Sneglehuse er vore vinduer

Begynd forfra med »Den 13. stele«

Læs oversigtsartikel

Chiapas: den 13. stele

Tredje del: Et navn

Det regner. Det gør det normalt i juli, årets syvende måned. Jeg ryster af kulde her ved ildstedet, drejer rundt om mig selv, som var jeg en grillkylling, for at se om jeg ikke skulle kunne blive en lille smule tør. Det ser ud som om mødet med komiteerne sluttede meget sent, ved daggry, og vi har slået os ned i god afstand fra det sted, hvor mødet afholdes. Det regnede ikke da vi tog afsted, men som om den ventede på os, styrtede regnen pludselig ned, lige netop som vi var kommet halvvejs, dvs hvor det ville være ligegyldigt om vi fortsatte eller vendte om. Oprørerne forsvandt i deres repektive hytter for at skifte den våde uniform. Ikke mig, ikke fordi jer er noget særligt, men fordi jeg er dum. Fordi jeg prøvede at undgå at skulle slæbe for meget, glemte jeg skiftetøjet. Så her er jeg, mens jeg leger »Kylling a la Sinaloa«. Det er helt omsonst for af årsager, jeg ikke kan gennemskue, er min hue blevet til en svamp, der suger alt vandet, når det regner og kan kun vrides under tag. Sagen er, at inde i hytten hvor ildstedet befinder sig, har jeg agang til min egen private byge. den slags abuditeter fylder mig ikke med glæde. Når alt kommer til alt, befinder vi os dog på zapatist land, og her er det absurde lige så almindeligt som regnen, især i årets syvende måned. Jeg har lagt mre brænde på bålet, ikke i overført betydning, og nu truer flammerne med at brænde taget af. »Der er intet dårligt, som ikke kan blive værre«, siger jeg til mig selv, ihukommende et af Duritos refræner, så det er bedre jeg skrider.

Uden for er regnen hørt op, men under min hue er der skybrud. jeg forsøger at tnde piben, da major Rolando dukker op. Han betragter mig. han ser op mod himlen,(som nu er fudstændig skyfri og med en måne, der forekommer at være en slags midnatssol) Han kigger igen på mig. jeg forstår hans undren og siger: »Det er huen«. Rolando siger: »Hmm«, hvilket betyder noget i retning af "aha". Og så kommer der flere oprørere og selvfølgelig også en guitar(en rimelig tør een) og de giver sig til at synge. Rolando og een af de andre synger duetten »La Chancla« for et undrende publikum, for her fyldes hitparaden af cumbia, los corridos og las norteña.

Efter et falleret forsøg på at give den som sanger, trækker jeg mig tilbage til et hjørne, hvor jeg følger Monarcas kløgtige råd; han kiggede lige som Rolando på mig, stirrede op på himlen, kiggede igen på mig og sagde bare: »Tag huen af, sub«. Det gjorde jeg så, og selvfølgelig stoppede min egen private regnbyge. Monarca gik hen til de andre. Jeg sagde til kaptajn José Luis(der er min livvagt) at han godft kan gå hen og lægge sig, at jeg ikke havde i sinde at foretage mig meget mere. Kaptajnen gik, ikke for at hvile ud, men hen for at være med til at synge.

Og så blev jeg alene. Stadig rystende, men nu ikke længere med regnen ned over mig. Jeg forsøgte igen at tænde piben under en omvendt kasserolle men opdagede så at lighteren var blevet våd og ikke afgav selv den mindste gnist. »Satans«, mumlede jeg. »Nu kan jeg ikke engang tænde min pibe«, overbevist om at min sexappeal nu lå i ruiner. Jeg ledte i mine bukselommer( og dem er der en del af) og ikke efter en billigbogsudgave af »Kamasutra«, men efter en tør lighter, da en flamme pludselig skød op tæt ved mig.

Jeg genkendte Gamle Antonios ansigt bag lyset, nærmede piben til hans tændstik, og stadig pulsende, sagde jeg: "Det er koldt".

»Ja« svarede han og med en ny tændstik fik han ild på en hjemmerullet cigaret. I lyset fra tændstikken betragtede Gamle Antonio mig, bagefter kiggede han op på himlen,derefter igen på mig, men han sagde ikke noget. Det gjorde jeg heller ikke. Jeg er sikker på at Gamle Antonio - lige som jeg - har vænnet sig til de mærkværdigheder, som befolker bjergene i det sydøstlige Mexico. Et pludseligt vindstød slukkede flammen, og vi var alene sammen kun med månens lys, der mindede om en godt slidt økse, og røgen det tegnede streger i mørket. VI satte os på en væltet træstamme. Jeg mener vi tilbragte en rum tid i tavshed - jeg husker det ikke så tydeligt - men sagen var at Gamle Antonio allerede var i gang med at fortælle en historie, uden jeg egentligt havde lagt mærke til det........

