Annonce

8. januar 2003 - 18:43

Venezuela: Politi dræber regeringstilhængere

De to unge mænd, der blev dræbt af skud, var medlemmer af regeringspartierne PPT og MVR. Ifølge parlamentsmedlemmet Dario Vivas blev den 23-årige Jairo Gregorio Moran og den 24-årige Oscar Aponte Gomez ramt af skud i henholdsvis ryg og nakke. Skuddene kom fra skytter på hustage.

Episoden skete i fredags, da tusindvis af oppositionstilhængere samledes ved Caracas‚ største militærforlægning. De krævede en af generalerne bag det fejlslagne militærkup den 11. april 2002 frigivet. Tilhængere af Chavez-regeringen forhindrede demonstrationen i at nå frem til dens mål, hvorefter moddemonstranterne blev angrebet af politiet med tåregas og skydevåben.

Borgmesterens politi

Ifølge undervisningsminister Aristobulo Isturiz var det udelukkende medlemmer af Caracas-politistyrken Policia Metropolitana (PM), der

anvendte skydevåben ved sammenstødet. PM-styrken adskiller sig fra landets øvrige politifolk ved at være underlagt den højreorienterede

Caracas-borgmester Alfredo Peña.

Anklagen mod PM-styrken underbygges af videooptagelser, der blev vist i

programmet »Diálogo abierto« på TV-kanalen VTV. Optagelserne viser, at bevæbnede civilklædte PM-betjente optræder sammen med deres uniformerede kolleger. En sekvens viser også, at en betjent forsøger at skjule sine hænder og skydevåben, da han bliver klar over, at han bliver filmet. Samme betjent har øjensynligt forinden afgivet skud med sit våben.

Samme mønster som ved kuppet

Videooptagelserne er vigtige, fordi de bekræfter regeringens anklager mod

oppositionen for at anvende provokationer og PM-betjente til at sabotere

demokratiet og freden i Venezuela.

Under det fejlslagne kupforsøg i april i fjor anbragte kupmagerne

snigskytter på hustagene i nærheden af præsidentpaladset Miraflores.

Snigskytterne beskød en menneskemængde på over 30.000 personer, der havde samlet sig om Miraflores for at forsvare præsidenten.

Tilhængere af Chavez besvarede ilden fra hustagene og billeder fra den

sidste del af denne episode blev senere bragt af medier over hele verden.

Kupmagerne brugte billederne som bevis på at Chavez-styret koldblodigt

angriber sit eget folk. Ved senere undersøgelser kom det frem, at det

overvældende flertal af de dræbte var Chavez-tilhængere – lige som under

tumulterne i fredags.

Sørgende angribes

Men Venezuelas privatejede TV-kanaler, radiostationer og dagblade bragte ingen anklager mod PM-politikorpset eller dets chef

oppositionsborgmesteren Alfredo Peña. I stedet blev den korrupte LO-boss Carlos Ortega, der også er Chavez-modstander, citeret for en makaber anklage mod Chavez for at være ansvarlig for mordene på sine egne tilhængere.

- Jeg håber, at mordet på min bror ikke bliver bare endnu et navn på en

lang liste, men at der bliver skabt retfærdighed, sagde María Del Socorro

Morán, søster til Jairo Morán, en af de to skuddræbte, til nyhedsbureauet

Venpress.

Chavez er før blevet kritiseret for ikke at slå tilstrækkeligt hårdt ned på den voldelige højre-opposition.

I lørdags samledes sørgende og titusinder af regeringstilhængere i Caracas

gader til et demonstrationsoptog. De sørgende blev igen angrebet af

PM-korpset, der påstod, at betjentene var blevet beskudt. Påstanden blev senere afvist af indenrigsminister Rangel.

Af Dick Emanuelsson. Oversat fra Liberacíon af Modkraft

Læs også analyse fra autonomi-kollektivets info-service

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce