Annonce

rødt flertal
22. maj 2013 - 13:32

Dagpengeaftale møder kritik fra arbejdsløse

Regeringspartierne og Enhedslistens nye dagpengereform skal alligevel ikke finansieres A-kassemedlemmer. Den er dog stadig for kortsigtet, mener Århus Arbejdsløshedsnetværk.

Regeringen og Enhedslisten nåede mandag aften til enighed om en ny dagpengeaftale. Aftalen forlænger den nuværende uddannelsesydelse, og introducerer en lignende arbejdsmarkedsydelse, der skal sikre cirka 30.000 ledige, der står til at falde helt ud af dagpengesystemet i år.

– Jeg er rigtig lettet, fordi vi nu sikrer, at de tusinder af arbejdsløse, som risikerer at miste hele deres forsørgelse på grund af VKO-regeringens dagpengereform, nu sikres en indkomst, udtaler Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen i en pressemeddelelse.

Hun anerkender, at der er tale om en midlertidig løsning og lover at fortsætte kampen for permanente forbedringer af dagpengesystemet. Aftalen møder kritik fra Århus arbejdsløshedsnetværk, som kræver en mere langsigtet løsning.

Læs Enhedslistens pressemeddelelse »Vigtig redningspakke for de udfaldstruede«

Læs artiklen »Dagpenge-slagsmål kan blive valgtema« hos Modkraft.

Dagpengeforsikrede skal ikke betale

Den mest opsigtsvækkende ændring i forhold til regeringens oprindelige udspil er på finansieringsområdet. Regeringen lagde op til, at størstedelen af redningspakken skulle finansieres af A-kassemedlemmer gennem stigninger i kontingenterne.

Det lykkedes imidlertid Enhedslisten at få selvfinansieringen pillet ud af den endelige aftale:

– Regeringens forslag om at sende regningen for redningspakken til medlemmerne af A-kasserne var ikke acceptabel. Der var jo heller ingen kontingent-nedsættelse, da VKO og Vestager forringede dagpengesystemet, forklarer Johanne Schmidt-Nielsen

Pengene til redningspakken indhentes i stedet fra finansministeriets reserver og forskellige puljer på beskæftigelsesområdet samt besparelser på danskundervisning til voksne udlændinge.

Besparelser på uddannelse til udlændinge

Besparelserne på danskundervisning for voksne udlændinge møder kritik fra Uddannelsesforbundet.

– Det er lykkedes Enhedslisten at minimere skaden på danskuddannelserne ganske betragteligt. Men jeg synes fortsat, at det er dybt uanstændigt at finansiere redningen af en udsat gruppe ved at tage pengene fra en anden, siger formand for Uddannelsesforbundet Hanne Pontoppidan i en pressemeddelelse.

Regeringen har tidligere forsøgt at gennemføre lignende forringelser på området. Senest under finanslovsforhandlingerne i 2012. Dengang lykkedes det Enhedslisten at få forslaget taget ud af forliget. Det lykkedes ikke denne gang.

Enhedslisten har dog formået at formindske forringelserne og forlænge flygtninge og familiesammenførtes ret til danskuddannelse med to år.

Besparelserne vil primært ramme udenlandske arbejdere, studerende og au pairs, som for fremtiden vil få en kortere og billigere introdansk-uddannelse. Aftalen lægger dog også op til at begrænse udgifterne til integrationsprogrammer for flygtninge og familiesammenførte.

Læs pressemeddelelsen fra Uddannelsesforbundet »Besparelser på Danskuddannelser bliver mindre end forventet«.

Kommission forsvundet?

Den anden markante ændring i forhold til regeringens udspil er, at en dagpengekommission ikke er nævnt i den endelige aftale.

Regeringen foreslog oprindeligt at nedsætte en kommission, der skulle evaluere dagpengesystemet inden næste valg. Enhedslisten frygtede, at regeringen ville bruge kommissionen til at sylte spørgsmålet om en permanent ændring af dagpengesystemet indtil da.

Selvom dagpengekommissionen ikke er nævnt i den endelige aftale, kan den stadigvæk blive en realitet, da regeringen ikke behøver et flertal for at nedsætte en kommission.

Arbejdsløse kritiserer aftalen

Aftalen kritiseres af Århus Arbejdsløshedsnetværk for at være kortsigtet.

– Der er ikke brug for flere lappeløsninger som akutpakkerne eller regeringens nye midlertidige ydelse, som svarer til kontanthjælp. Der er brug for en permanent løsning, hvor alle, som kan arbejde, enten tilbydes et job til overenskomstmæssig løn eller kan få dagpenge, udtaler Morten Holck, talsperson for netværket i en pressemeddelelse.

– Det gør kun den nye aftale endnu mere asocial, at den finansieres gennem besparelser på danskundervisningen til udlændinge.

Arbejdsløshedsnetværket er en del af aktionsnetværket Solidaritet eller frit fald, som er initiativtagere til en landsdækkende arbejdsløshedskaravane, der starter i Aalborg den 2. juni og fortsætter mod København, hvor den ankommer den 8. juni.

Besøg Århus arbejdsløshedsnetværk på Facebook

Læs hele aftalen på Finansministeriets hjemmeside (pdf).

EL: Arbejdet er ikke slut

Enhedslisten anerkender aftalens begrænsninger, og stiller torsdag et beslutningsforslag i folketingssalen om en kortere genoptjeningsperiode, en længere dagpengeperiode og forbedringer af reglerne for supplerende dagpenge.

–Arbejdet med forbedring af forholdene for de arbejdsløse er ikke slut, før vi har sikret grundlæggende ændringer af dagpengereglerne, meddeler Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl i en pressemeddelelse.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce