Valg i Bolivia: Revolutionær reformproces eller klassesamarbejde?

Før indianerlederen Tupac Katari i 1781 blev dræbt af spanierne på den centrale plads i La Paz, svor han, at han ville vende tilbage som en hær af millioner.

Opstande i oktober 2003 blev startskuddet til en ny revolutionær proces i Bolivia. Den blev båret frem af millioner af fattige bolivianere, Tupac Kataris efterkommere: Jordløse bønder, minearbejdere, unge studerende, fabriksarbejdere og fattige småhandlende i byen.

Alle dem, der i århundreder har været økonomisk, socialt og kulturelt marginaliserede i deres eget land.

Krigen om gassen

Bolivia er et land rigt på ressourcer, men landets befolkning var ved starten af det nye årtusinde klart Sydamerikas fattigste.

Den Internationale Valutafond IMF havde siden 1985 givet lånepakker til det gældsplagede Bolivia. Men sammen med udviklingslånene fulgte neoliberale diktater, der krævede privatiseringer og lavere skatter for de multinationale selskaber.

I stedet for udvikling blev op mod en million flere mennesker, ifølge landets officielle statistikker, presset ned i fattigdom.

Da man i slutningen af 1990’erne fandt Sydamerikas næststørste gasforekomster i Bolivia, håbede mange bolivianere, at det kunne hjælpe landet ud af fattigdommen.

Landets politiske magthavere, der var under direkte pres fra IMF, besluttede imidlertid i 2003 at eksportere gassen til USA via Chile.

Det blev af befolkningen set som starten på en ny udplyndring af landet, og folk begyndte at gå på gaden og protestere. Det blev kendt som »krigen om gassen«.

Den daværende præsident, Gonzalo Sánchez de Lozada – også kendt som gringoen Goni –  blev tvunget fra posten af en opstand, efter han havde beordret soldater til at skyde på demonstrerende menneskemængder. 73 døde og mere end 400 blev såret under opstanden.

I kampen voksede en bevidsthed sig frem om, at for at sikre almindelige bolivianere en værdig fremtid, måtte man ændre radikalt på samfundet. Blandt kravene, der blev kendt som »agenden fra oktober«, var en fuld nationalisering og industrialisering af naturressourcerne, en grundlovsgivende forsamling samt en jordreform, der gjorde op med godsejervældet.

Evo Morales kommer til magten

I juni 2005 måtte endnu en præsident forlade posten i utide, efter gaskrigen var blusset op på ny.

I El Alto, epicentret for protesterne, forsamledes hundredetusinder i store »cabildos« (en slags massemøder) for at danne demokratiske folkeorganer, der skulle agere motor for revolutionen.

Den midlertidigt indsatte præsident, Eduardo Rodríguez, formåede dog at ride stormen af og i stedet blev der udskrevet nyvalg.

Det blev af landets centrale fagforeninger anset som en afledningsmanøvre i den højspændte situation.

Lederen for kokabønderne, Evo Morales, og hans parti Movimiento al Socialismo – Instrumento Político por la Soberanía de los Pueblos (Bevægelsen for socialisme – politisk instrument for folkets suverænitet,  forkortet MAS) der egentlig havde spillet en sekundær rolle i gaskrigen, hilste derimod det kommende præsidentvalg velkomment.

Partiet kom, med forholdsvis moderate krav, til at udfylde det tomrum, som COB (Central Obrera Boliviana, boliviansk arbejdercenter) landets centrale fagforening, havde efterladt ved at stille sig på sidelinjen.

Evo Morales blev båret frem af de sociale bevægelser til en stor og overraskende sejr i december 2005.

Bolivias sociale bevægelser tæller blandt andet faglige organisationer, bondeorganisationer, indianske organisationer, husmødre, småhandlende og lokale nabokomiteer.

Revolutionære rystelser og reaktionære modtræk

MAS-regeringen blev modtaget med sand entusiasme af landets arbejder- og bondemasser, som spillede hovedrollen i gaskrigen i 2003 og 2005. For første gang i historien havde de »en af deres egne« ved magten.

I månederne efter valgsejren var borgerskabet i en tilstand af chok, men regeringens tøvende politik gjorde det muligt for dem at genvinde styrke til at gå i offensiven.

