Hugo Chavez: diktator eller reformator?

Hugo Chavez er ved at konsolidere sin magt efter den to måneder lange olie- og generalstrejke, der sammen med middel- og overklassens næsten daglige demonstrationer i hovedstaden har været tæt på at bringe ham til fald endnu engang.

Onsdag den 26. februar gik oppositionen i protestmarch i Caracas med krav om den venezuelanske arbejdsgiverformand Carlos Fernándes løslades. Forrest gik demonstranter med arbejdsgiverformandens billede med teksten »Politisk fange«.

9 års fængsel for at strejke

En venezuelansk dommer har udstedt arrestordre på Carlos Fernándes og formanden for den største venezuelanske fagforeningssammenslutning Carlos Ortega. De to var ledere af den langvarige oliestrejke, der lammede store dele af den venezuelanske olieproduktion i op til et par måneder.

De blev i første række anklaget for landsforræderi og sammensværgelse imod staten, hvad der kan give op til 30 års fængsel. Men denne anklage blev siden frafaldet af anklagemyndigheden og erstattet af en mildere anklage for civil ulydighed og »opfordring til forbrydelser«, der kan give op til 9 års fængsel.

I løbet af strejken er 9000 ansatte i PdVSA (petroleos de Venezuela), det statslige olieselskab, blevet fyret, hvad der vil forårsage en længerevarende nedgang i olieproduktionen.

Koncerndirektion efterlyst

Samtidig med demonstrationen onsdag udstedtes arrestordre på syv medlemmer af den tidligere topledelse af olieselskabet. De anklages for overtrædelse af den venezuelanske straffelovs paragraf 344, der kan give fra 2 til 8 års fængsel for »sabotage og skader på Pdvsa-installationer og afbrydelse af forsyningen med olie og gas« (El Universal. www.eud.com, 26.2.03)

Det er nogle af medlemmerne i den absolutte overklasse, der anklages. De har lønninger i millionklassen og været i magtkamp med Chavez-regeringen om det statslige olieselskabs status. USA og de internationale finansinstitutioner har anbefalet privatisering af det gigantiske olieselskab. Venezuela er den fjerdestørste olieproducent i Verden og står for13 procent af USA’s olieimport.

Chavez-regeringen har modsat sig privatiseringen, som man mener vil forringe landets muligheder for at styre sin nationale energipolitik. Samtidig mener man, at topledelsen i selskabet har brugt de senere års tendens henimod privatisering til at hyppe egne kartofler, bl.a. en umådeholden berigelse af de ledende lag i selskabet.

Oliearbejdere og –teknikere udgør samtidig et arbejderaristokrati, hvad der er en væsentlig del af forklaringen på, at man ser arbejdsgivere og arbejderledere gå arm i arm i protestaktioner imod styret. Oliesektoren er en af de få produktionssektorer i landet, hvor der er en høj organisationsgrad.

Amerikanske interesser

USA lukkede onsdag midlertidigt sin ambassade i Caracas med påstand om, at ambassaden var udsat for terrortrusler. Lukningen sker i reaktion imod tirsdagens bomber imod den spanske ambassade og det columbianske konsulat i Caracas. Ingen vil påtage sig skylden for de to voldsomme bombeattentater, men beskyldningerne fyger i luften.

Fra amerikansk side og fra den venezuelanske oppositions side antydes det kraftigt, at den af præsident Chavez-inspirerede »Bevægelse for den bolivarianske revolution« står bag. Det afvises af Chavez-regeringen, der siger, at man har forstærket bevogtningen af ambassaderne.

I april 2002 blev Chavez væltet ved et amerikanskstøttet kup. Det satte gang i folkemasserne i fattigkvarterene – favelaerne – og lejekasernerne i Caracas’ udkanter, hvorfra der arrangeredes store demonstrationer ind til magtcentrene i bymidten. Chavez-loyale dele af militæret samledes om at genindsætte præsidenten i hans embede.

Caudillo eller reformator

Hugo Chavez er en mellemting mellem en venstrepopulistisk caudillo og en samfundsreformator, der mener det relativt alvorligt. Han er demokratisk valgt.

Han mødte op til Porto Alegremødet i januar, hvor han tilsluttede sig forslagene om Tobinskat og eftergivelse af fattige landes gæld og fremlagde sin øvrige politik imod den »neoliberale globalisering«. Overførslen af penge fra de fattige lande til de rige lande via betalinger af renter og afdrag på udlandsgælden forkrøbler de første finansielt. Han foreslår derfor IMF og Verdensbanken erstattet af de fattige landes egne udviklingsbanker.

