På det europæiske topmøde i Grækenland diskuteres i øjeblikket et forslag fra Storbritannien, der skal formalisere den mere eller mindre uofficielle overskrift for Europas flygtningepolitik: »flygtninge, nej tak!«
Ifølge det britiske forslag skal flygtninge samles op i lejre uden for Europas grænser, hvor deres asylansøgning skal behandles. I erkendelse af at den slags lejre har en besk historisk bismag, er lejrene omdømt til at hedde »beskyttelseszoner«.
Forslaget har imidlertid ikke mødt den store opbakning på mødet. Således har kun Holland, Østrig og Danmark støttet briterne. FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR har dog også udtalt sig positivt om interneringslejrene.
Derimod kalder Sverige forslaget for »en rigtig dårlig idé«, og også Tyskland, Luxembourg – og sandsynligvis Frankrig – er imod forslaget.
Men selvom der ikke er opbakning til lejrene i EU-regi, vil de fire tilhængerlande alligevel gennemføre idéen. Ifølge Politiken har briterne allerede kig på Uganda eller Kenya som hjemsted for den første forsøgslejr, som skal huse flygtninge fra Somalia og Congo.
Tvinges under jorden
Uafhængige menneskerettigheds- og flygtningeorganisationer kritiserer forslaget voldsomt. Både Amnesty International og Human Rights Watch betegner lejrene som »ulovlige og uigennemførlige«, og forudser, at de kommer til at tvinge endnu flere flygtninge til at gå under jorden.
Sam Barratt fra den britiske hjælpeorganisation Oxfam kritiserer forslaget for at være overfladisk:
– De rige landes handelspolitik har katastrofale konsekvenser for fattige bønder over hele verden. Mange af dem har ikke andet valg end at flygte for at overleve, siger han til avisen Independent.
Den internationale anti-racistiske organisation United opfordrer ligeledes de europæiske ledere til at koncentrere sig om de grundliggende årsager til flugt:
»Den globale sociale uretfærdighed og de verdensomspændende væbnede konflikter får folk til at forlade alt og risikere deres eget liv«, skriver United i en pressemeddelelse.
Og at flygtninge, der forsøger at nå det forjættede Europa, gør det med livet som indsats, kan der ikke herske tvivl om.
Ifølge en opgørelse fra United er næsten 4.000 flygtninge omkommet siden 1993 i forsøget på at krydse Europas grænser. De fleste er druknet i Middelhavet på vej til Spanien, Italien eller Grækenland.
I den forløbne uge druknede således 70 flygtninge, da deres båd kæntrede ud for Italiens kyst. Og listen er lang:
* Den 18. juni druknede en 25-årig mand fra Elfenbenskysten i Den engelske Kanal, da han sprang over bord fra et containerskib, efter at besætningen fandt ham skjult.
* Tidligere på året døde en 22-årig nigeriansk mand af mangel på medicinsk behandling, mens han opholdt sig på et tjekkisk asylcenter.
* Få dage senere blev en 18-årig irakisk mand mast til døde, da han forsøgte at kravle ombord på en fransk lastvogn, der skulle til England.
Opgørelsen fra United bygger kun på officielle og kendte tilfælde. Det reelle antal omkomne må derfor formodes at være langt større.
Kanonild mod immigranter
At der i gennemsnit dør et menneske hver dag som følge af den restriktive europæiske asylpolitik, får imidlertid ikke EU-politikerne til at ryste på hænderne, når det gælder forslag til begrænsninger for asyl-søgere.
Et af emnerne på topmødet handler netop om bevillingerne til øget grænsebevogtning i især Italien og Grækenland. Og den debat sættes af kritikere i perspektiv af den italienske højreradikale reformminister Umberto Bossis udtalelser for nyligt til avisen Corriere della Sera sa.
Bossi, der er leder af partiet Lega Nord, forklarede, at han var dødtræt af illegale immigranter, og at han nu ville høre »kanonild«.
»Efter anden eller tredje advarsel – bang, så fyrer vi kanonen af. Og uden for meget snak. En kanon skal nedkæmpe enhver, som måtte være om bord. Ellers får vi aldrig sat en stopper for dette problem«, udtalte Bossi ifølge dagbladet Politiken.
Selv da han blev spurgt om det var i orden at skyde mod flygtninge, der generelt er ubevæbnede kvinder og børn, stod Bossi fast:
»Hvad enten de er gode eller onde, må de illegale immigranter jages væk på en eller anden måde«.
Efter offentliggørelsen af interviewet trak han dog i land i en pressemeddelelse. Her hævdede han, at interviewet »på ingen måde afspejler hverken mine tanker eller meningen med mine svar. Interviewet var blot en hurtig udveksling af et par bemærkninger«.
Flygtningestrøm vil fortsætte
Hvad Bossi så end mente med de opsigtsvækkende udtalelser, er faktum, at flygtningene ikke forsvinder af sig selv.
Som Uniteds talsmand Leon Wansleben siger i en pressemeddelelse i anledning af den internationale flygtningedag i dag:
– Alle disse dødsfald fortæller os en simpel sandhed: flygtninge vil blive ved med at komme til Europa, selvom vi gør vores bedste for at låse Europas døre.
– På EU-topmødet i Thessaloniki diskuterer de europæiske ledere, hvordan Europas ydre grænser kan beskyttes mod illegal indvandring. Det er skræmmende, at den udløsende faktor for politikken omkring den ydre grænsekontrol er ønsket om færre asylansøgninger. Europas tilslutning til Geneve Konventionen, vis jubilæum ironisk nok fejres den 20. juni, bliver i øjeblikket fuldstændigt ignoreret.
Af Martin Lindblom/Monsun
Læs Uniteds pressemeddelelse (engelsk)
Yderligere information om uniteds flygtninge-kampagne
Uniteds liste over døde flygtninge (pdf)
Bestil kampagneplakaten om de døde flygtninge gratis her (pdf)
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96