Regeringen var afhængig af støtten fra de sociale bevægelser, men der var fra en start også en fløj inde i MAS, der ønskede at holde igen og søge forsoning med både højrefløjen og de udenlandske selskaber.

Den interne splittelse kom til udtryk i en vaklende politik, der på mange områder både ønskede at tilgodese kravene fra de sociale bevægelser og det nationale oligarki.

Oligarkiet svarer igen

I den første mandatperiode havde MAS flertal i parlamentet, men ikke i overhuset. Det betød, at alle progressive love, som MAS kom med, blev blokeret, når de skulle vedtages .

Arbejdet i den grundlovgivende forsamling blev ligeledes spoleret og trukket i langdrag.

Højrefløjen i MAS så dette som en anledning til at søge yderligere forsoning med den borgerlige opposition, men presset fra fagforeninger, bondeorganisationer og andre tvang regeringen til at gå videre med sociale reformer.

Selvom nationaliseringen af naturgassen i 2006 kun var delvis, udfordrede den borgerskabets økonomiske magt, og borgerskabet var bange for, at regeringen ikke kunne modstå presset fra neden til at accelerere den revolutionære proces.

For oligarkiet (landets traditionelle elite af godsejere og kapitalister) var det hele dets eksistens, der var på spil. Det gav en klar besked: før vi mister kontrollen med landet, smadrer vi det.

Fra højrefløjens bastioner i det østlige Bolivia, der besidder stort set al produktiv landbrugsjord og store olie- og gasforekomster, opildnede den lille rige elite lokale bevægelser til krav om autonomi. Godt hjulpet på vej af en fascistisk ungdomsorganisation, Union Juvenil Cruceñista (Santa Cruz’ ungdomsforening) forsøgte man at udrydde al politisk modstand og bane vejen for en løsrivelse fra resten af Bolivia.

På randen af borgerkrig

Da situationen var allermest tilspidset, i månederne maj-september 2008, var landet reelt på randen af en borgerkrig.

Højrefløjens fascistiske bander havde påbegyndt en voldelig opstand i de østlige regioner, hvor de tog kontrollen over alle offentlige institutioner og gik fysisk til angreb på de sociale bevægelser i byerne.

Forandringsprocessen blev kun reddet gennem en revolutionær opstand, hvor minearbejdere, bondeorganisationer og studerende marcherede mod Santa Cruz, mens den fattige befolkning i byen heroisk forsvarede sig mod angrebene fra fascisterne.

I Pando-regionen blev fattige, demonstrerende bønder den 11. september 2008 udsat for en massakre, hvor mindst 18 døde og omkring 30 »forsvandt«.

De sociale bevægelser håbede det havde klargjort behovet for et endeligt opgør med oligarkiet, men i stedet inviterede regeringen landets opposition til dialog.

»Dialog« med højrefløjen

Udkastet til ny grundlov blev nu sendt til forhandling i parlamentet, hvor højrefløjen fik lov til at luge ud i en række af de mest progressive love, før den blev sendt til folkeafstemning.

Grundloven, som blev vedtaget med over to tredjedeles flertal i 2009, indeholdt stadig en række positive elementer, men den banede ikke vej for en ekspropriering af de mange »latifundios« (storgodser) i den østlige del af landet.

I den amputerede grundlov var maksimumgrænsen for jordbesiddelse nemlig ikke længere gældende med tilbagevirkende kraft. Det betød, at 59 millioner af landets 65 millioner hektar frugtbar landbrugsjord, der er i hænderne på nogle få hundrede rige familier, fortsat ikke kan indgå i en jordreform (tal fra landets nationale jordreforminstitut, INRA, 2006). 

I stedet må regeringen i stedet tillade ekspansion ind i naturparker og fældning af regnskov for at tilfredsstille krav fra de sociale organisationer om tildeling af jord.

Et forvandlet parti

Ved valget i 2009 vandt MAS med over 2/3 af stemmerne, i både parlament og senat.

Det sikrede regeringen muligheden for at vedtage love uden at blive blokeret af oppositionen. Altså var der mulighed for, at den revolutionære proces kunne speedes op, og kampen for socialisme kunne intensiveres.

Men det var ikke det samme parti, der genvandt magten i 2009, som havde vundet i 2005.

Mange tidligere højrefløjspolitikere var pludselig at finde blandt rækken af ministre, mens de mest progressive personer inden for det tidligere regeringskabinet en efter en var blevet luget ud.

Ud over de konstante forsøg på infiltreringer fra højrefløjen, så man også at dele af den fascistiske gruppe fra Santa Cruz, »Union Juvenil Crucenista«, blev inviteret ind i partiet.

Klassesamarbejde

Vicepræsidenten, Alvaro Garcia Linera, skiftede nu ordlyden i regeringens politik.

Før havde man »ville regere til gavn for det store flertal i Bolivia« ved at gennemføre jordreform, nationalisere naturressourcerne og beskytte miljøet. Men efter sejren i 2009 lød det, at man nu »ville regere for alle bolivianerne«.

I den førte politik kom det til udtryk i flere og flere alliancer med mindre højrefløjspartier, eksempelvis ved kommunalvalgene i 2010, og med støtte til de store industriorganisationer og magtfulde sojabaroner i øst, der i de første fem år havde sabotere regeringens arbejde og åbent støtte forsøget på at opsplitte landet.

På kollisionskurs med de sociale bevægelser

Drejningen i politikken førte regeringen på kollision med sit sociale bagland.

Landets arbejdere havde i de første år med Evo ved magten accepteret at vente med at få indfriet sine forventninger om bedre levevilkår, så længe kampen mod det reaktionære borgerskab var på sit højeste. Man havde ladet sig tilfredsstille med sociale programmer, der gav økonomiske bonusser til forskellige befolkningsgrupper, så længe håbet om reel forandring stadig blev holdt i live.

Men mellem 2010 og 2014 førte COB an i flere generalstrejker, for blandt andet højere lønninger, bedre pensionsvilkår, for en nationalisering af minerne og for opgør med et gammelt neoliberal dekret 21060.

Samtidig opstod der splittelser i nogle af de indianske organisationer, hvilket skete i kølvandet på en konflikt om anlæggelse af en vej igennem et indiansk territorie, kaldet TIPNIS.

Politisk kamp i MAS

Konflikterne gør det tydeligt, at der kæmpes om to ideologiske strømninger i MAS.

Den ene strømning ser partiet som et redskab for de sociale bevægelser og taler om antiimperialisme, forsvar for nationaliseringerne og latinamerikansk enhed.

Den anden strømning ønsker at indgå pagter med oligarkiet og fastholde en stram kontrol over de sociale bevægelser, som skal bruges til at holde en dæmper på den sociale utilfredshed.

Det er den sidstnævnte strømning, der de seneste år har stået stærkest i den interne magtbalance, hvilket har ført til en vis desillusion hos den tilbageblevne venstrefløj.

Landets faglige hovedorganisation, COB, følte også denne utilfredshed, og var i 2013 på vej til at danne sit eget parti for at konkurrere med MAS til valget.

Det blev imidlertid droppet efter en intern kamp i COB, som med en ny ledelse har taget imod en invitation fra Evo Morales om nu at »træde ind i regeringen«, samt få opstillet folk på MAS’ lister ved valget.

Status for »forandringsprocessen«

Den forandringsproces, der startede med gaskrigen i 2003, og bragte Evo Morales til magten, har utvivlsomt ændret det politiske landskab i Bolivia. Men spørgsmålet er i hvor høj grad folks liv og det bolivianske samfunds strukturer er blevet forandret.

Den delvise nationalisering af olie- og gasforekomsterne har mangedoblet statens indtægter. Landets BNP er som følge af dette tredoblet mellem 2005 og 2013, mens de offentlige investeringer i samme periode er vokset fra 629 til 3.781 millioner dollars.

Minimumslønningerne er i perioden vokset fra 440 til 1.200 bolivianos (fra 63 til 173 dollars), men ifølge COB’s beregninger behøver en husholdning minimum 4.000 bolivianos for at kunne betale de mest vitale udgifter.

Samtidig vokser bankernes og de private firmaers profitter. Ifølge det bolivianske dagblad La Razón havde bankerne i 2011 30 gange højere indtægter end fem år tidligere, da Evo Morales tiltrådte.

