Opgør med askepot-komplekset

Zapatisterne har offentliggjort en række ændringer internt i deres organisation såvel som i forholdet til civilsamfundet. I alt syv dele af dokumentet »Den 13. stele« fortæller om disse ændringer. Marcos lægger ikke skjul på den frustration, nogle NGOer har skabt i de zapatistiske landsbyer ved at donere sko uden deres makkere, computere der ikke fungerer og medicin, der er for gammel.

Eller ved at pådutte projekter, NGOerne selv definerer ud fra, hvad de mener, de stakkels indianere har behov for. Men det får en ende. Den 8. august nedlægges de såkaldte Aguascalientes og erstattes den 9. august med Caracoles og nye spilleregler for de folk, der ønsker at støtte de zapatistiske landsbyer. Dette vil ske ved en stor fest i Oventik, en af de fem nuværende Aguascalientes, fra den 8. til 10. august.

Operation Dagsværk

Vi er en del af det civilsamfund, som zapatisterne via deres talsmand subcommandante Marcos langer voldsomt ud efter i en stribe spritnye kommunikéer. Vi er to aktivister fra Operation Dagsværk, der er i Chiapas for at følge situationen i de zapatistiske landsbyer og det uddannelsesprojekt i samme landsbyer, som gymnasieeleverne samlede ind til i 2001.

De sidste tre måneder har vi rejst fra landsby til landsby, lavet interviews, skrevet artikler og rejsebreve, taget fotos, hørt fortællinger fra folk i landsbyerne og selv fortalt. Vi har opholdt os i de såkaldte Aguascalientes, der er mødesteder for zapatisterne og det civile samfund, og i landsbyer, hvor der stort set aldrig kommer folk udefra. Ofte har det taget mange timer i bumlende lastbiler, til fods og til hest at nå frem. Særligt til sidstnævnte landsbyer. Og vi er stødt på nogle af de problemer, zapatisterne nu tager op til behandling.

Projektsupermarked i junglen

Aguascalientes IV, Roberto Barrios, den 21. juli 2003. Vi stiger ned af lastbilen efter en times bumlen. Vi er ankommet til et af de zapatistiske centre, og vi er ikke alene. Skolerne og universiteterne i Nordamerika og Europa holder sommerferie, og det kan ses i Roberto Barrios. Det vrimler med kaxlanes (ord på tzeltal for folk, der ikke er indianere), der er kommet til Aguascalienten med forskellige missioner. Fra oktober til maj lades landsbyerne derimod stort set øde, hvad angår udefrakommende.

Hver gruppe kommer med deres projekt eller idé, som de håber zapatisterne vil acceptere. I Roberto Barrios er der, som sagt, indtil flere. Eller som de ville sige her: »Chingo« – Supermange.

To kvinder fra den spanske stat rejser rundt i landsbyerne og tilbyder massage. Mest til kvinderne, der bærer rundt på de mindste børn i tørklæder, og måske lider af rygsmerter. De siger, det er populært.

En mexicansk kvinde underviser landsbyens kvinder i, hvordan de skal oprette børnehaveklasser for børnene i førskolealderen, så de ikke skal tage sig af børnene, når de laver tortillas og maler majs. Institutionaliseringen finder sin vej til junglen.

En gruppe hollændere anført af et ældre ægtepar kommer en aften, og tager hurtigt af sted igen. De har støttet et kyllinge kooperativ. Samme aften optræder en teatergruppe, der er kommet den lange vej fra Catalonien for at vise et stykke baseret på tekster af Marcos.

Og så er der fredsvagterne. Og os, der er kommet for at deltage på et kursus for regionens lærere. Så hængekøjerne hænger tæt i fredsvagthytten.

Lær de tørstende børn at læse

I del to af »Den 13. stele« beskriver Marcos nogle NGO’ers måde at agere i landsbyerne:

»Der er en (...) mere sofistikeret almisse. Det er den, som nogle NGOer og internationale organisationer praktiserer. Den består, groft sagt, i at de beslutter, hvad det er landsbyerne har brug for, og uden overhovedet at spørge landsbyerne til råds, pådutter de dem ikke kun bestemte projekter, men også tidshorisonten og måden hvorpå de skal udføres. Forestil jer fortvivlelsen i en landsby, der har brug for drikkevand, og så prakker de dem et bibliotek på, eller den landsby, der har brug for en skole til børnene, og så giver de et kursus i plantekundskab.«

Skoleværelser med indhold

Fra fredsvagthytten i Roberto Barrios har vi udsigt til et halvfærdigt byggeri på den anden side af vejen. Taget mangler. Og sådan har det stået et godt stykke tid, un buen rato, som vi siger her. Vi spørger os frem og finder ud af, af en organisation fra USA havde tilbudt at opføre en mellemskole i Roberto Barrios. Og landsbymyndighederne på stedet havde i første omgang sagt god for byggeriet, og det var gået i gang. På et tidspunkt blev de så klar over, at det ikke kun var de fysiske rammer, den udenlandske organisation ville levere, men også selve skolesystemet. Sådan har gavmildheden ingen grænser.

