En komite, nedsat i kølvandet på afsløringerne af USA’s omfattende overvågning, anbefaler i sin rapport omfattende begrænsninger af efterretningstjenesten NSA’s mulighed for at overvåge telefoni og anden elektronisk kommunikation. Føderal dommer trækker paralleller til Orwells 1984.
Torsdag offentliggjorde en komite, nedsat af præsident Obama, en rapport om den amerikanske efterretningstjeneste Nation Security Agency, NSA’s omfattende elektroniske overvågning.
I rapporten foreslår komiteen 46 ændringer, der vil sætte grænser for tjenestens adgang til at lytte med uden godkendelse fra domstolene.
Komiteen blev nedsat efter at whistlebloweren Edward Snowden, tidligere IT-medarbejder ved en af NSAs underleverandører, løftede sløret for den hidtil meget lukkede organisation, hvis kapacitet udi overvågning man tidligere har måtte nøjes med at gisne om.
Komiteens rapport anbefaler blandt andet, at det bliver en opgave for teleudbyderne at opbevare de såkaldte metadata, dvs. registreringer af hvem, der ringes fra og til, opkaldenes længde, brugernes geografiske placering osv.
Desuden anbefaler rapporten, at den såkaldte FISA-domstol skal tage stilling til, om myndighederne skal have adgang til oplysningerne i det enkelte tilfælde.
Komiteen mener ikke, at dens forslag til restriktioner af NSAs adgang til metadata vil skade USA's nationale sikkerhed.
– Vi kan ikke se, at det skulle være nødvendigt for regeringen af opbevare disse data, siger kommisionsmedlemmet Richard Clarke, ifølge den arabiske Tv-station al-Jazeera.
Clarke, der tidligere har tjent som koordinator for antiterrorisme under Bush-regeringen, konkluderer også om overvågningens generelle omfang, at muligheden for at holde øje med NSA, tåler en forbedring.
– Vi hælder mod den opfattelse, at der bør være bedre domstolskontrol, end der har været, siger han
Læs »Panel calls for limits on US surveillance« hos al-Jazeera
Rapporten kommer kort efter, at en føderal dommer, Richard Leon i en kendelse tidligere på ugen kaldte overvågningens omfang »orwellsk«.
Han konkluderede, at NSAs tæppe-aflytning af amerikanske borgere, »næsten med sikkerhed er i strid med forfatningen«.
Dommer Leons afgørelse pålægger ikke umiddelbart regeringen eller dens hemmelige tjenester at ændre praksis. Det spørgsmål afgøres af en højere retsinstans, der skal tage stilling til regeringens appel.
Men regeringen synes alligel på tilbagetog i forhold til den hidtidige afvisning af, at NSAs aktiviteter skulle være i strid med de individuelle frihedsrettigheder, som de er beskrevet i forfatningen
Talsmand for Det Hvide Hus, Jay Carney, har i en kortfattet erklæring på et pressemøde lovet, at regeringen ville gennemgå komiteens forslag.
– I løbet af de kommende uger vil vi gennemgå komiteens rapport, mens vi overvejer, hvad der fremover skal ske. Vi vil vælge, hvilke anbefalinger vi vil implementere, hvilke vi vil overveje nøjere, og hvilke vi vil lade ligge, fastslog han ifølge TV-programmet Democracy Now.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96