En tidligere murerarbejdsmand begik natten til tirsdag begik 'selvmord' og giver i et afskedsbrev politikerne på Christiansborg skylden. Bag happeningen står Murerarbejdsmændenes Faglige Klub, der ønsker, at protestere over forringelser på dagpenge- og kontanthjælpsområdet.
Modkraft har tirsdag den 7. oktober modtaget ovenstående billede og følgende 'afskedsbrev' fra Murerarbejdsmændenes Faglige Klub skrevet på vegne af deres 'afdøde' medlem Henrik.
En kontaktperson for den faglige klub oplyser, at Henriks historie er autentisk – på nær hængningen i en statue foran Christiansborg natten før folketingets officielle åbning, som er en happening.
»Til politikerne på Christiansborg
Som murerarbejdsmand med hårdt arbejde gennem et helt arbejdsliv har de sidste fire år været et sandt mareridt for mig personligt men også for min kone. Jeg er en nedslidt gammel mand, som har haft svært ved at få et ordinært arbejde de sidste fire år, og derfor er mine dagpenge røget sig en tur.
Jeg har været igennem Københavns kommune sygedagpengesystem, da jeg uforskyldt er blevet syg på grund af mit arbejde. Efter et par års forløb hvor jeg er blevet hevet rundt i diverse arbejdsafprøvninger som alle har vist, at min krop var så nedslidt, at jeg kun kunne bestride nogle få timers arbejde om ugen, lukkede kommunen til sidst for sygedagpengene og dermed for mit forsørgelsesgrundlag.
Jeg er gift, og derfor blev jeg også afvist i kontanthjælpssystemet, da min kone har lønindtægt som hjemmehjælper og derfor skal forsøge mig. Jeg har nu igennem 1½ år gået uden forsørgelse eller hjælp fra kommunen overhovedet og mit liv, mit ægteskab, mit helbred og psyke samt min økonomi hænger i laser.
Jeg føler, at jeg er blevet holdt for nar af politikerne, da de ændrede dagpengeperioden og sygedagpengene i 2010. Derved blev jeg smidt ud af det sociale sikkerhedsnet, som jeg altid har troet på hørte sig til i et velfærdssamfund.
Jeg har bare passet mit arbejde og betalt min skat for så til sidst at blive smidt på porten.
Hvad har jeg gjort forkert?
Hvor er menneskesynet henne for jer politikere?
Nu kan jeg ikke klare mere og ser ingen anden udvej end at tage mit eget liv.
Henrik
Tidligere murerarbejdsmand«