Men autoriteterne satte ikke meget pris på den og meddelte, at de ikke havde lyst til at modtage »hjælpen«.

For i Roberto Barrios har de allerede deres eget uafhængige skolesystem, som er defineret af de zapatistiske landsbyer selv (som er det, Operation Dagsværk støtter). Her har man gjort op med pædagogikken i regeringens skoler (læs: fysisk afstraffelse), og med indholdet i de officielle skoler og opdelingen i grundskole, mellemskole, gymnasium og universitet.

De uafhængige skoler bruger hverken de officielle termer, karakterer eller eksaminer.

De er tosprogede, og det børnene lærer, har en direkte relation med virkeligheden i landsbyerne. Roberto Barrios har med andre ord ikke brug for et skolesystem defineret af udefrakommende.

Vil I have et halvt hospital?

Der er andre landsbyer, hvor der står halvfærdige bygninger. Sidste måned besøgte vi en landsby, hvor de havde accepteret tilbuddet fra en NGO om opførelsen af et hospital.

Mændene fra området lagde deres kræfter i konstruktionen, og NGOen financierede materialerne. Men så slap pengene op. En eller anden i organisationen havde lavet en regnefejl. Og ligeledes mangler konstruktionen taget. Sådan har den stået halvandet år. Nu har de vist nok fundet flere midler, så regionen får deres uafhængige hospital.

På et andet uafhængigt hospital, som vi besøger, har de modtaget en del udstyr som donationer.

Noget af det er taget i brug, og andet står og optager en hel operationsstue. Det er udstyr, der er meget gammelt og ikke fungerer. Og andet er end ikke pakket ud af sin originale emballage.

»Vi har modtaget en helt ny ultralydsskanner, men vi kan ikke bruge den, for der mangler nogle dele,« fortæller koordinatoren, der viser os rundt, »gad vide, hvornår vi får dem...«.

Askepot-skoen

»Af det, som vore folk fik gavn af i denne krig, har jeg beholdt et eksempel på »humanitær hjælp« til indianerne i Chiapas, der kom for et par uger siden: en damesko med stilethæl, lyserød, importeret, størrelse 6 1/2... uden sin makker. Jeg har den altid med mig i min rygsæk for at huske mig selv på (...) hvad vi efter den første januar er blevet for nationen: en Askepot. Disse gode mennesker, som oprigtigt sender os en lyserød damesko med stilethæl, størrelse 6 12, importeret, uden sin makker, tænker sikkert, at fattige som vi er, modtager vi nok hvad som helst, i form af almisser og barmhjertighed. Hvordan fortælle disse gode mennesker at nej, vi ønsker ikke længere at leve som Mexicos skam?«

Sådan skriver Marcos i anden del af »Den 13. stele«.

Lad ikke én blive tilbage

I atter andre landsbyer har de ikke engang haft det »held« at modtage halvfærdige projekter eller ensomme sko. Disse landsbyer ligger langt fra asfalterede veje (eller langt fra noget, der bare ligner en grusvej), deres navne er ikke nået civilsamfundets ører og de befinder sig måske tilmed langt fra de centre, som de fem Aguascalientes udgør.

Vores rejse bragte os til en landsby, hvor de kun havde fået besøg af udefrakommende to gange siden 1994, vores besøg inklusivt. Her kommer der ikke nogen og giver massage eller belærer kvinderne om, hvordan de skal oprette institutioner til deres børn. Måske kan det være godt det samme. Men der kommer heller ikke nogen – eller meget begrænset – økonomisk hjælp, der kunne støtte de projekter, landsbyerne selv mener, der er behov for. Det skaber en meget ulige udvikling i de områder, hvor zapatisterne er organiseret.