Historien om himmelstøtten b>

»Ifølge de allerældste er man nødt til at understøtte himlen for at den ikke skal styrte sammen. Altså: himlen er ikke helt sikker, men bliver hele tiden svag, som om den var ved at besvime og falde sammen lige som træernes blade falder og det ville være ensbetydende med en masse bøvl, for så rammer sygdomme majsmarkerne og regnen ødelægger alting og solen straffer jorden og det er krigen, som er herre og løgnen som vinder og døden som vandrer og smerten som tænker.

De sagde, vores ældste, at sådan gik det til, fordi guderne, de allerførste, gjorde sig så store anstrengelser med at skabe verden, at de efter at være blevet færdige, nu ikke længere havde kræfter til lave en himmel eller snarere: taget på vores hus; så de lagde den simpelthen bare som de nu fandt det for godt og himlen er således blot anbragt hen over jorden som en slags plastikdug. Så himlen er ikke helt sikker, af og til svækkes den. Og man er nødt til vide, at når det sker, så roder vindene og vandet, ilden bliver usikker og jorden begynder at hæve sig og vandre uden at kunne finde ud af hvor den skal gøre af sig selv.

Derfor siger de, der var her før vi kom, at 4 guder i forskellige farver, vendte tilbage til jorden, og efter at have forvandlet sig til kæmper, satte de sig i de 4 verdenshjørner for at få styr på himlen, så den ikke styrtede sammen og ville være mere rolig og flad, så solen og månen og stjernerne og drømmene uden besvær kunne vandre hen over den.

Men de siger også, de, som tog de første skridt på denne jord, at een eller flere af himlens støtter af og til , når de drømmer eller overmandes af søvn eller bliver distræte ved synet af en sky og derfor ikke rigtig strammer deres del af verdenstaget, og så svækkes himlen eller verdens tag og det ser usd som om en gerne vi styrte ned på jorden, og solen og månen har nu ikke længere et fladt stykke at tilbagelægge, og det samme er tilfældet med stjernerne.

Sådan er det gået for sig lige fra begyndelsen, derfor har de første guder, de som fødte jorden, overladt ansvaret til een af himmelstøtterne og han skal altid være beredt til at læse himlen og se når den begybder at blive svag og derpå skal denne støtte tale med de andre støtter, så de tager sig sammen og strammer op deres sider og tingene igen bliver som før.

Og denne støtte sover aldrig, altid må han være parat til at vække de andre, når det onde rammer jorden. Og de ældste til at gå og til at tale, siger, at denne himmelstøtte har et sneglehus fæstnet til brystet og med dén lytter han til verdens støj og stilhed, for at se om alt er i orden, og med seglehuset tilkalder han de andre støtter, så de ikke falder i søvn eller for at de kan vågne op.

Derfor vandrer ord fra den aldrig sovende, dén som er ansvarlig for det onde og dets gerninger, ikke i lige linie fra den ene side til den anden, men vandrer imod sig selv, mens den følger fornuftens linier, og de vidende fra før i tiden siger at mændenes og kvindernes hjerter har form som et sneglehus og de, som har et godt hjerte og hvis tanker går fra den ene side til den anden, mens de vækker guderne og menneskene, så de kan være parate til at verden bliver i orden. Derfor bruger dén som våger, mens andre sover, sit sneglehus til , og bruger det til mange ting, men frem for alt for ikke at glemme.«

Ved de sidste ord havde Gamle Antonio grebet en lille pind og tegende noget på jorden. Gamle Antonio går, og det gør jeg også. I Øst anes solen knap nok over horisonten, som om den lænede sig frem, som for at kontrollere om de, der vågedenu ikke var faldet i søvn og om enn eler anden var ansvarlig for at verden atter kunne komme i orden.

Jeg vendte tilbage i rette tid for pozol (en majsdrik), da solen havde fået tørret jorden og min hue. På jorden ved siden af den væltede træstamme, så jeg hvad Gamle Antonio havde tegnet. Det var en spiral tegnet med fast hånd, det var et sneglehus.

Solen var midt i sin vandring, da jeg vendte tilbage til komitémødet. Beslutningen om at aflive »Aguascalientes« var taget dagen i forvejen, og nu havde man besluttet at genføde sneglehusene men med andre opgaver, ud over at dem, de allerede havde.

Så »sneglehusene« bliver som en slags døre, hvor man kan gøre sin entré i landsbyerne, og for at landsbyerne har en udgang; som vinduer for at man udefra kan kigge ind på os og vi kan kigge ud; som højttalere der bærer vore ord langt væk og for at kunne lytte til, den som er langt herfra. Men frem for alt, så vi kan huske at vi må våge og være beredte.

Komiteerne fra de respektive zoner har mødtes for at navngive deres sneglehus. Det bliver til timelange forslag, diskussioner om oversættelser, grinen, surhed og afstemninger. Jeg ved at det vil trække ud, så jeg fortrækker og beder dem om at sige til, når de er nået til enighed.