Ligeledes foreslår han det regionale handelssamarbejde udbygget, f.eks. et andinsk frihandelsområde, i stedet for det store Amerikanske Frihandelsområde, som Bush-regeringen er ivrig fortaler for.

En del af baggrunden for de indenrigspolitiske konflikter er en økonomisk lovgivning, der giver nye muligheder for de mange arbejdsløse og underprivilegerede i det socialt meget ulige Venezuela. Det gælder f.eks. jordreformer.

Chavez-regeringen har også fået vedtaget lovgivning, der giver Favela-beboerne mulighed for at få skøde på deres selvbyggede huse, dvs de behøver ikke være bange for at forbedre husenes standard af frygt for at blive sat ud. Skolevæsenet har fået tilført midler, og mange flere skolebørn i de fattige områder bespises i skolen.

Bolivariansk revolution

Der er intet marxistisk i Chavez’ »bolivarianske revolution«. Revolutionens klassebasis er ikke den industrielle arbejderklasse, som for øvrigt også er meget lille i Venezuela. »Klassebasis« er snarere alle de, der ikke er medlem af nogen klasse, det Marx kaldte »pjalteproletariatet«. Det er favelabeboere, jordløse bønder og det store serviceproletariat af skopudsere og handlende i storbyerne.

Den nye forfatning for landet, som Chavez fik igennem ved folkeafstemning i 1999, er hverken marxistisk eller socialistisk. Udover energisektor og traditionelle statsforetagender skal der ikke ske nationaliseringer eller opretholdes samfundsejerskab. Tværtimod beskyttes foretagsomhed og privat ejendom, og man forsøger aktivt at hjælpe småforetagenderne i landet.

Revolutionære cirkler

Til gengæld giver forfatningen nye muligheder for direkte demokrati. Oppositionen forsøgte under den lange generalstrejke at få præsidenten til at gå af. Da det ikke lykkedes, ville man bruge forfatningen til at kræve folkeafstemning om præsidentens fortsættelse i embedet.

Chavez-tilhængerne forsøger i stedet at bruge de nye muligheder for demokrati til opbygning af forskellige former for deltagelsesdemokrati på lokalt plan. Nogle henter inspiration i Brazilien. Andre foregår i form af mobilisering af Favelabeboerne.

Fra regering og administration er der udsendt retningslinjer for, hvordan man danner de såkaldte Circulos Bolivarianos – Bolivianske cirkler. Det er en slags naboskabsorganisering, der både gør det muligt at støtte folk socialt, men måske også at bruge dem som led i folkelig mobilisering til støtte for regimet.

Udover at de skal »deltage i de sociale og politiske kampe« skal Círculos Bolivarianos også »løfte det sociale medborgerskab, lave en solid politisk og ideologisk uddannelse for alle medlemmerne og danne revolutionære kadrer, der er loyale, åbne, kreative, effektive og participative«. (For Fædrelandet og med Præsident Chávez, Los Circulos Bolivarianos, http://www.geocities.com/redbolivar...)

Der er mange måder, man kan forestille sig et regime vil kunne bruge denne sociale Emma Gad til en organisering af de fattige, der kan komme til at indeholde fascistoide træk. På dette plan kan man godt nære frygt for, at det kan risikere at kamme over, og der kan komme til at ske overgreb på menneskerettigheder. På den led er en del af middelklassens frygt for Chavez måske ikke ubegrundet.

Fortilfælde

Hugo Chavez er en ret unik politisk skikkelse. Ligner han Castro, som han ofte har mødtes med, og hvis politik indadtil og udadtil han støtter? I det omfang, Castro kan beskrives som kommunist, ligner Chavez ikke Castro, men nok i sit syn på Verdens tilstand. Der er også nogle ligheder i karismatisk ledelsesstil.

Et af de nærmeste fortilfælde er måske Juan Domingo Peron i Argentina i 1940’erne og 50’erne. Peron havde imidlertid en klassebasis i den argentinske arbejderklasse, som var ret stor på det tidspunkt.

Chavez ligner ikke Lula da Silva, selv om de nok deler mange af de samme reformsocialistiske politiske mål. Lula da Silva er udsprunget af en stor braziliansk arbejderklasse og har på det nærmeste allieret sig med det magtfulde Sao Paolo industriborgerskab for udformning af en mere nationalt funderet industripolitik. Der er i Brazilien lagt op til en ›social kontrakt«, der inddæmmer de samfundsmæssige modsætninger.

Af Gregers Friisberg