Human Development Report 2003

Disse mål blev fastlagt på en FN konference i september 2000. FN’s Millennium målsætning, som næsten samtlige lande har tilsluttet sig, går ud på at halvere den godt 1 mia mennesker, der lever for under 1 dollar om dagen, at sørge for grundlæggende primær uddannelse til alle børn i de fattige lande og opbygge sundheds- og vandforsyningssystemer til en større andel af befolkningerne i de fattige lande.

Rapporten giver et forstemmende billede af realiseringen af målene. I over 50 lande er indkomsten faldet i løbet af 1990’erne. Hvor mange vestlige lande drønede frem under 90’ernes ny økonomi med stigende aktiekurser og økonomisk vækst, gik det lige modsat i mange lande.

Indkomstforkelle stiger

Den rigeste 1 procent af verdens befolkning (godt 60 mio.) modtager nu lige så meget indkomst som de fattigste 57 pct. De 25 mio. rigeste amerikaneres indkomst svarer til indkomsten for op imod 2 milliarder af de fattigste i u-landene.

Indkomstforskellene i verden er blevet stadig mere udtalte. I 1820 var indkomsten pr indbygger i Vesteuropa tre gange så høj som afrikanerens indkomst. I 1990’erne steg dette til 13 gange så meget. Og så har man endda målt det i købekraftsparitet.

Human Development Report måler indkomst på to måder. Den første består i, at man tager markedsværdien af produktionen og dividerer med befolkningen (BNP pr indbygger). Herved overdrives forskellene, fordi mange varer er langt billigere i de fattige lande. Derfor måler man i købekraftsparitet (PPP) for at få et mere realistisk billede.

De to lyspunkter

Der er også enkelte lyspunkter i rapporten. Det er Kina og Indien, hvor der har været betydelig vækst, især i Kina. Det er vigtigt, da disse to lande har over 1/3 af Verdens befolkning. Men disse to lande er også præget af, at de reproducerer det globale billede af ulige udvikling internt i deres lande.

Gennemsnitligt har de løftet deres befolkninger i løbet af årtiet, men resultatet er ulige fordelt. I store områder af Kina og Indien har folk ikke deltaget i udviklingen. I Kina er det især i kystregionerne, at udviklingen har fundet sted. I store områder af det indre Kina lever folk stadig i u-landslignende forhold.

Muligheden for at komme med i den økonomiske udvikling afhænger ifølge rapporten af, hvordan landet ligger placeret og af den såkaldte governance, dvs styreform og administration. Et land som Mali i Afrika med 11 mio. indbyggere nævnes som eksempel. Det har et samlet BNP på 2,6 mia. dollar. Det er 240 dollar pr indbygger (800 dollar pr indbygger målt i købekraftsparitet). Rapporten nævner, at Malis BNP svarer til en by på 85.000 indbyggere i et af de rigeste lande, f.eks. Danmark.

Det vil sige, at Malis BNP svarer til eller er lidt større end Esbjergs og lidt mindre end Odenses. Rapporten forklarer det med, at landet ikke har adgang til havet. Derved sættes det delvist uden for globaliseringens handels- og kommunikationsstrømme. Men mange andre ting spiller også ind.

Glemte variabler

Man kan undre sig over, at rapporten ikke tillægger imperialisme og afhængighedsøkonomi betydning som forklarende variable. I mange tilfælde skyldes underudviklingen de måder, hvorpå de fattige lande blev integreret i de rige landes økonomi. Men det er måske at være for »tilbageskuende« at se det sådan? Eller det vil føre til for store konflikter internt i FN-systemet, hvis de rige lande på denne måde skal være med til at erkende deres »koloniale og imperiale skyld«?

Man kan i det hele taget stille sig noget kritisk til udviklingsbegrebet i Human Development Report. Udvikling måles ved især tre faktorer, der danner basis for indekset. Det er levealder, uddannelsers udbredelse og længde og indkomst pr indbygger. Et mere strukturelt udviklingsbegreb, hvor man f.eks. så på samfundsstruktur, forhold mellem elite og folk, politiske styreformer, økonomiske afhængighedsforhold, livsformer og kultur kunne danne grundlag for en mere udviklingsorienteret tilgang til undersøgelse af og sammenligning af landene.

Danmark er nummer 11

Danmark er rykket op på en 11. plads i rapporten. På trods af et meget højt BNP pr indbygger har Danmark i adskillige år ligget og rodet nede på 15.-16. pladsen, hvad der har været flovt for danske velfærdsstatsregeringer, især måske dem af socialdemokratisk observans.

Det er især den relativt lave danske levealder, der har gjort det. En af de mest fremherskende forklaringer har været kvindernes høje deltagelse på arbejdsmarkedet i Danmark. Det har ifølge mange sociologer samlet givet større udbredelse af velfærdsrelaterede sygdomme og dermed nedsat den gennemsnitlige levealder.

Når Danmark nu er rykket op på en 11. plads hænger det sammen med, at det er lykkedes at få den gennemsnitlige levealder lidt op. Stresset på arbejdsmarkedet er næppe blevet mindre, men det er cigaretrygning og mangelfuld motion til gengæld. Fremgange i medicinske behandlingsformer kan også forklare det.

Norge er rykket op på en førsteplads. USA ligger nr 7. I det hele taget indtages de øverste positioner i indekset af de rige vestlige lande og Japan.

Rapporten har sin styrke i at den kan levere mange interessante udgangspunkter for drøftelser af globaliseringen og dens virkninger for forholdet mellem i- og u-lande. Og den kan give masser af materiale til belysning af den for vestlige lande skamfulde kløft mellem alle de smukke ord ved de internationale konferencer og den sørgelige virkelighed med hensyn til, hvor meget man i virkeligheden hjælper de fattige lande.

Rapporten kan findes på www.undp.org

Af Gregers Friisberg