Tilbage i »forlægningen« spiser vi og ved desserten siger Monarca at han har fundet en vildt fed kilde, hvor man kan tage bad og jeg ved ikke hvad. Men Rolando, der aldrig tager bad, bliver euforisk og siger »Lad os...«

Jeg har lyttet med en vis skepsis (det er ikke første gang Monarca har fundet på en røver) men jeg er nødt til at vente på at komiteerne når fren til en beslutning, siger jeg også: »Skal vi...«. José Luis kommer lidt senere for ahn har endnu ikke spist, så vi tre - Rolando, Monarca og jeg - drager af. Vi skråer gennem en indhegning og finder inge kilde. Vi vandrer gennem en majsmark og finder heller intet. Jeg siger til Roalndo: »Gud ved når først vi når frem om så ikke krigen forlængst er overstået«. Monarca siger: »Vi er lige ved at være der.«

Omsider er vi dér. Kilden befinde sig ve siden af en flod, som kvæget krydser, og som derfor er mudret og omkranset af ko- og hestelort. Roalndo og jeg beklager os énstemmigt. Men Monarca forsvarer sig: »Sådan var det ikke i går«. Og jeg siger: »desuden er det koldt, jeg tror ikke jeg tager bad.« Rolando der mistede gejsten på vejen, husker på at skidt, ifølge Piporro, også beskytter mod kugler, og han siger: »Jeg tror heller ikke rigtig...« Monarca kaster sig ud i en retirade om pligten osv, »der ikke kender til afsavn og martyrier«. Jeg sprøger ham hvilken sammehæng der er mellem pligt og hans latterlige kilde, og han svarer igen med: »Nååh...nu bakker I ud, hva?«

Det skulle han ikke have sagt. Rolando skærer tænder som et vredt vildsvin, mens han kommer af tøjet, men sjeg bider sammen om piben tager tøjet af til jeg har afsøret »den anden halvdel«. Vi vover os ud i vandet, mere af stolthed end af lyst. Vi tager bad, men mudderet efterlader håret i en frisure, der ville få de mest radikale punks til at misunde os. José Luis kommer og siger: »Vandet er noget ulækkert, hva«. Og i stereo bryder Rolando og jeg ud i et: »Nåååh...nu bakker du nok ud, hva?« José Luis hopper så også i det judrede vandhul. Da vi kommer op bliver vi klare over at at inge ha taget noget med til at tørre sig. Rolando siger: »Vi tørrer i vinden« så vi tager kun støvlerne på og griber pistolerne, sådan går vi tilbage, helt nøgne, med vore ynkværdigheder til frit skue, mens vi bliver tørre i solen.

Pludselig siger José Luis, der går forrest: »Der kommer nogen«. Vi tager skihætterne på og fortsætter; det var en gruppe kvinde, på vej for at vaske tøj. Selvfølgelig var de ved at omkomme af grin og sagde eet eller andet på deres sprog. Jeg spurgte Monarca, om han havde hørt hvad de sagde, og han svarede at de havde sagt: »Her kommer sub´en«. Hmm.....jeg mener at de genkendte mig pgra af piben, for jeg tror ikke at have givet lejlighed til at de kunne genkende mig på »den anden halvdel«.

Inden vi kom tilbage til lejren klædte vi os på, selvom vi stadig var våde, for det handler også om ikke at forskrække oprørerne. Her blev vi gjort opmærksdom på at komiteerne havde afsluttet deres møder. Hvert sneglehus havde nu fået tilelt et navn:

Sneglehuset hos de zapatistiske tojolabaler, tzeltaler y mam i La Realidad kommer til at hedde: »Alle Vore Drømmes Havsnegles Moder« eller »S-nan xoch baj paman ja tez waychimel ku´untic«.

Sneglehuset hos de zapatistiske tzeltaler, tzoziler og tojolabaler i Morelia komme ti at hedde: »Vore Ords Hvirvelvind« eller »Muc´ul Puy Zutu´ik Ju´un Jc´optik«.

De zapatistiske tzeltaler i Morelia kalder deres sneglehus »Modstand til den nye morgen« eller »Te Puy Tas Maliyel Yas Pas Yach´il Sacál Quinal«.

De zapatistiske choler, zoquer og tzeltaler i Roberto Barrios kalder ders sneglehus for: »Sneglen som taler for alle«, eller "Te Puy Yax Sco´pj Yu´un Pisiltic"(på tzeltal) og »Puy Muitit´an Cha´an Ti Lak Pejtel«(på chol)

Tzotzilerne og Tzeltalerne i Oventik kalder deres sneglehus for »Modstand og oprør for menneskeheden« eller "Ta Tzikel Vocolil Xchiuc Jtoybailtic Sventa Slekilal Sjunul Balumil".

Denne eftermidddag regnede det ikke og solen kunne uden besvær titte frem, vandrende over en plan himmel, til hjemmet den har bag bjergene. så dukkede månen op og selv om det forekommer utroligt,svalede morgengryet bjergene det sydøstlige Mexico.

(fortsættes)

Begynd forfra med »Den 13. stele«

Læs oversigtsartikel