Oprør imod nyliberal politik i Bolivia

Ekstra indkomstskat

Bolivia er lukket inde rent geografisk i den kæmpestore sydamerikanske landmasse. Landet har store naturrigdomme, bl.a. naturgas, men har haft svært ved at få etableret produktions- og distributionsfaciliteter. Det bliver også holdt fast i en skruestik af udenlandske økonomiske og politiske interesser.

Den bolivianske præsident Gonzalo Sánchez de Lozada, også kaldet Goni, og hans regering havde fremlagt forslag om en skat på godt 12 pct på alle lønninger over ca. 800 bolivarer om måneden (ca. 700 kr.).

Politi i strejke mod nedskæringer

Det ville ramme trekvart million lønmodtagere. Politiet, som er blandt de lavest lønnede af dem, der ville blive ramt af skatten, følte sig ekstra ramt, fordi der inden da var stillet krav om en lønforhøjelse på 40 procent for de laverelønnede politifolk.

Politiet reagerede den 12. februar med arbejdsvægring og faktisk mytteri, og de forskansede sig på politistationer i hovedstaden La Paz.

Herefter blev militæret sat ind, og det kom til kampe mellem militærenheder og politifolk på Murillopladsen lige uden for præsidentpaladset.

Opsparet vrede

Angrebet på politiet udløste en masse opsparede folkelige protester. Det bolivianske LO, COB (Central Obrera Boliviana), opfordrede til demonstrationer.

Der kom en bølge af strejker og protestaktioner over hele Bolivia den 13. februar, med krav om præsidentens afgang og et opgør med den neoliberale politik.

Den 15. meddeler regeringen, at de to dages forsøg på »statskup imod demokratiet« og »mord på præsidenten« (Cnnenespanol.com) i alt har krævet 27 dødsofre og langt over 100 sårede. På en pressekonference for den internationale presse fortæller præsidentens pressetalsmand Mauricio Antezana, at oprørsbevægelsen »inderst inde konspirerede imod præsidenten og ønskede hans afgang«.

Der blev derefter fremvist adskillige skudhuller i præsidentpaladset tykke mure, nogle af dem ganske få meter fra præsidentens skrivebord.

Mordergringoen

Der er imidlertid ikke tale om en hemmelig konspiration, men om ganske åbenlyse krav om præsidentens afgang.

Blandt demonstranterne kaldes præsidenten for »mordergringoen«. Han har opholdt sig mange år i USA, er forretningsmand, tilhører det hvide oligarki, der altid har regeret landet og taler spansk med amerikansk accent.

Snigskytter mod demonstration

En boliviansk iagttager skriver om begivenhederne den 13., hvor strejkende arbejdere i tusindvis er gået på gaden:

»Pludselig, efter at vores march var gået i gang, faldt en mand til jorden, og de, der kom til for at hjælpe ham, så, at han blødte fra et skudsår. Skuddet var fyret af samtidig med fyrværkeri fra demonstranterne. Derfor lagde ingen først mærke til, hvad der skete.

Før vi kunne komme os over chocket, faldt endnu en demonstrant, såret af en kugle. Man forsøgte at finde ud af, hvor kuglerne kom fra. Endnu en demonstrant faldt, og man så nu, hvor skuddene kom fra . De kom fra snigskytter, der af helikoptere var blevet anbragt på tagene. Blandt de døde var en sygeplejerske, der kom med en ambulance for at hente de sårede. En læge i samme ambulance blev hårdt såret af skuddene.« (Carlos Echazú: Una gran distorsión se cierne sobre la masacre del impuestazo. Diario Rebelión.)

Voldens rødder

Det kan være svært at forstå en sådan foragt for mennesker, der deltager i en lovlig politisk demonstration. Rødderne til denne foragt for menneskeliv ligger i Bolivias historie, de ekstreme økonomiske og sociale uligheder og landets etniske sammensætning.

Revolutionen 1952

Modsætningen mellem politi og militær er gammel i Bolivia. Den demokratisk-sociale revolution i landet fandt først sted i 1952. Ved den og senere lejligheder stillede politiet sig på moderniseringstilhængernes side, hvorimod militæret har en gammel tradition for at lægge loddet i vægtskålen hos det hvide oligarki.

Over halvdelen af Bolivias befolkning er af indiansk afstamning. En stor del af dem taler end ikke spansk. Det var derfor en stor »provokation«, da den intellektuelle Victor Paz Estenssoro og hans politiske parti Den nationalrevolutionære Bevægelse i 1952 forlangte lige og almindelig valgret, nationalisering af tinminerne og omfattende jordreformer.

Det lykkedes via en alliance med de organiserede minearbejdere at fravriste den siddende militærjunta magten.

950 dollars om året

Bolivia er i dag stadigvæk et af de fattigste lande i Latinamerika. Gennemsnitsindkomsten pr indbygger ligger på omkring 950 dollar (Danmark ca. 33.000).

Gennemsnitsindkomsten falder for øjeblikket, fordi befolkningen vokser hurtigere end produktionen. Hvis man måler efter, hvad man kan få for pengene lokalt, svarer købekraften per indbygger på 2.600 dollar. D

Den officielle arbejdsløshed i landet lå i 2000 på 7,6 pct. Der er imidlertid tale om en voldsom undervurdering, idet en stor del af befolkningen arbejder uden for den »officielle økonomi«. Den reelle arbejdsløshed er langt højere. Den har været stigende de sidste par år, hvor den økonomiske vækst er gået mere eller mindre i stå.

Godt halvdelen af befolkningen ligger under den officielle fattigdomsgrænse, og ca. 38 pct har kun 2 dollars om dagen at leve for.