I femte del af »Den 13. stele«, fortæller Marcos om netop dette problem:

»I forholdet til det nationale og internationale civilsamfund er det primære problem, at der er en uligevægtig udvikling indenfor de selvstyrende kommuner, landsbyerne i disse og de familier af zapatister, der bor der. Det vil sige, de mest kendte selvstyrende kommuner (som for eksempel de der er hjemsteder for de nu uddøde Aguascalientes), eller de lettest tilgængelige (tættest på de større byer eller hvortil der er adgang via landevej) modtager flest projekter og størst økonomisk støtte. Det samme sker med landsbyerne. De mest kendte og de, der befinder sig lige ved landevejen får størst opmærksomhed fra de »civile samfund«.

Nye spilleregler

Zapatisterne ønsker ikke at stoppe al økonomisk støtte til landsbyerne, men sko uden deres makkere, computere der ikke fungerer og medicin, der er for gammel, vil de ikke længere modtage. Projekter, der påduttes landsbyerne udefra, er heller ikke velkomne længere. Og så vil de ændre måden, hvorpå støtten når landsbyerne.

Samtidig vil de sikre sig, at der sker en økonomisk udligning mellem de forskellige landsbyer og selvstyrende kommuner. Zapatisterne vil nedlægge de såkaldte Aguascalientes, der hidtil har været mødestedet mellem zapatisterne og det civile samfund. De fem Aguascalientes erstattes af »Caracoles«, der geografisk set befinder sig samme sted som de fem Aguascalientes, men som har nye spilleregler for de »civile samfund«, der kommer for at besøge dem.

God regering

I den sjette og anden sidste del af »Den 13. stele« beskrives det, hvordan zapatisterne konkret vil ændre sit forhold til civilsamfundet. I hver af fem regioner vil zapatisterne oprette en »Junta de Buen Gobierno« (Forsamling for God Regeringsførelse). Deres funktioner vil – blandt mange andre – være at modvirke en uligevægtig udvikling i landsbyerne, overvåge projekter og kanalisere støtte til landsbyerne, tage sig af folk fra civilsamfundet der besøger landsbyerne og installere fredsvagtslejre. De skal overvåge hvilken som helst aktivitet, der er givet tilladelse til i landsbyerne for at sikre zapatisternes princip om, at den der leder, leder adlydende.

Fra den 9. august, hvor disse »Juntas« træder i funktion, vil det være der civilsamfundet skal henvende sig med alt der angår projekter, fredsvagter, besøg, donationer etc.

Zapatisterne forsøger sig med en løsning på problemet med den uligevægtige udvikling i landsbyerne:

»Man vil ikke længere tillade, at donationer og økonomisk støtte fra det nationale og internationale civilsamfund rettes mod en bestemt person, landsby eller selvstyrende kommune. Hver Forsamling for God Regeringsførelse vil beslutte, efter at have vurderet hver landsbys situation, hvor den økonomiske støtte er mest nødvendig. Forsamlingen for God Regeringsførelse lægger en såkaldt »solidarisk skat« på alle projekter, som er 10% af projektets samlede midler. Det vil sige, at hvis en landsby, kommune eller et kollektiv modtager økonomisk støtte til et projekt, bør pågældende overdrage 10% til Forsamlingen for God Regeringsførelse for at denne kan give dem til en anden landsby, der ikke modtager støtte. Formålet er at udligne den økonomiske udvikling i de zapatistiske landsbyer lidt. Og selvfølgelig vil man ikke acceptere resterne fra de riges bord, almisser eller at få trukket projekter ned over hovedet.«

Lyt før I taler

Zapatisterne efterlyser, at civilsamfundet lærer at »lytte og derefter tale«, at respektere og fralægge sig sin bedreviden. Marcos beskriver, hvordan zapatisterne de sidste 10 år har lært meget af deres møde med civilsamfundet. Zapatisterne forventer, at civilsamfundet også har en interesse i at lære af dem, men erfaringerne viser, at det ikke altid er tilfældet. Zapatisternes opråb bør interessere alle, der laver solidaritetsarbejde og inspirere til refleksion om vores egne måder at handle på, om hvordan og hvorfor vi vælger at støtte folk og om respekt eller mangel på samme. Og måske bør vi lytte lidt mere og tale lidt mindre.

Af Anne Wind og Gudrun Pedersen

Du kan læse mere om uddannelsesprojektet, Operation Dagsværk støtter på www.od.dk eller i næste nummer af Internationalt Forums tidsskrift Gaia. Undertegnede vil være tilstede d. 8.-10. august i Oventik, hvor zapatisterne har indbudt civilsamfundet til begravelsen af de fem Aguascalientes og indvielsen af de nye Caracoles og Juntas de Buen Gobierno.

Læøs dokumententet »Den 13. stele«