Psykiateren som politimand

Denne blog er en gengivelse af en kronik, som Malene Degn og jeg har fået bragt i Information. Læs den her i sin fulde længe her eller hos Information på:

http://www.information.dk/466886

Psykiaterne skal hjælpe med at spotte potentielle terrorister. Det er meningen med et nyt samarbejde mellem psykiatrien og PET, initieret af Social- og Integrationsministeriet. Men dels sygeliggør man derved de anderledestænkende, dels stigmatiserer man den psykisk syge patient. Hvad mon en paranoid person vil tænke, hvis han ved, at alt, hvad han siger, kan gå videre til PET?

Af Louise Pedersen og Malene Degn

Svær psykisk sygdom betyder ofte besvær med at fungere i dagligdagen, forvrænget virkelighedsopfattelse og kompromitteret evne til at planlægge og udføre komplekse, målrettede handlingsforløb. Alligevel skal psykiatrien nu inddrages i at spotte potentielle terrorister. Ifølge PET er politisk radikalisering og ekstremisme nemlig tæt forbundet med psykisk sygdom.

Det fremgår af Social- og Integrationsministeriets pressemeddelelse ’Nyt samarbejde med psykiatrien skal bekæmpe radikalisering og ekstremisme’ fra 24. maj.

Psykiateren skal kontrollere folks ideologiske standpunkter, og er disse ualmindelige og tilmed undfanget i hovedet af et menneske med en psykiatrisk diagnose, er de farlige. Ligningen går som følger: Psykiatrisk diagnose + ikkeherskende ideologiske standpunkter = terrorisme.

I det følgende vil vi se på to primære implikationer, som denne ligning har: Dels klassificerer den radikale synspunkter og metoder som sygelige og fratager dermed synspunkterne politisk legitimitet og menneskeligt ansvar, og dels mistænkeliggør og stigmatiserer den mennesker med en psykiatrisk diagnose som særligt farlige og utilregnelige.

Det nye er altid afvigende

Som samfund har vi meget svært ved at skille det syge fra det anderledes.  Anders Behring Breivik omtales gerne som en ond og gal mand. Den enorme uenighed blandt norske psykiatere om, hvorvidt han psykologisk set var gal eller normal, viser med al tydelighed dette problem. For er det klinisk sygt at mene noget helt andet end andre og handle på det?

Eller er det udtryk for en politisk afvigelse fra normen, hvor de følgende handlinger skal straffes på lige fod med anden kriminalitet? Breiviks handlinger var frygtelige og afskyelige. Fremhæver man imidlertid det onde som et sygeligt træk ved hans personlighed og som et svigt i hans moralske habitus, negligerer man hans politiske bevæggrunde og dermed de samfundsmæssige problemer, der har avlet denne mand og hans holdninger. Og man fritager ham for ansvar.

Radikale samfundsforandringer er en fast del af verdenshistorien. På ethvert tidspunkt ligger kimen til mange nye samfundsformer i det eksisterende samfunds skød. Kigger vi tilbage i historien, har vi set vidt forskellige ’revolutioner’, som ud fra nutidens værdisæt vurderes meget forskelligt.

Under feudalstaten var den ideologiske overbygning tæt knyttet til religiøse og konservative ideer. Man fødtes ind på sin plads i jordelivet og måtte høste en eventuel erstatning herfor i efterlivet. De liberale ideer, der på et tidspunkt begyndte at sprede sig i samfundet, har på den tid været ganske uantagelige og radikale, og metoderne til deres udbredelse har været at opfatte som ekstremisme.

Tager vi Tyskland som eksempel og kigger på nazismens indtog, kan vi stille os det samme spørgsmål. Var udviklingen radikal og metoderne ekstreme? Ja. Var det en sund udvikling set med nutidens briller? Nej. I begge tilfælde har ideer, der bryder med den herskende klasses ideer, vundet indpas. De har været ekstreme og fremmedartede, og de har ændret samfundet radikalt. I det ene tilfælde tænker vi det som sundt og i det andet som sygt. Denne vurdering oprinder dog ud fra vores eget nuværende ståsted og moral og kan som sådan ikke bruges til at retfærdiggøre en sygeliggørelse af det anderledes synspunkt per se.

PET’s sindelagskontrol

PET bevæger sig altså ud på gyngende grund, når de beder psykiatrien vurdere, om folk har sygelige, ideologiske standpunkter. Ideer, som bryder med de herskende, er syge og skal behandles – uanset deres indhold. Det er ideernes ualmindelighed, der er farlig i sig selv, forstår man. Hvordan ville vores samfund have set ud, hvis det var lykkedes feudalstatens magthavere at ’behandle liberalismen bort’?

