Ny konfrontation i Chiapas

San Cristobal de Las Casas – I de seneste par måneder er regnskovsområdet Lacandonjunglen, med det tilhørende naturreservat Montes Azules (De blå bjerge) kommet på forsiderne i Mexico. Her er opstået en række ulovlige bosættelser, de fleste med tilnytning til den zapatistiske oprørsbevægelse EZLN.

Myndighederne forsøger at håndtere sagen som et miljøsprøgsmål, men zapatisterne mener, at det i virkeligheden drejer det sig om to ting: dels er bosættelserne en hindring for udenlandske investeringer, dels drejer det sig om at få gjort op med EZLN.

Den første tvangsrydning

Den første rydning fandt sted den19 december, hvor en gruppe på 26 – 17 af dem børn – frivilligt lod sig fragte til den nærliggende by Comitán.

Resten af bosættelserne har annonceret at de ikke har i sinde at lade sig tvansgflytte, lige som EZLN’s generalstab i et kommuniké har tilsagt ubetinget støtte. Det kan gå hen og blive en opliven af de direkte krigshandlinger i Chiapas. Mange mener, at Fox kun venter på at krigen mod Irak indtager avisernes forsider.

Modkraft tog med et par af de tvangsforflyttede bønder tilbage til de marker, de nu ikek længere kan dyrke.

Mateo i de blå bjerge

Mateo sakker lidt bagud, det virker som om han falder i staver. For omkring tre måneder siden ankom han og de andre til Lacandona junglen i Chiapas, hvor de lige akkurat nåede at få ryddet en boplads på størrelse med en håndboldbane, og at få sået fem hektar majs og bønner, omtrent mad nok til et år.

Mateo forlader den totalt ødelagte boplads og styrer mod markerne.

– Se hvor meget majsen er vokset, siger han.

Hans øjne bliver fugtige. Han behersker sig, for blandt chol-indanerne er det ikke velset at voksne mænd græder eller beklager sig. Men markerne, resultatet af ugers hårdt arbejde, er nu spisebord for dyr og hvem der ellers måtte komme forbi.

Portræt af en miljøødelægger

Mateo kommer nærmere, siger nogle ord til sin kammerat Domingo og forsvinder tilbage i regnskoven for lidt senere at dukke op igen.

– Bladene hér kurerer slangebid. Man koger en håndfuld i en liter vand og drikker en skålfuld hver 8. time. Hvis man bliver bidt af en slange har man ikke megen tid at løbe på....og man skal bevæge sig meget langsomt! Du har 6 timer til at finde planten, men hvis du skynder dig for meget, så dør du bare hurtigere!

Mateo får øje på endnu flere plante.

– Denne helbreder hjertesorg… og denne er god for nyrerne. Her er een, som gør blodet tyndere... og denne her kan mapacherne godt lide at spise!

Mateo nåede at bo 2 måneder i regnskoven, men det var nok til at vide, hvor man kan finde de planter, der tiltrækker de forskellige dyr og hvilke, der kan helbrede. Han nåede lige at få tid nok til at kende hver krumning på den nærtliggende flod.

Mateo fortæller at majs- og bønnemarkerne bliver dyrket i tre-årige sædskifter. Derefter ligger jorden brak i fem-seks år.

– Så er marken groet til igen og løvfaldet, der omdannes til muld, bevirker at vi ikke er nødt til at bruge kunstgødning. Hvorfor skulle vi slå jorden ihjel… Der skal da være noget til vores unger. Hvis ikke: Hvor skal de så dyrke deres majs? Man er nødt til at passe på Moder Jord.

Sovesalsindianere

Mateo bliver væk igen. Da han kommer tilbage har han hænderne fulde af planter, blade og rødder i alle mulige farver og størrelser.

– I går gik jeg en tur i byparken i Comitán. Men der fandt jeg ikke noget. Der er nogle gode planter på markedet, men der koster de penge.

Mateo har sammen med de 25 andre fra hans gruppe siden den 19. december 2002 boet på to sovesale i en institution i Comitán i den mexicanske delstat Chiapas. Gruppen bestod af ni voksne. Resten er børn.

– Vi var nødt til at lade os tvangsforflytte, siger vennen Domingo.

– Var vi ikke frivilligt gået med til det, så havde de sat hæren ind imod os. Det kunne vi ikke byde ungerne!

Under anklage

Da gruppen ankom til Comitán, fik de lovning på at det blot drejede sig om en overgang, allerhøjst 3 måneder. Så skulle myndighederne nok finde 20 ha erstatningsjord eller i det mindste arbejde til dem. Men nu er der gået mere end en måned og det ser ikke ud som om der sker noget.

Til gengæld har Domingo og Mateo stadig en arrestordre hængende over hovedet. Officielt lyder anklagerne på at de har «forårsaget miljøødelæggelse«.

