Faglige tillidsfolk opfordrer til at diskutere lærerkonflikt på arbejdspladserne. Aktivister annoncerer afspærring af Kommunernes Landsforening. Og forældre organiserer fælles pasning af skolebørn.
– Vi opfordrer tillidsrepræsentanter og fagligt aktive til at tage lærerkonflikten op på arbejdspladserne. Både for at diskutere, hvordan man klarer børnepasning under konflikten, men også for at diskutere, hvordan man kan give støtte til lærerne, siger Mikkel Nonboe fra det københavnske netværk for tillidsvalgte, FagligTillid, til Modkraft.
– Vi opfordrer til, at arbejdspladserne bakker op bag Dansk Lærerforenings initiativer, blandt andet med henvendelser til borgmestre og politikere, siger han.
Besøg Danmarks Lærerforenings hjemmeside med vejledning i politikerhenvendelser.
FagligTillid holdt mandag den 18. marts et møde for københavnske tillidsfolk, hvor konflikten blev diskuteret. Resultatet er, at netværket tirsdag den 26. marts har udsendt en mail til tillidsfolk i Københavns-området, hvor man tilbyder at kunne formidle kontakt til oplægsholdere om lock-outen og konflikten mellem de offentlige arbejdsgivere og lærere/undervisere, der er blevet sendt hjem fra arbejde.
I løbesedlen støtter tillidsfolkene utvetydigt op om lærerforeningens kamp mod det, Kommunernes Landsforening og finansminister Bjarne Corydon kalder »normalisering« af arbejdstiden.
En normalisering med 37 timers uge, fem ugers ferie mv. ville, hedder det i løbesedlen, »være et farvel til en folkeskole, der vil indrette sig efter det omgivende samfund, og i stedet ville alle børnefamilier blive tvunget til at indrette sig efter folkeskolen«.
Læs også artiklen »Lærere besvarer lock-out med aktioner« på Modkraft
Tillidsfolkene afviser derfor, at konflikten handler om normalisering:
»KL [Kommunernes Landsforening, red.] og regeringen har i forening kun to hede ønsker i forhold til lærernes arbejdstid - ingen af dem handler om normalisering: 1. Den ændrede arbejdstid skal med regeringens egne ord sikre 1,5 millioner ekstra arbejdstimer - betalt af lærerne. 2. Ledelsen skal kunne diktere arbejdstiden over for den enkelte lærer - uden lokal forhandling med en tillidsrepræsentant eller muligheden for at lave aftaler«.
Og tillidsfolkene spørger: »Hvem er de næste, der bliver udsat for et tilsvarende pres? Svaret er desværre allerede givet af regeringen, da den i februar lancerede den såkaldte 'Vækstplan.dk' - her skal der nu hentes 12 milliarder kr. årligt på bl.a. ændrede arbejdsregler på det offentlige område frem mod 2020.«
Aktivister har i ugen op til påske på Facebook annonceret en støtteaktion til fordel for de lock-outede lærere, der skal finde sted onsdag den 3. april. Aktivisterne kalder aktionen »KL er giftig - vi spærrer det af«
Aktivister skriver, at KL's kamp mod lærerne er »giftig for læring, elevtrivsel og arbejdsforhold. Af den grund ser vi os nødsaget til, ligesom man gør med andre giftige og farlige områder, at afspærre KL's hovedkvarter.
Onsdag den 3. april vil vi således vikle afspærringstape rundt om KL's bygning i Weidekampsgade«.
Se opslag om aktionen på Modkrafts kalender.
Lock-outen har desuden fået flere forældre-netværk til at begynde at organisere fælles børnepasning. I landsbyen Voerladegård uden for Skanderborg, har forældre taget initiativ pasning i landsbyens forsamlingshus.
Rikke Bay, der er forælder til et barn i landsbyens folkeskole, forklarer:
– Vi kan se, at mange vil komme i problemer, hvis konflikten trækker ud. Her i byen er der mange, der skal køre langt for at komme på arbejde, og vi har derfor taget initiativ til fælles pasning, siger hun til Modkraft.
I er ikke bange for at underminere konflikten?
– Nej, vi opfatter det som en støtte til lærerne. Der er faktisk lærere, der har tilbudt at komme og hjælpe til med pasningen. Det er jo ikke lærerne, der har valgt at gå ud i konflikt.
Er det en forudsætning for at være med i pasningen, at man støtter lærerne?
– Det har vi ikke diskuteret. Vi har taget initiativet for at løse et praktisk problem, siger hun.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96