Annonce

27. maj 2003 - 16:40

Socialdemokrater og baskiske separatister vandt i Spanien

Den spanske befolkning gik til stemmeurnerne for at deltage i lokalvalg og valg til 13 delstatsparlamenter. Tre temaer havde forud for valget domineret dagsordenen:

* Den højreorienterede spanske regerings opbakning til krigen i Irak

* Regeringens medansvar for en af de største naturkatastrofer i Spaniens historie, olietankeren »Prestiges« forlis ud for Galiciens kyst

* Forbuddet for den baskiske venstrefløj mod at stille op til valget.

På nationaltplan plan blev PP straffet, men dog ikke så meget som ventet. De største forandringer var, at partiet mistede kontrollen over Madrids delstatsparlament og borgmesterposten i Zaragoza til det socialdemokratiske PSOE. Ellers bevarede vælgerne status quo. På et tidspunkt i løbet af valgnatten så det ud til at PP ville tabe borgmesterposterne i Madrid og Valladolid, men endte i begge byer med spinkle flertal.

For første gang i 12 år blev PSOE Spaniens største parti med bare 1,5 pct. forspring, da den sidste stemme blev talt op. Både ministerpræsident Aznar, og PSOEs leder Zapatero erklærede bagefter, at de havde vundet valget og at de var tilfredse med resultatet.

Også venstrepartiet Izquierda Unida (IU) gik frem over hele landet. Deres generalsekretær udråbte ligeledes sit parti som vinder, og udtrykte tilfredshed med resultatet.

Støtte fra ETA

I de to baskiske regioner Euskadi og Navarra gik valget hedt for sig.

Op til valgdagen blev partiet Platform for Selvbestemmelse AuB, der erstattede det nu forbudte revolutionære socialistparti Batasuna, forbudt at opstille af den spanske valgkommission på baggrund af den spanske »lov om partier«. Det spanske parlament forbød tidligere på året Batasuna, og alle partier der deler partiets holdninger, og det ramte altså også AuB.

AuB opfordrede alle deres støtter til at smide deres stemmesedler i urnerne alligevel. Det ville føre til, at disse stemmer blev ugyldige, og så kunne man bagefter aflæse platformens opbakning, da Baskerlandet normalt har 0,8 pct. ugyldige stemmer.

I en pressemeddelelse bakkede den væbnede socialistiske organisation ETA op om AuB’s opfordring.

I tiden op til valget har politiet forsøgt at forpurre AuB’s kampagne. Deres demonstrationer blev beskudt af politiet, adresser og kontorer blev ransaget i jagten på deres ulovlige stemmesedler, og deres aktivister blev anholdt.

Det har fået parlamentsmedlemmer fra Sydafrika, Irland, Italien, Norge, Korsika og Skotland til at fordømme den spanske regering, for det de kalder »anti-demokratisk sindelag«.

Valget i Baskerlandet begyndte med at Pernando Barrena, spidskandidat for AuB og indtil valget MP i Navarra for Batasuna, i overværelse af den spanske presse smed en stemmeseddel for AuB i valgurnen.

Venstre-patriotisk valgsejr

Da valgstederne lukkede klokken otte, og de første meningsmålinger løb ind, var det klart, at AuB og alliancen mellem separatistpartierne PNV (krist-demokrater) og EA ( socialdemokrater) stod til sejr.

AuB skulle forsvare over 800 pladser i byråd og 62 borgmesterposter, som Batasuna havde vundet ved valgene i 1999. Da solen brød frem, så det ud til at missionen var lykkedes.

Over 160.000 vælgere havde stemt med AuB’s stemmesedler, og over 230.000 i alt havde stemt ugyldigt, på det nye baskiske venstrefløjs parti Aralar (en udbrydergruppe fra Batasuna) eller på en af de få venstreorienterede lokallister fra AuB, der fik lov til at stille op i landsbyerne.

Hvis de 230.000 stemmer havde talt, ville AuB havde indkasseret det bedste resultat for den baskiske venstrefløj i over 10 år. I Navarras delstats parlament ville platformen have indtaget ni pladser, hvilket er det største antal nogensinde.

Med hensyn til borgmestreposter ville AuB have holdt stillingen i Laudio, der med 60.000 indbyggere er den største by med venstre-patriotisk flertal. De ville have tabt universitetsbyen Arrasate, men ville have vundet i bispesædet Tolosa og mindre byer som Otxandio og Aramara.

