Verdens største investeringsbank, Goldman Sachs, har købt 19% af aktierne i DONG på særdeles lukrative vilkår. Hvordan opererer finansverdenens giganter, som Goldman Sachs og Deutsche Bank? Skal EU have bedre mulighed for at regulere dem?
Debatmøde med Lars Pehrson og Kim Valentin
Debatmødet er nummer tre i en møderække om bankerne og demokratiet. Møderækken er arrangeret af DEO i samarbejde med Vartov.
Lars Pehrson, der er direktør i Merkur Andelskasse, modtog i juni 2013 Ebbe Kløvedal Reichs demokratistafet. Stafetten forpligter ham til at gøre en indsats for demokratiet. Med disse møder ønsker han derfor at starte en debat om, hvad det er for banker, vi ønsker os. Og om hvordan borgerne i vores demokrati kan få indflydelse på bankerne og finansverdenen.
V-borgmester og økonomisk rådgiver for Finanshuset, Kim Valentin, er en af landets skarpeste og mest citerede økonomer. Med mere end 20 års erfaring fra den finansielle sektor har Kim Valentin et indgående kendskab til, hvordan bankvæsenet opererer. Hør ham i dialog med Lars Pehrson give sin vurdering af, hvordan vi kan få et mere gennemsigtigt og stabilt banksystem, som kan skabe værdi for borgere og samfundet.
Det er mere end fem år siden det finansielle system kollapsede og finanskrisen brød ud. Borgerne i EU betaler fortsat prisen for Goldman Sachs og andre store bankers utæmmede adfærd. Gør man nok i EU for at tøjle de største banker, så vi undgår kriser som den nuværende? Er regulering som metode den mest hensigtsmæssige, eller bør man satse på at skabe et mere åbent bankvæsen, som almindelige mennesker kan forstå og agere på. Hvem skal definere spillereglerne for det internationale banksystem?