Venezuela: Borgerskabet på barrikaderne

Fra Plaza Francia i byens østlige del, hvor de rige bor, til det vestligt beliggende centrum af Caracas tager det med metroen omtrent 24 minutter. Alligevel er der verdener til forskel mellem disse to bydele. Tager man fra den ene bydel til den anden, er det som at betræde en ny planet.

Står man af på metrostationen Capitolino, er man midt i de fattiges kvarter – straks omgivet af tiggere, deriblandt mange unge kvinder med deres babyer på armen og en uendelig strøm af gadehandlere. Området er en kæmpe labyrint af smalle gader, hvor salsamusikken drøner døgnet rundt med afsindigt høje decibel fra skrattende stereo-anlæg. For enden af dette kaotiske inferno ligger præsidentpaladset Miraflores.

Også politisk er der verdener til forskel mellem øst- og vestdelen af Venezuelas hovedstad. Således er den indre by stedet, hvor præsident Hugo Chávez rekrutterer sine tilhængere. For gadehandlerne og deres familier er hverdagen en altomfattende eksistenskamp. Landets enorme olierigdom er for dem bare en abstrakt myte, som de godt nok har hørt om, men aldrig har fået gavn af.

»Chavez, skrub af til Cuba«

Den velpolerede, rige østlige bydel omkring Plaza Francia er derimod centrum for oppositionen mod præsidenten og hans flertalsregering. På pladsen har hans modstandere nu camperet i en måned under en stor transparent med påskriften »Chavez, skrub af til Cuba«.

Elegante kvinder kører rundt i åbne sportsvogne, vifter med nationalfanen og råber »frihed, frihed!«, mens de filmer hinanden med videokameraer.

Borgerskabet er på barrikaderne mod en venstrepopulistisk præsident, som sværmer for den anti-kolonialistiske frihedshelt Simon de Bolivar. Den foreløbigt sidste koncentrerede aktion mod Chavez-regeringen fandt sted den 2.- 4.december 2002.

Arbejdsgiverforeningen Fedecamaras og den højreorienterede faglige landsorganisation CTV kaldte i fællesskab til generalstrejke. Omkring 15 pct. af Venezuelas lønarbejdere fulgte denne opfordring. En del af de strejkende deltog dog ufrivilligt i aktionen som følge af arbejdsgivernes lock-out.

Nogle dage senere fulgte flere tusinde oppositionstilhængere arbejdsgiverforbundets opråb og demonstrerede mod Chavez-regeringen. Demonstranterne angreb målrettet forretningsdrivende, der nægtede at tilslutte sig strejken, nedbrændte kommunale busser, byggede barrikader og smurte olie på motorvejene i og omkring Caracas.

Mod-mobiliseringen

Den 7.-8. december 2002 overtog hæren, støttet af flere tusinde mennesker, kontrollen med olieraffinaderierne og udskibningshavnene.

Landets handels- og fiskeriflåde har tilbudt regeringen sin støtte for at erstatte de strejkende skibsofficerer og skibskaptajner. På en del skibe gjorde besætningen direkte oprør mod skibsofficerenes strejke og overtog ganske enkelt skibene.

På universitetsområdet blev venstreorienterede studerende og lærere ved starten af strejken truet og chikaneret af oppostionsgrupper, indtil det lykkedes at smide disse grupper ud af de fleste af landets universiteter.

De folkelige organisationers dilemma

De autonome basisorganisationer i slumkvarterene, landløse bønder, kulturarbejdere, fagligt aktive, pjalteproletariatet og en række kvindekomitéer støtter på forskellige måder regeringen Chavez, fordi den er påbegyndt at omfordeline til fordel for landets fattige flertal.

Disse folkelige organisationer har været istand til at mobilisere stadig flere mennesker mod de velhavendes og de højreorienteredes undergravning af regeringens handlekraft. På længere sigt er det disse basisorganisationer, der udgør den eneste reelle modmagt mod de økonomiske magthaveres sabotagekampagne. På trods heraf har regeringen flere gange opfordret til »at bevare roen«, med den begrundelse, at »regeringen har fuld kontrol over situationen«.

Præsident Hugo Chavez erklærede i starten af december 2002, at strejkerne mod regeringen er mislykkedes på grund af militærets tilstedeværelse og kontrol. Chavez største politiske svagheder er hans regerings manglende politiske perspektiver samt hans ambivalente forhold til folkelige mobiliseringer.

Ifølge venstreorienterede kilder sætter Chavez-regeringen mere sin lid til de progressive dele af statsapparatet end til de folkelige bevægelsers mobiliseringer, når det gælder om at gennemføre og forsvare de nødvendige sociale forandringer.

Venezuela – et nyt »Chile 1973«?

På trods af oppositionens begrænsede mobiliseringsmuligheder er landet i overhængende fare for en blodig konfrontation mellem regeringens støtter og en stærkt højre-orienteret militærfløj, som åbenlyst kalder til en militær afsættelse af Chavez-regeringen.

Denne militærfløj støttes af det magtfulde arbejdsgiverforbund og af et fagforbund, som ledes af den ekstremt anti-socialistiske »blodhund« Carlos Ortega samt af landets mægtige finansbaroner, der kalder sig selv for »oliens mænd«. Sidstnævnte har Chavez-regeringen frataget deres tidligere kontrol over landets statslige olie-selskab PDVSA.

Skønt Bush-administrationen ganske åbenlyst støtter den borgerlige oppositions forsøg på at styrte Chavez-regeringen, er det langt fra sikkert, at USAs magthavere på grund af deres aktuelle udenrigspolitiske fokus på Irak vil støtte et militært kupforsøg i Venezuela i øjeblikket.

I over 40 år har PDVSA, den olieproducerende gigant været en stat i staten, som kontrollerede stort set alle landets store partier, fagforeninger og hele erhversliv.

Skønt Venezuela er verdens fjerde største råolieeksportør, lever 80 pct. af landets befolkning i dyb fattigdom. Det er denne del af befolkningen Chavez får sin opbakning fra. For de kender også Caracas’ borgerlige østdel ganske godt: som gartnere, tjenestepiger eller rengøringskoner.

Om det vil lykkes at forhindre et kup à la Chile 1973 under general Pinochet, der myrdede og udryddede den chilenske venstrefløj og gennem mange år forhindrede enhver anti-kapitalistisk og/eller kritisk opposition, er ikke mindst afhængig af omfanget af den folkelige mobilisering og modstand.

Af autonomi-kollektivets info-service

Kilder:

* »analyse und kritik«, nr. 468, (venstreradikalt tidsskrift fra Hamburg).

* TAZ 4/5. januar 2003 (progressivt dagblad fra Berlin).

* Il Manifesto, 7. januar 2003 (venstreradikalt dagblad fra Rom).

Læs også Modkraft-artiklen »Politi dræber regeringstilhængere«

Læs analyse af USA’s politik i Venezuela fra From The Wilderness