Afsenderadresse: IMF

Regeringens forslag om ekstraskatten (»el impuestazo«) var i virkeligheden kommet fra Den internationale Valutafond, der midt under urolighederne havde en delegation boende på et af La Paz’ femstjernede hoteller.

Statsbudgettet kørte mod et underskud på 8,5 pct. Det forlangte IMF nedbragt til 5,5 pct - i første omgang. Regeringen fik ifølge de bolivianske medier valget mellem indkomstskatten eller en skat på benzin.

Ond cirkel

I lighed med flere andre latinamerikanske lande har Bolivia det med IMF, som en narkoman har det med stoffer. Man bliver nødt til at finansiere et stort importoverskud med udenlandsk låntagning. Samtidig er denne låntagning medvirkende til, at betalingsbalancen går mere og mere i minus, idet der skal betales renter af lånene. Dermed tvinges man igen til at gå tiggergang hos IMF.

Problemerne forværres af faldende priser på verdensmarkedet for de eksportvarer, landet sælger, og den økonomiske nedgang i USA, der gør, at det amerikanske marked strammer til.

Krig mod narko rammer bønder

USA kræver en voldsom indskrænkning i cocaproduktionen. Cocabønderne (Los cocaleros) vender sig voldsomt imod det, både fordi cocaproduktionen er deres overlevelsesmulighed, og fordi en betydelig del af cocaen ikke er bestemt til raffinering af kokain, men til tradtionelt konsum og medicinsk brug.

I starten af 2003 protesterede bønderne imod regeringens planer om begrænsning af produktionen ved at lave blokader af veje. Man lavede aktioner af den samme type som piqueterosbevægelsen i Argentina.

Ny guerillabevægelse

Regeringen svarede igen ved at militarisere Chapare-regionen, hvor cocaen dyrkes.

Kampene om cocaen førte til sammenstød mellem cocaleros og myndigheder, hvor 18 mennesker mistede livet. Der er blevet dannet en guerillabevægelse (Éjercito de la Dignidad Nacional, Hæren for national Værdighed), der bekæmper myndighedernes fremfærd imod cocaproducenterne.

Efter pres fra præsident Bush og de amerikanske myndigheder har man med magt forsøgt at destruere 57.000 hektar med cocadyrkning. Problemet set fra cocabøndernes side er, at man ikke får anvist tilstrækkelige alternative dyrkningsmuligheder. Valget står reelt for mange mellem cocadyrkning og sultedød.

Den bolivianske kongres har længe forsøgt at finde et kompromis, hvor det tillades at dyrke fra knap en tiendedel hektar til en hektar med coca på familiebrug.

Udstødte

Det er stadig ikke lykkedes de indianske befolkningsgrupper rigtigt at få del i den politiske magt. Mange af de hvide og mestitserne har ikke meget andet end foragt til overs for indianerne. De sidste har en højere fødselsrate, så der er nogle, der går og frygter, at befolkningen tipper for meget i den »forkerte« retning, så det kan gå hen og blive endnu sværere for de hvide at holde på deres magtmonopol.

De fattiges stemme

Indianerne var ellers lige ved at komme tættere på magten ved valget i sommeren 2002. Indianeren og lederen af cocadyrkerne Evo Morales fik med godt 20 pct af vælgerne bag sig næsten lige så mange stemmer som Goni.

Hans parti Movimiento al Socialismo (MAS, Bevægelsen for Socialisme) fik et pænt antal pladser i Kongressen. Evo Morales har siden udgjort en slagkraftig opposition. Problemet omkring cocadyrkningen foreslås løst ved, at der laves et foreløbigt moratorium for destruktionen af planterne, indtil et internationalt organ har set på og vurderet, hvad det er for en efterspørgsel, der bestemmer produktionen.

I et Bolivia, der traditionelt har været delt mellem de hvide og mestitserne på den ene side og det indianske befolkningsflertal på den anden, giver Evo Morales stemme til de udelukkede fattige folkemasser, der er marginaliserede af en globaliseringsproces, som ikke levner mange overlevelsesmuligheder. Evo Morales er blevet et symbol på kampen imod den neoliberale globalisering.

USA’s stemme

I 17 år har Bolivia forsøgt at følge anbefalingerne fra IMF uden at det har ført til særlige fremskridt for landet. Jord og rigdomme ligger fortsat hos de få.

Hvordan de hvide kan have magten i landet, forklares ved det klientelistiske politiske system. De fattige »købes« – eller trues - til at stemme på bestemte partier og politikere.

Før valget i sommeren 2002 blandede den amerikanske ambassade sig, idet ambassadøren anbefalede, at man afholdt sig fra at stemme på Evo Morales og MAS. Det er ikke altid, amerikanerne er så direkte. I dette tilfælde har man fundet det nødvendigt, fordi Evo Morales og MAS i lang tid så ud til at ligge relativt lavt i meningsmålinger. Pludselig røg vælgeropbakningen i vejret, og man har fra amerikansk side måttet gå ud hurtigt.

Lover fortsatte protester

De folkelige bevægelser og fagforeninger, der organiserede demonstrationerne 12.-13. februar, har opfordret til en fortsættelse af protesterne. I et opråb fra »Folkets Generalstab« (Rebelion.org 15.2.) forlanger man præsidentens afgang. Og man forlanger en ændring af den neoliberale politik, hvor transnationale firmaer sætter sig på landets råstofrigdomme og de privatiserede statsforetagender.

Man forlanger endvidere en omfordeling af jorden, og at territoriale rettigheder for traditionelle indianske folk respekteres.

Af Gregers Friisberg

Besøg Rebelion (spansk)

Læs mere på IndyMedia Argentina (eng.)