Med 230.000 stemmer lykkedes det AuB at overgå Batasunas resultat fra 1999. Det skal nævnes, at det valg foregik under ETA’s halvandet års våbenhvile, og efter et års sammenarbejde mellem hele spektrummet i den baskiske separatistbevægelse.

Ørefigen til konservative

Arnoldo Otegi, talsmand for Batasuna og MP i Euskadi, kaldte venstrefløjens valgresultat et mirakel, og »et bittert nederlag for de spanske partier.«

Men da venstrefløjens stemmer ikke talte med i mandatfordelingen, havde ingen på forhånd overblik over, hvilken situation man ville stå i efter valget.

Frygten for at få de spanske partier til magten fik ifølge baskiske medier 80.000 stemmeberettigede, der normalt ikke kunne drømme om at stemme på andet end den yderste venstrefløj, til at sætte deres kryds ved PNV-EA alliancen.

Frygten for en PP-PSOE magtovertagelse blev gjort til skamme, og PNV-EA stod som de helt store sejrherrer, hvad angår mandater, næsten en halv million vælgere satte kryds på alliancen.

I provinsrådene i Bizkaia, som normalt er PNV’s kerneland, og Gipuzkoa, som er delt lige mellem spanske socialdemokrater og baskiske kommunister, vandt de moderate separatister absolut flertal. I Bilbao kunne borgmester Inaki Azkuna (PNV) forsætte efter en komfortabel valgsejr, og i San Sebastian fik borgmester Odon Elorza fra PSOE fornyet mandat fra vælgerne til at fortsætte med at styre byen med en alliance af hans parti og PNV-EA.

I de spanske konservatives kerneland, provinsen Araba og dens hovedstad Gasteiz, fik PP en stemmemæssig ørefigen af vælgerne. Denne region, der normalt sender PP til provinsråd og byråd med komfortabelt flertal, stemte denne gang PNV-EA og PSOE. Kun med det alleryderste af neglene fik PP reddet en mulighed i land, for at forsætte med lederposten i provinsrådet, men det kommer til at kræver en massiv arbejdsindsats i korridorerne.

PP’s normale allierede, Unidad Alavesa, der er endnu mere højreorienteret end det Franco-inspirerede PP, blev fuldkommen udslettet i store dele af Araba, hvilket kun øgede de i forvejen store problemer for PP.

Gasteiz borgmester Alfonso Alonso (PP), fik også et kæmpe nederlag, og om det er muligt for ham at fortsætte efter valget, eller om han erstattets af en socialdemokrat eller PNV’er, er endnu uvist.

Folkeafstemning om baskisk fristat

I Navarra har det højreorienterede UPN regeret siden 1995 med absolut flertal. Denne gang ændrede det sig. Med 22 mandater til UPN og 24 til PSOE-PNV-EA-IU-Aralar må ministerpræsident Miguel Sanz leve på midterpartiet CDN’s nåde. Hvis AuB’s stemmer havde talt, ville UPN-regeringen være faldet.

I Pamplona, af baskerne betragtet som Baskerlandets hovedstad, håbede borgmester Yolanda Barcina (UPN) at få opbakning fra byens halve million borgere. Mandatfordelingen sikrede, at hun får fire år mere med borgmesterkæde, mens hvis AuB’s stemmer havde talt, var hun faldet ligesom delstatsregeringen. Ligesom Miguel Sanz ville hun blive ersattet af en spansk socialdemokrat eller en fra EA.

Med sejren i Baskerlandet, mener både PNV og venstrefløjen, at baskerne har sendt et kraftigt signal til centralregeringen i Madrid. Arnaldo Otegi mener, at resultatet viser, at de baskiske vælgere ikke lader sig skræmme af »den spanske terror mod det folket«, og at befolkningen ønsker selvbestemmelse.

PNV’s generalsekretær, Xabier Arzalluz, mener, at valget er en opbakning til Euskadis ministerpræsident Ibarretxes (PNV) idé om en baskisk fristat, et emne han påtænker at sætte til folkeafstemning i en nær fremtid.

Kilder: elmundo.es, gara.net, cnn.com, deia.com og det spanske indenrigsministerium

Af Bjørn Jensen/Monsun

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce