Trods et principielt »rødt-grønt« flertal fortsætter den konservative Angela Merkel som tysk forbundskansler. SPD vil ikke samarbejde med det venstreorienterede parti Die Linke. Det neonazistiske NPD har opnået lokale sejre, men samlet set fået marginal tilslutning.
Angela Merkel, leder af det konservative parti Christlich Demokratische Union (CDU) kan også de næste fire år pryde sig med titlen som »amtierende Bundeskanzlerin« (fungerende Forbundkansler).
Den 59-årige kansler har dermed kurs mod Margaret Thatchers rekord som Europas længst siddende kvindelige leder.
Med knap 42 procent af stemmerne og omkring 50 procent af pladserne var valget af de 630 medlemmer til den 18. Forbundsdag søndag den 22. september en klar sejr til Merkels CDU og dets bayerske søsterparti Christlich-Soziale Union in Bayern (CSU). Merkel mangler imidlertid fem pladser for at have absolut flertal.
Valget var en regulær katastrofe for CDU’s regeringspartner, det liberale Freie Demokratische Partei (FDP), der med 4,8 procent af stemmerne akkurat faldt for spærregrænsen på fem procent.
FDP deler skæbne med det nystartede euro-kritiske - og borgerlige - parti Alternative für Deutschland (AfD), der med 4,7 procent af stemmerne heller ikke fik en plads i Forbundsdagen.
Trods en tilbagegang fra 11,9 procent ved valget i 2009 blev det venstreorienterede parti Die Linke med 8,6 procent af stemmerne landets tredjestørste parti. I slipstrømmen følger Bündnis 90/Die Grünen (De Grønne), der fik 8,4 procent.
Valgresultatet betyder, at Peer Steinbrück, leder af Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD), på papiret kunne blive kansler, såfremt han ville samarbejde med Die Linke. Men, som den berlinerdagbladet Die Tageszeitung (Taz) skriver i en kommentar, er det fuldstændig udelukket:
»De Rød-Grønne har igen tabt. Og der er ingen tegn på, at De Grønne og SPD i den nærmeste fremtid kommer tæt på et flertal udenom Die Linke. Den Rød-Grønne mulighed er blokeret, så længe SPD fastholder sin negative fiksering på det venstreorienterede Die Linke. Og det kan tage tid.«
Avisen fremhæver imidlertid en tredje (men ganske usandsynlig) mulighed: Et samarbejde imellem CDU og De Grønne.
En sådan koalition ville være en blanding af ny og gammel middelklasse – en regering af børnebørnene til Ludwig Erhard og Rudi Dutschke, der dermed kunne være det sidste kapitel i historien om en genforenet Forbundsrepublik, skriver Taz med reference til tidligere CDU-leder Ludwig Erhard og marxisten Rudi Dutschke.
Men som avisen skriver, har pilotforsøg med et CDU-De Grønne samarbejde i Hamburg og Saarland slået fejl. Alt i alt peger det således i retning af et CDU-SPD-samarbejde.
SPD’s entydige afvisning af Die Linke ærgrer repræsentanter for de danske pendanter; Socialdemokratiets Peter Hummelgaard og Enhedslistens Stine Brix.
– Det der med at sætte sig ned med armene over kors og sige, at man ikke vil samarbejde med et parti, som får knap 9 procent af stemmerne, og som man har mistet mange kernevælgere til, det er fuldstændig uholdbart, udtaler Hummelgaard til avisen Politiken.
Brix deler ærgrelsen:
Jeg synes, at det er meget ærgerligt, at det er SPD's tilgang. Hvis der er en situation, hvor det er muligt at danne en koalition mellem partierne, forærer man Merkel sejren direkte, hvis ikke man vil samarbejde, siger hun til Politikken.
Hun peger på, at forklaringen på SPD’s fejlagtige berøringsangst skal findes i Die Linkes kommunistiske fortid:
– Men det er jo mange år siden, at nogle af de tidligere figurer, der var i kommunistpartiet i DDR, var en del af Die Linke. Die Linke er et meget anderledes parti i dag og er fuldstændig demokratisk. Die Linke rejser nogle krav, som SPD godt vil kunne samarbejde med dem om, siger hun.
Læs interviewet med Socialdemokratiets Peter Hummelgaard og Enhedslistens Stine Brix hos Politiken
Der Spiegel bekræfter i en analyse, at Die Linkes fortid spiller ind på forholdet til SPD, men nævner samtidig flere grunde.
Som Brix peger avisen på, at Die Linke er opstået som et resultat af resterne fra Østtysklands kommunistparti, får det politiske establishment til at holde partiet ude. Samtidig er den Vesttyske del af partiet en blanding af såkaldte »champagne-socialister«, new age-kommunister og frafaldne SPD-folk.
Da den tidligere SPD-leder Oskar Lafontaine i 2005 under stor ståhej meldte sig under fanerne hos Die Linke, bidrog han til modsætningerne mellem de to partier.
Samarbejde mellem SPD og Die Linke har i det tidligere Vesttyskland vist sig at koste stemmer for socialdemokraterne, skriver Der Spiegel..
I juli måned kom Peer Steinbrück med den endelige afvisning af Die Linke.
– Die Linke er ikke pålidelige, når det kommer til udenrigspolitik, Europa og Tysklands allierede. Deres økonomi- og finanspolitik følger mottoet: Ønsk, siger han til avisen Die Welt.
Siden har han og resten af SPD gentaget meldingnen ved flere lejligheder.
Det neonazistiske parti Nationaldemokratische Partei Deutschlands (NPD) fik samlet set 1,5 procent af stemmerne.
Partiet, der i valgkampens sidste fase af myndighederne blev beordret til at fjerne valgplakater, der udtrykte stærke anti-roma-holdninger, fik dog små lokale sejre.
I bydelen Hellersdorf i det østlige Berlin fik partiet 10,2 procent af stemmerne. Af partiets egen hjemmeside fremgår desuden, at man et enkelt sted i valgkreds 63 (Oder-Spree) i det østlige Tyskland, har formået at få 22 procent af stemmerne.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96