Åbner vi op for sygeliggørelse og behandling af ualmindelige ideer (set ud fra et kapitalistisk synspunkt), går vi samtidig til kamp mod alle slags ualmindelige ideer – også de, som kan skabe udvikling og fremdrift, og som måske indeholder kimen til et bedre samfund.

Som samfund må vi værne om menneskers legitime, demokratiske ret til at mene og ytre noget (radikalt) andet end flertallet. Deres (kriminelle) handlinger må de(udelades) følgelig stå til regnskab over for loven – som det i øvrigt gælder for alle. PET’s samfundsvision er en sand gyser; detallestedsnærværende system, som spærrer den anderledes tænkende inde og behandler/medicinerer hans eller hendes tanker bort. Denne slags sindelagskontrol er udemokratisk helt ind i sin essens.

Sygdom vanskeliggør terror

Det andet væsentlige problem ved PET’s ligning er antagelsen om, at »psykisk sygdom kan være en væsentlig medvirkende årsag« til »radikaliseret« og »ekstremistisk adfærd«. Det fremgår ingen steder, hvordan PET er kommet frem til denne konklusion. PET-direktør Jakob Scharf udtaler blot, at det er noget, »vi ser«.

I et psykologfagligt perspektiv er det svært at se, hvordan der skulle være en sådan sammenhæng.  En lang række danskere lider af psykiske problemer. Undersøgelser har afdækket, at op mod 15 procent af befolkningen opfylder kriterierne for at få diagnosen personlighedsforstyrrelse. Mange klarer sig dog udmærket alligevel og er ikke blevet opslugt af radikale, ekstreme synspunkter.

Alvorlig psykisk sygdom vil, i modsætning til hvad PET påstår, faktisk være en obstruerende faktor for et veludført terrorangreb. Svær psykisk sygdom betyder som nævnt en kompromitteret evne til at planlægge og udføre komplekse, målrettede handlingsforløb. Af bl.a. den grund kunne Breivik ikke erklæres for sindssyg, idet en psykisk syg person simpelthen ikke ville have været i stand tilat organisere og fuldføre så detaljerede planer, som han gjorde. Af samme grund er det vanskeligt at forestille sig, at den psykisk syge, der samtidig besidder radikaliserede holdninger, skulle være mere i risiko for at begå terrorhandlinger end den psykisk raske, der med køligt overblik kan udføre sine nøje planlagte aktiviteter.

Hitler og djævelen

Forsøget på at opspore potentielle terrorister i det psykiatriske system stiller ydermere den behandlende psykiater i et væsentligt dilemma. For hvornår skal noget tolkes som udtryk for radikaliserede holdninger, og hvornår skal noget tolkes som ’ren’ sygdom?

Hvis en mand hører stemmer, der fortæller ham, at han er en inkarnation af Adolf Hitler, er det så udtryk for radikalisme eller sygdom? Taler vi firs procent sygdom og tyve procent radikalisering, og hvad skal konsekvensen være af en sådan vurdering? 

Hvis en kvinde omvendt hører stemmer, der fortæller hende, at hun er besat af djævelen, er der så tale om hundrede procents sygdom? Disse eksempler er ikke ualmindelige i det psykiatriske behandlingssystem, og begge personer kan være lige syge. Fortolkningerne af deres symptomer ud fra vores normative, herskende ideer kan imidlertid have vidt forskellige udfald.

Manden i det første eksempel kan i dagens samfund, ud over at skulle leve med sin sygdom, nu også risikere at skulle figurere i PET’s arkiver. I det andet eksempel vil kvinden blot figurere som psykisk syg. I feudalsamfundet ville samme kvinde sandsynligvis ikke være blevet betragtet som syg, men ville være blevet brændt på bålet som en heks. Og i et fremtidigt fascistisk samfund vil Breivik blive betragtet som en helt.

Ved at forklare kilden til det ’anderledes’ som noget, der udspringer af en i individet iboende sårbarhed, udøver man en uacceptabel stigmatisering og mistænkeliggørelse af psykiske syge. Og man skaber en sygeliggørelse af alle anderledes tænkende, hvilket reelt sætter deres demokratiske rettigheder ud af spil. Resultatet er sindelagskontrol og samfundsmæssig stagnation.

Louise Pedersen er cand.psych. og psykologisk uddannelsesrådgiver, og Malene Degn er cand.psych. og klinisk psykolog