De to journalister Peter Nowak and Jens Klinker, der har skrevet om deres oplevelser til den alternative nyhedsportal Indymedia, var egentlig på vej til Venezuela ad en helt anden rute, da deres fly blev omdirigeret og mellemlandede i Miami. Her skulle alle passagerer vise pas, og i den forbindelse blev immigrationsmyndighederne opmærksomme på et gammelt Irak-visa i den ene af journalisternes pas.
De to blev ført til immigrationskontoret, hvor der blev taget foto og fingeraftryk, og så startede en otte timer lang afhøring. Under afhøringen hævdede det amerikanske politi at kende til, at den ene havde deltaget i venstrefløjsaktiviteter.
Truet med fængsel
Journalisterne blev nægtet både advokat og tolk, og de fik først lov til at ringe til det tyske konsulat, efter det var lukket.
Politiet truede desuden med »yderligere konsekvenser« som for eksempel fængsel, hvis ikke de to samarbejdede fuldt ud.
Efter afhøringen tilbragte journalisterne 16 timer i en stærkt oplyst celle uden vinduer sammen med latinamerikanske flygtninge, før de blev deporteret til London.
Det var først ved ankomsten til London, at de to fik deres papirer tilbage, og her blev den ene desuden præsenteret for et dokument, ifølge hvilket han var forbudt ophold, indrejse eller forsøg på indrejse i USA i de næste fem år.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96