Efter vi har sagt farvel til hinanden tilbage i Comitán, kan man se Mateos og Domingos duknakkede skikkelser forsvinde i mørket. Og de er er triste: Institutionsliv med maden serveret tre gange dagligt er ikke drømmen hverken for en bonde eller en curandero (indiansk medicinmand). Her er ingen træer, her er ingen dyr, ingen tilgroede stier, der venter på at blive udforskede, ingen vandløb, som skal krydses, ingen jord at dyrke!

De, som anklager Mateo og de andre, er i første række indbyggerne i Lacandona junglen, Lacandón–folket. Denne befolkningsgrupper hævder at være regnskovens oprindelige indbyggere... hvilket ifølge nogle eksperter er lidt af en tilsnigelse.

Oprindelige tilflyttere

Officielt fik Lacandonfolket overdraget omkring 600.000 ha regnskov i 1971 af den daværende mexicanske præsident Luis Echeverria, på trods af at der på dette tidspunkt levede betydelige kontingenter af Chol–indianere i området. Ved overdragelsen blev de nye »ejere« samtidigt omdøbt til »Lacandon-folket«.

I virkeligheden kommer de fra Yucatan-halvøen og hed »Caribes«, mens de oprindelige indbyggere blev udryddet af de spanske erobrere. Det menes at de sidste 2 »ægte« beboere fra Lacandonjunglen døde i fangenskab Guatemala i 1772.

Den belgiske historiker Jan de Vos:

»Caribesfolket har aldrig været i stand til at fremvise dokumenter eller for den sags skyld blot ruiner, der kan påvise at de er de oprindelige indbyggere. Det hænger sammen med det faktum at Caribes-foket ikke stammer fra Lacandonjunglen, men kommer fra området omkring Campeche. Det vil i realiteten sige at også Caribesfoket er kolonisatorer, eller illegale indvandrere.

Hertil kommer at de aldrig officielt har gjort krav på dette enorme område. Faktisk gjorde de kun krav på jord til de tre befolkningsgrupper, der tilsammen i dag hedder Lacandon.«

Miljøvenner med forbindelser

Conservation International er den anden »anklager« på mateos og Domingos sigtelse.

Ifølge denne internationale NGO udgør de omkring 60 ulovlige bopladser, der pt. findes i Lacandona junglen, en økologisk fare.

Men kritiker egør opmnærksom på, at Conservation International tilsyneladende har overset, at de mexicanske myndigheder i forbindelse med den »grønne revolution«, der startede i 1960´erne, har anvendt nærmest ubegrænset mængder af kunstgødning i regnskovsområderne. Der er i hvert fald ikke kommet tilkendegivelser eller protester fra Conservation International´s side.

Og det er måske ikke så mærkværdigt: Conservation International finansieres af blandt andre det mexicanske forretningskonsortiumv Grupo PULSAR, der bl.a. hengiver sig til fremstilling af kunstgødning.

Af andre medejere af Conservation International kan nævnes Walt Disney Co, McDonald’s, Ford Motor Co og oliekoncernen EXXON.

Økologi med femstjernet komfort

En af Conservation Internationals vigtigste projekter i Lacandonjunglen er den såkaldte økologiske turisme.

Det er meningen af transportere grupper af økologisk bevidste mennesker ud i regnskoven, hvor de skal udsættes for myggebid og heftigt regnvejr. For ikke at komme til at lide unødig overlast, har man bygget et 5-stjernet hotel midt i junglen, hvor de bevidste kan rekreere sig i hotelværelser i 500-dollars klassen.

Det kan ifølge de besættende indianere og deres allierede forekomme noget anstrengt, at Conservation International bekymrer sig så meget om den miljøfare, en håndfuld jordløse bønder udgør, og samtidig er blinde for, at turisme næsten automatisk repræsenterer en voldsom miljørisiko.

Og måske er det heller ikke hvad det i virkeligheden drejer sig om: Langt de fleste af de ulovlige bosættelser i Lacandon-junglen er erklærede zapatister... og de har slået sig ned i områder, der tilhører de mest interesante ud fra et investeringssynspunkt.

Her findes enorme olieresourcer, her er uran og andre mineraler, lige som regnskovens biodiversitet og plantemedicin tiltrækker de udenlandske farmaceutiske virksomheder.

De ulovlige bosættelser er en forhindring for at få sat gang i præsident Fox gigantiske såkaldte »sociale udviklingprojekt« Plan-Puebla-Panama. Ifølge kritikerne er det er sagens kerne, selv om Conservation International og de mexicanske myndigheder ikke har lyst til at sige åbenlyst.

Af José Juan Cárdenas og Erik Pedersen, Monsun