gå, hvis de afleverede deres våben og udstyr. Derefter overgav regimets folk sig. Kurderne havde på det tidspunkt ingen våben, men lykkedes med at spille et godt bluff.

Vi besøgte parlamentet i Cezizre-kantonen Der er ét samlet parlament og lokale parlamenter for hver af de tre kantoner.

Der er indført medformandskaber, så der er en mand og en kvinde på alle ledende poster. Der skal minimum være 40 procent af hvert køn i parlamentet og minimum 10 procent af pladserne til henholdsvis den kristne og den arabiske minoritetsbefolkning.

Der er kooperativer og kvarterråd, og jord er blevet konfiskeret fra regimet og fordelt til de fattigste familier.

Med inddragelse af den kristne og arabiske befolkning forsøger  kurderne at skabe en  model for et fremtidigt demokratisk og mangfoldigt Syrien.

Den arabiske medpræsident fra Cecizre-kantonen er en ældre sheik, der tidligere havde været allieret med IS, men nu havde tilsluttet sig kurderne.

Han understregede, at kurderne har valgt at skabe et mangfoldigt system. At det er på tide at gøre op med klasseskel og etniske og religiøse skel.

Forsøgene med at opbygge en inkluderende regeringsform er en bevidst strategi fra socialistpartiet PYD, der er er det største parti i Rojava.

Men det er ikke helt let. Der er f.eks. nogle kurdere, der ikke bryder sig så meget om arabere, fordi Assad-regimet forærede dem kurdernes jord.

Men PYD holder fast i at inklusion af alle grupper er vejen frem.

De kurdiske områder i Syrien, især Kobanê, har været under hårde angreb fra IS, og mange er blevet dræbt, såret og bortført.

Samtidig er Rojava under blokade fra Tyrkiet, så det er meget svært at få våben og hjælp ind i området.

Enhedslisten mødtes med Redur Xelil, der er talsperson og kommandant for de kurdiske forsvarsstyrker YPG. Han forklarede, at YPG, i modsætning til Peshmergaen, bruger guerillataktik i kampen mod IS.

YPG’s helt store problem er at man mangler våben, især tungere anti-tankvåben. Man har heller ikke noget beskyttelsesudstyr.

Han bekræftede, at nogle af Peshmergaens gamle våben er blevet smuglet ind gennem de seneste måneder.

Han var glad for Enhedslistens støtte til forsvaret af Kobanê. Nikolaj skulle hilse og sige rigtig mange gange tak. Han håbede at flere partier i fremtiden vil bakke op.

Adspurgt om, hvad han vil svare på Lidegaards argumenter om, at våben til YPG vil falde i hænderne på IS eller gå til PKK i Tyrkiet svarede han:

– Vi vil ikke give vores våben til IS. Vi vil udelukkende bruge dem til at forsvare os og vores områder. Vi vil slås til det sidste, som vi har gjort i Kobanê.

– Vi har intet imod Tyrkiet. Vi er modstandere af Assad og IS. Ikke Tyrkiet. Vi vil ikke vende vores våben mod dem.

Hos YPG fortalte man også, at der er mange fremmede krigere og lejesoldater hos IS. De kommer ind gennem Tyrkiet eller er fra Tyrkiet.

Man viste os pas fra nogle af de fremmede krigere, som de havde fanget eller dræbt, og som alle havde fået stemplet deres pas i Tyrkiet. To dræbte IS-krigere bar hundetegn fra den tyrkiske hær 80 km fra den tyrkiske grænse.

Rhedur Xelil sagde:

– IS er ikke til at forhandle med. De vil slå dig ihjel, hvis du ikke retter ind efter dem. Men det er vigtigt, at der skabes politiske løsninger, så den sunnimuslimske befolkning vender dem ryggen. Malikis og Assads sekteriske politik har skabt IS.

Vi besøgte en YPJ-garnison – den kvindelige del af hæren. Her er et billede af Allan og Søren med soldater fra YPJ.

YPJ havde erobret garnisonen fra IS i sommers. Der havde været hårde kampe i området, da IS havde forsøgt at afskære vejen mellem Derik og Qamislo. Vejen var blevet tabt og erobret tre gange. 

Kvinderne var små og unge - formentlig 18-20 år. Deres kvindelige kommandør var noget ældre. Formentlig omkring 30 år.

Der er et kvindeakademi i Rojava, hvor 20 kvinder bliver uddannet i en måned ad gangen.

Uddannelsen handler om at gøre kvinder til ledere og sikre, at de kan få ledende roller på alle niveauer i samfundet.

De socialistiske kvindesagsforkæmpere Rosa Luxemburg og Clara Zetkin var, til Sørens store begejstring, nogle af forbillederne.

Vi besøgte også politiakademiet. Her bliver kvinder og mænd trænet til at være politibetjente. Der er 25 procent arabere og 10-15 procent kristne blandt eleverne.

Lederen er en ung mand, der ikke lagde skjul på, at man har problemer. Men målet er at skabe en politistyrke, der ikke er racistisk, ikke mishandler og torturerer, men som er demokratisk. Man vil meget gerne have hjælp til denne uddannelse fra Danmark.

Vi mødtes desuden med menneskerettighedsministeren i Rojava, der var meget ærlig om, at der var problemer med menneskerettighederne i Rojava.

Vi spurgte blandt andet til rapporten fra Human Rights Watch om, at unge under 18 år kæmpede i YPJ/YPG.

Han erkendte at der har været problemer med det, men at man arbejder hårdt på, at få det ændret, og at der var fundet civile opgaver til unge under 18 år.

Det er kun meget få udenlandske politikere, der har besøgt Rojava. Der blev derfor holdt en stor pressekonference i Al-Quamishli, og flere millioner kurdere har set udsendelserne.

Vi blev bedt om at tage følgende tre budskaber med hjem

• At blokaden af Rojava skal brydes. Først og fremmest fra Tyrkiet, der også lægger pres på Nordirak for at holde grænsen lukket.
• Der er brug for tunge våben til bekæmpelse af IS.
• Rojava skal anerkendes som selvstændigt område.

Ved grænsen blev delegationen genforenet. Selv om det var ved at blive mørkt, og nogen af os var ret ivrige efter at køre, skulle vi lige drikke en kop te med KDP-repræsentanten ved grænsen.

Han understregede vigtigheden af fælles kurdisk enhed og var glad for, at vi både besøgte KDP og PYD.

Det er vigtigt for fremtiden, at der kan blive åbnet mere op.

På tilbageturen til Erbil forventede vi, at der ville være mange checkpoints, da der den dag var sprunget en bombe ved rådhuset i Erbil, som havde dræbt ni og såret 26.

Men heldigvis gik turen uden problemr, og vi blev gen-installeret på hotellet med bevæbnede vagter og et velfungerende internet.

Vi de-briefede med øl, og jeg sørgede for at få noget mere sød te indenbords.

Den kurdiske gæstfrihed er meget hjertelig. Ved hvert eneste møde og besøg – selv i flygtningelejrene – fik vi en lille kop te med sukker.

De første dag gav det skælvende hænder efter cirka 8 kopper, men det blev overraskende hurtigt en vane, jeg har haft svært ved at lægge fra mig efter hjemkomsten.

Så er det godt at vi også har mange kurdiske kammerater her i Danmark.

Eva Flyvholm er international sekretær og folketingskandidat for Enhedslisten.