Kommunalt selvstyre

Fri os for detail-regulering af kommunerne. Send bare flere penge.

I de igangværende finanslovsforhandlinger forsøger Enhedslisten at genindføre refusionsordninger indenfor ældrepleje og børnepasningsområdet – ”I får kun penge, hvis I ansætter nye medarbejdere”, er beskeden til kommunerne. Uanset de forskellige standarder og ønsker i kommunerne foreslår EL at Indenrigsministeriet skal udmåle hvor mange ekstra ansatte hver enkelt kommune kan få betalt ud fra nogle objektive kriterier.

Brud på principperne

Indenfor den kommunaløkonomiske disciplin forlod man refusionstankegangen for 30-40 år siden, da der gik en decentraliseringsbølge hen over mange lande. I Danmark begyndte en langsom aftrapning af refusioner fra stat til kommune og optrapning af bloktilskud fra stat til kommune. Samtidigt lavede man flere forskellige udligningsordninger mellem kommunerne (og tidligere amterne). Hensigten har været at skabe lige muligheder for at kommunerne kan vælge den samme skat/service-pakke og såfremt en kommune ønsker at give en bedre/dårlige end gennemsnitlig standard, skal skatten også blive tilsvarende højere/lavere.

Men efter sidste finanslovsforlig, hvor EL og regeringen bevilgede 500 mio. kr. til forbedring af kvaliteten i daginstitutionerne, har det vist sig at kommunerne kun har brugt ca. halvdelen af de bevilgede midler på daginstitutioner og resten er gået ned i den store kommunekasse. Forklaringen er, at pengene blev givet ved at forøge bloktilskuddet. Fra Helsingør Kommune kan jeg fortælle, at vi skulle finde besparelser efter Folketinget havde indført nye udligningsordninger, der tog 29 mio. kr. fra kommunekassen. De 5 mio. kr., der var tiltænkt daginstitutioner, hjalp i stedet til at reducere nedskæringer andre steder.

Men det blev man meget sur over blandt daginstitutionspersonale og i Enhedslisten, så ved dette års finanslovsforhandlinger har man grebet til styring fra oven.

Central styring

Desværre tager Enhedslistens model diskussionen og beslutningerne om standard og løsninger ud af kommunalbestyrelserne og lægger dem ned i økonomiforvaltningerne. I økonomiforvaltningerne vil man naturligvis søge at maksimere pengetilstrømningen og bruge færrest muligt af kommunens ”egne” penge. Det vil reducere det kommunale selvstyre og gør kommunalpolitikere til forvaltere af beslutninger truffet fra oven.

Nøjagtig ligesom EU bestemmer for meget i Danmark (og nogle nu taler om velfærdsforbehold), synes jeg Folketinget skal lade være med at blande sig i hvordan kommunerne løser opgaverne og prioriterer sine ressourcer. Det er både arrogant og ineffektivt at folketingspolitikere skal sidde langt væk og beslutte om der er mest brug for flere pædagoger, flere bibliotekarer, snerydning eller cykelstier i X-kommune. Hvis ikke man må have forskellig standard og løse opgaverne på forskellige måde, hvorfor skal der så overhovedet være kommuner, kan man spørge.

Jeg mener tværtimod vi skal have tillid til lokale politikere – som vel næppe er meget værre end folketingspolitikere - og i stedet for centralisering skal vi tværtimod eksperimentere med ”borgerbudgetter”, hvor beslutningerne kommer endnu længere ud i boligområderne, brugerråd og institutionerne.

Vi skulle nødigt få en kamp mellem de forskellige niveauer i beslutningshierarkiet, men bevare kampen mellem politiske holdninger og partier.

Djøfisering

Detajl-styringen forudsætter flere kolde hænder i kommunernes økonomiforvaltninger, når det skal dokumenteres at der faktisk sker ny-ansættelser af de varme hænder og at der ikke samtidigt bliver fyret nogle. I Indenrigsministeriet skal de nok også ansætte flere djøf’ere, for at sammenligne budgetter med regnskaber og kontrollere de kommunale djøf’ere. Vel er det fint med flere jobs, men det er ikke ligegyldigt hvad folk laver og vi kunne jo også i stedet fordele arbejdet.

Rettigheder

Et andet element i Enhedslistens nye offensiv er rettigheder. F.eks. til ældre: mindst to bade pr. uge, rengøring hver anden uge, samt mulighed for jævnligt at komme udenfor. Det er naturligvis meget rimeligt, problemet er bare at det stadigvæk er kommunen, der visiterer de ældre borgere og vurderer hvor meget de kan / ikke kan. Dvs. hvis kommunen ønsker – eller er tvunget til - at spare på ældreforsorgen må den revisitere de ældre, hvis de har rettigheder – altså omvurdere behovet hos de ældre. Derved risikerer vi at dem, hvis forhold vi gerne vil sikre, faktisk får det endnu værre.

Hvis folketinget/staten tilmed skal ind og regulere hvornår en borger har brug for hjælp, skal statsadministrationen flyttes ud i kommunerne.

For nylig tabte Ældresagen en retsag (i Højesteret) mod Køge Kommune, der havde foretaget nedskæringer i ydelse til en ældre borger, som ikke havde fået det bedre. Man kan sagtens se sagen som den store slemme kommune mod den svage enlige borger, men hvis man udstyrer borgere med rettigheder, skal man også udstyre kommunerne med økonomiske midler til at honorere kravene. Og man er nød til at regulere hele spekteret at kommunernes opgaver og funktioner. For ellers vil man opleve at kommunerne aldrig får råd til andre udsatte borgere eller hullerne i vejen.

Bedre velfærd

Kampen for bedre velfærd handler om at skaffe flere penge til de kommunale ydelser og at materialisere den solidaritet, der er mellem folk, som er tæt på hinanden. Når vi ser naboen eller familiemedlemmet døjer med at gå på gaden, skal vi spørge om kommunen hjælper. Arbejdsdelingen bør være at partierne i Folketinget diskuterer kommuneaftalen og bloktilskud og gerne blæser til fælles kamp for mere velfærd i kommunerne. Men det er ude hos de konkrete borgere at man skal finde ud af hvad der er brug for, tage de politiske kampe om skat og service og fordele pengene på de mest trængende. Det er faktisk det kommunevalgkampen handler om og vi skulle gerne have flere til at deltage i debatterne og være med til at bestemme. 

Fri os for detajl-regulering fra Folketinget, send bare flere penge.