Den økonomiske sabotage mod landet, blandt andet i form af store fald i de udenlandske investeringer, har medvirket til øget inflation.

Ingen investeringer i udvikling

Det nationale borgerskabs ser heller ikke ud til at ville udvikle landet. Det afspejles blandt andet i den lave vækst i produktiviteten, som mellem 1999 og 2005 var på blot 0,02 procent. Man udnytter den billige arbejdskraft fremfor at investere i bedre maskiner.

Alligevel har regeringen sat sin lid til, at oligarkiet og de multinationale selskaber vil hjælpe med til at industrialisere og udvikle landet, hvis man skaber de mest gunstige forhold for dem som »socios« (partnere) og ikke »patrones« (ejere).

Men hvis regeringen blot ønsker, at staten skal regulere og forvalte kapitalismen og dens overskud, så er det ikke kun virksomhedsejerne (los patrones) der skal disciplineres, men først og fremmest arbejderne.

En af de »socios«, man tillader, er med det japanskejede mineselskab San Cristóbal i Potosí. Det tjener hvert år omtrent en milliard dollars, men efterlader kun fire procent til staten, hvilket ikke engang rækker til at dække for oprydningen efter den forurening, det forårsager.

Som Marcelo Quiroga Santa Cruz, (myrdet boliviansk socialist) sagde, så har borgerskabet ikke noget fædreland, men store lommer (til at putte folkets penge i).

Stadig store problemer

Regeringens politik på jordspørgsmålet er gået meget tilbage. Fra at tale om overtagelse af jorden og ekspropriation af godsejerne taler man nu om respekt for den private ejendomsret, så længe den opfylder en økonomisk social funktion (regeringen har tilmed tilbudt at slække eller fjerne kravet i en kommende regeringsperiode). Samtidig har man vedtaget love, der straffer jordbesættelser hårdt og tilladt brugen af GMO-afgrøder.

Men oligarkiet er ikke i stand til at udvikle landbrugsjorden. Produktiviteten i Bolivias landbrugsjord er meget lavere end i nabolandene, og på trods af regeringen har tilladt, at der fældes mere skov for at udvide landbrugsarealet, så er importen af fødevarer steget fire gange så meget som den nationale produktion.

Det viser, at der er tale om en helt forkert landbrugspolitik, der også forårsager erosion og tab af biodiversitet.

Mange steder på landet har man nydt godt af nye infrastrukturprojekter, såsom bedre veje, nye skolebygninger og sundhedscentre.

Men de sociale forhold for landbefolkningen er fortsat præget af enorm fattigdom og mangel på basale fornødenheder som vand, kloakering og elektricitet.

Den økonomiske magt er uantastet

Forandringsprocessen har også genereret et større statsligt bureaukrati, og mange opportunister går ind i MAS for at få stillet deres personlige appetit på karriere, da de ser partiet som et jobcenter. Hvilket er traditionel praksis i boliviansk politik.

Den borgerlige stats strukturer er intakte, på trods af den nye grundlov snakkede om, at staten og dens institutioner skulle underlægges social kontrol fra bevægelserne.

Valget og de videre perspektiver

Den 12. oktober skal bolivianerne stemme om præsident og vicepræsident samt vælge folk til parlament og senat.

Ifølge meningsmålingerne står Evo Morales til at kunne fortsætte på posten og dermed blive den længst siddende præsident i Bolivia historie.

Over for MAS opstiller fire oppositionspartier og koalitioner, hvoraf kun de to menes at have en chance for at få en betydelig andel af stemmerne ved valget.

Den ene er »Demokratisk Enhed« (UD), som ledes af cementkongen, Samuel Doria Medina, der var planlægningsminister i en af de neoliberale regeringer i 1990’erne. Han har indgået en alliance med den reaktionære guvernør for Santa Cruz, Rúben Costas.

Desuden spås »Bevægelsen Uden Frygt« (MSM) at kunne tiltrække stemmer. Det er centrumparti, der ledes af den tidligere borgmester for La Paz, Juan del Granado, og som frem til 2009 indgik i alliance med MAS. Bevægelsen forventes i en eventuel anden valgrunde gå sammen med den neoliberale opposition.

Til valg på klassesamarbejde

MAS går til valg på et program, der sigter mod at fortsætte den nuværende politik, hvor en del til af statens indtægter er til gavn for den fattige befolkning i form af økonomiske bonusser og infrastrukturprojekter.

Men der er samtidig tale om et program, der, til forskel fra tidligere, i højere grad er tilpasset de private firmaers og godsejernes interesser. MAS taler nu åbent om behov for klassesamarbejde for at udvikle landet.

MAS’ kandidatlister er en afspejling af den strategi. På den ene side har man adskillige fagforeningsledere fra COB, minearbejderne og lærerstanden, samt ledere fra nabokomiteerne (FEJUVE) til at repræsentere MAS i byerne. Og på landet har bondeorganisationerne fået flere repræsentanter på listerne.

Men side om side med repræsentanter fra de sociale organisationer, er der blevet plads til tidligere højrefløjspolitikere og repræsentanter fra borgerskabet.

I Tarija er MAS’s spidskandidat til senatorposten Milciades Peñaloza, en virksomhedsejer af en stor planteoliefabrik, hvor arbejderne de seneste år har strejket imod fyringer af fagligt aktive.

I Chuquisaca er spidskandidaten Milton Barón, leder af den såkaldte civilkomite i Sucre, der førte an i sabotage mod den grundlovsgivende forsamling i 2006-2007.

I Santa Cruz er en af MAS’ kandidater Carlos Subirana, der var justitsminister under den tidligere diktator Hugo Banzers regering i 1990’erne, og nu er ejer af en af oppositionens aviser. Samtidig er de landløse bønders repræsentanter i Santa Cruz blevet erstattet af kendte godsejere.

Tilbage til »agendaen fra oktober«

Men de sociale og faglige organisationer ser stadig regeringen som deres og bakker op om MAS for at forhindre den tidligere højrefløjs tilbagevenden til magten.

Men som FSTMB (Bolivias minearbejderforbund) allerede skrev i et politisk dokument fra 2011, så befinder den reaktionære opposition sig nu også inde i ministerkabinettet.

Et forsvar for forandringsprocessen opnås derfor ikke ved blot at sikre MAS tilstrækkeligt stort flertal i parlament og senat.

Da jeg for et par år siden interviewede Edwin Arce, som er national leder for bevægelsen af landløse bønder i Bolivia (MST-B), sagde han

»at de 65 procents flertal i parlamentet ikke kommer os til gode, hvis ikke der bliver lyttet til os, græsrødderne i de sociale bevægelser. Og at det er nødvendigt at få sporet denne forandringsproces tilbage på rette spor, inden det er for sent«.

For at muliggøre dette perspektiv er det ikke tilstrækkeligt, at COB og de andre sociale og faglige organisationer får nogle repræsentanter valgt ind i parlamentet.

For som Marcelo Quiroga Santa Cruz sagde i det sidste interview, inden han blev myrdet i 1980:

»Det som interesserer os er ikke at få valgt vores ledere ind i regeringen og skaffe offentlige stillinger til vores medlemmer, men derimod at sikre arbejderklassen og dens allierede den politiske magt. «

For at sikre dette må COB og de sociale bevægelser organisere en venstrefløj, der går til kamp mod klassesamarbejdet og får smidt karrieremagerne ud.

De må kæmpe for en tilbagevenden til ’Agendaen fra oktober 2003’. Dvs. fuld nationalisering og industrialisering af naturressourcerne, samt ekspropriering af bankerne og de store fødevarevirksomheder. For en gennemgribende jordreform, der eksproprierer godsejervældet og sikrer kollektivt ejerskab over jorden, der må udvikles mere produktivt, uden at efterlade den gold og forurenet som tilfældet er nu.

Det er ikke tilstrækkeligt, at landets rigdomme kommer på statens hænder. Staten må samtidig komme på arbejdernes, bøndernes og den fattige befolknings hænder.

Kun sådan kan man undgå korruption og afsporing af processen indefra.

Jeppe Krommes-Ravnsmed er medlem af Enhedslisten og gruppen Socialisten. Han var bosiddende i Bolivia fra 2006-2011.

Artiklen er en lettere redigeret udgave af en artikel, der også er udgivet i tidskriftet Socialisten.