– Efter et års forberedelser og efter grundig dialog med politiet, var det rystende at opleve, at alle de tilkendegivelser politiet var kommet med, ikke var meget værd, da det gjaldt, siger Knud H. Nielsen, der sad i ledelsen for den internationale demonstration.
– I vores øjne har politiet fået et troværdighedsproblem. Så af hensyn til fremtidige demonstrationer er det meget vigtigt for os at komme til bunds i, hvad der gik galt.
Hyggelig og opløftende demonstration
Ifølge rapporten var demonstrationen med omkring 10.000 deltagere en »hyggelig og opløftende vandring i byens gader«, men for ledelsen var der tale om »en meget svær og sindsoprivende proces«.
Det skyldtes især svære kommunikationsvanskeligheder med politiledelsen. Vanskeligheder, der bundede i dels teknik dels i forståelsen af hinanden. Således nægtede politiledelsen adskillige gange, at der var civile betjente tilstede i demonstrationen på trods af gentagne observationer af disse.
Rapporten hæfter sig også ved det store antal synlige kampklædte betjente, der optrådte flere steder på ruten på trods af politiets forsikringer om, at betjentene ville være meget lidt synlige under demonstrationerne.
Endelig nævner rapporten eksempler på betjente, der nægtede at dirigere trafikken, således at demonstranterne selv måtte standse de trafikanter, der ikke respekterede demonstrationen.
Alt i alt konkluderer rapporten, at politiet overtrådte samtlige indgåede aftaler, mens demonstranterne derimod overholdt dem alle.
Civilklædte betjente frabedes
Initiativet for et andet Europa, der består af mere end 40 danske og udenlandske organisationer, vil nu sende rapporten til statsadvokaten, der i forvejen undersøger, om betjente overtrådte maskeringsforbuddet.
Erfaringerne fra december får arrangørerne fra Initiativet for et andet Europa til helt at frabede sig de civilklædte betjentes tilstedeværelse under nogen form i fremtidige demonstrationer.
– Deres påklædning og maskering gjorde det muligt for dem at tage sig nogle friheder over for en lovlig demonstration, som uniformerede betjente aldrig ville være sluppet afsted med, siger Knud H. Nielsen.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96