Mod krig og Fogh
»Mod krigen og USA´s globale herredømme, og mod Fogh-regeringens borgerlige politik med privatiseringer, udliciteringer og nedskæringer i amter og kommuner. Det var den fremadrettede dagsorden, der prægede det 14. årsmøde i Enhedslistens historie. Ganske vist var det ikke de punkter på dagsordenen, der kaldte på den største talelyst, og hvor der var den største spænding om udfaldet. Det var, som forventet, diskussionen om prostitution og racismeparagraffen.«
Sådan opsummerer Enhedslistens pressekretær Åge Skovrind græsrodspartiets årsmøde i det kommende nummer af medlemsbladet Rød-Grønne Linjer. Vedtagelserne om det kommende års politiske prioriteringer skal løse, hvad medlemsblads-redaktøren kalder »årsmødets store dilemma«:
»På den ene side står Enhedslisten i dag med en stærkere organisation og et større medlemstal end nogensinde. På den anden side har Enhedslisten i parlamentarisk sammenhæng aldrig været mere marginaliseret og derfor ignoreret af medierne.
Hvordan udnytter vi de åbenlyse muligheder i dén situation til at opbygge en bred folkelig bevægelse mod regeringen og for et demokratisk, socialt og økologisk alternativ, som adskiller sig fundamentalt fra det socialdemokratiske projekt?«
Kan S regne med Enhedslisten?
I en artikel i samme blad om mediernes dækning af årsmødet, er pressesekretær Michael Voss tilfreds med at budskabet »Røde faner mod krig« kom klart frem.
»Årsmødets to mærkesager, kampen mod krigen og kampen mod udlicitering, gik klart og tydeligt igennem« i Danmarks Radio.
Men profilen i forholdet til Socialdemokratiet derimod var mindre klar, efter at årsmødet afviste et forslag om at afkræve Socialdemokratiet en skriftlig håndfæstning næste gang Enhedslisten bliver bedt om at pege på en socialdemokratisk statsminister.
»Naturligvis fokuserede pressen også på vores uenigheder, selv om det tilsyneladende kan være svært at få helt styr på, hvad det er, der skiller, og hvad de forskellige forslag indebærer. I hvert fald havde Jyllands-Posten og Politiken hver sin udlægning af debatten om, hvordan Enhedslisten efter et valg skal forholde sig til regeringsdannelsen og en socialdemokratisk ledet regering. Jyllands-Postens overskrift lød »S kan stadig regne med Enhedslisten«, hvorimod Politiken var nået frem til, at »Enhedslisten skærper den røde profil«, skriver Michael Voss.
Læs artikel af Michael Voss i Rød-Grønne Linjer
Sover mens verden brænder
I en hurtig reaktion udefra drager Klaus Riis fra Arbejderpartiet Kommunisterne denne konklusion om rollen som socialdemokratisk støtteparti:
»Enhedslisten befinder sig i et underligt identitetsvakuum. Efter at det definitivt har lagt sig fast i rollen som socialdemokratisk støtteparti – og dansk parlamentarisk politik har ét større og to mindre socialdemokratier – har partiet problemer med at profilere sig i forhold til S og ikke mindst SF.«
Klaus Riis mener, »at forvirring fortsat er et nøgleord for partiets indre situation. Mens verden brænder, og der er et antiimperialistisk opsving i folkenes kamp på globalt plan uden sidestykke i nyere tid, brugte partiet store mængder energi og kræfter på at diskutere, om mandlige prostitutionskunder skal kriminaliseres.«
Læs indlæg fra Klaus Riis på Modkraft
Parlamentarisk aktion
Også Enhedslistens indsats mod krig i Irak får på puklen fra Klaus Riis i ovenstående indlæg. Selv om han roser Enhedslisten for sin indsats i organisationen Ingen Krig Mod Irak anklager han partiet for at være svagt i sin analyse af verdenssituationen og for ikke at udnytte sin parlamentariske platform til at skabe en fredstilhængergruppe i Folketinget på tværs af partierne.
»Når partiet promoverer sig selv som de folkelige bevægelsers parlamentariske talerør, burde det have nogle idéer til parlamentarisk aktion imod krigen og mod dansk krigsdeltagelse«, skriver han, og peger på, at Enhedslisten burde sætte sig i spidsen for et parlamentarisk oprør mod »krigsliderlige partiledelser« som i England.
Ja til krig i Aghanistan?
Også Enhedsliste-medlem Bue Nielsen anklager sit parti for at være svag i koderne, når det gælder den konsekvente modstand mod USA’s imperialisme. Årsmødets flertal afviste nemlig at vedtage en fordømmelse af den fortsatte krig i Afghanistan, hvor blandt andet danske bombefly har haft deres ilddåb.
»Bag denne beslutning lå, som det fra talerstolen blev formuleret af Örn Olafsson fra Nørrebro, at Enhedslisten finder det rigtigt, at det afghanske talibanstyre blev fjernet med militær magt ude fra, dvs. af amerikanske soldater.«, skriver Bue Nielsen i Rød-Grønne Linjer.
»At det er den samme imperialistiske logik, der ligger bag USA’s fremfærd i både Afghanistan og Irak, er åbenbart ikke gået op for flertallet i Enhedslisten,« skriver Bue Nielsen.
Læs indlæg fra Bue Nielsen til Rød-Grønne Linjer
Af Sven Gårn Hansen/Monsun
Læs alle vedtagelser fra Enhedslistens årsmøde
Læs tidligere artikel på Modkraft
Artikler fra Rød-Grønne Linjer er bragt med tilladelse. De vil snart være på Enhedslistens egen hjemmeside: www.enhedslisten.dk
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96