Med venner som disse…

Siden 1990 har Nicaraguas regeringer ført sin økonomiske politik i samarbejde med Verdensbanken og den Internationale Monetære Fond. Det har været betingelsen for at kunne få internationale lån og udviklingsbistand.

For et forgældet land som Nicaragua har det betydet, at disse institutioner, og dermed reelt USA og EU, har dikteret landets økonomiske politik. Det har påvirket bønderne i Esquipulas på en lang række måder.

Jord

De fyrre familier, der har sluttet sig sammen i »Ramiro Sanchez« kooperativet, dyrker kaffe, bønner og majs. Nogle har også et par stykker kvæg. Alle bønderne fik jord under en jordreform, som den revolutionære sandinistregering lavede i 80-erne. Før da var de landarbejdere uden jord.

I Esquipulas har flertallet af siden 1990 været tvunget til at sælge jorden igen, nogle på grund af politisk pres fra de forhenværende godsejere, andre på grund af gæld eller som en sidste udvej for at rejse penge til mad og medicin.

Den proces, at mere og mere jord igen samles på store selskabers og godsejeres hænder, har haft medvind af, at staten siden 1990 har arbejdet for et frit jordmarked. Det har blandt andet resulteret i stigende jordpriser, og konsekvensen er, at store godsejere og landbrugsselsskaber nu opkøber meget af den jord, som desperate småbønder sætter på markedet.

Det, der for et u-land svarer til et socialt sikkerhedsnet for de allerfattigste, en statslig jordbank, der opkøber jord og sælger den til jordløse bønder , findes ikke længere.

Larm

Før regeringsskiftet i 1990 var bønderne organiseret i kooperativbevægelsen. Men politisk usikkerhed og økonomisk fallit tvang den gang de fleste kooperativer til opløsning.

Nogle af de »overlevende« bønder slog sig i 1999 sammen igen for nemmere at kunne få lån til deres produktion. De administrerer i dag et kollektivt lån på i alt ca. 30.000 kroner. Det er første gang i 10 år, at de har haft adgang til lån.

Om fordelen ved at være organiseret igen siger Nicasio Jarquin:

– Tyve mand sammen kan lave mere larm, end én kan alene.

De 30.000 kroner, som kooperativet har lånt af en privat udenlandsk bistandsorganisation, er langt fra tilstrækkelig til at finansiere bøndernes årlige produktion, men det er den eneste finansiering, de har kunnet få.

Penge

Det er typisk for lånemarkedet i Nicaragua, at småbønder stort set er overladt til u-landsbistand.

Siden 1990 har regeringen gjort sit for at skabe et frit kapitalmarked. Det har betydet, at den statslige udviklingsbank, som småbønderne før havde adgang til, er blevet lukket. Lånemarkedet er i stedet overladt til private banker, som sjældent ser en fordel i at låne til småbønder.

Verdensbanken, regeringen og USA’s bistandsorganisation USAID er enige om, at landets eksport, der skal sikre, at den store u-landsgæld kan betales, klarer sig bedst gennem landbrugsselskabernes og godsejernes store bedrifter, ikke gennem de små familiebrug. Bistand fra regeringen, Verdensbanken og USAID til produktionen er derfor blevet formidlet af godsejernes organisationer og de private banker – som tilfældigvis også er regeringernes politiske støtter og venner.

Priser

Kaffe er normalt den afgrøde, der sikrer penge til medicin, tøj og støvler og til at betale af på gæld. Men kaffepriserne har de sidste år ligget under produktionsomkostningerne. Alligevel er bønderne blevet ved med at høste kaffe:

– Selv om vi intet tjener på det, er bonden tvunget til at sælge, når høsten er inde, for dog at få lidt penge mellem hænderne, siger Isodoro Dormuz.

Bønderne giver det internationale kaffemarked skylden for de stærkt svingende kaffepriser. Og det internationale kaffemarked er direkte påvirket af EU’s og USA’s aftaler i verdenshandelsorganisationen WTO. For at sikre forbrugernes interesse er producentlandene for kaffe blevet pålagt ikke at aftale produktionskvoter, der kan holde kaffepriserne stabile.

De fattiges venner

EU og dets medlemslande, deriblandt Danmark er overbeviste om, at det frie marked giver de bedste forudsætninger for økonomisk udvikling på lang sigt, også blandt de fattige. Foreløbigt er der gået 10 år, med liberalisme uden at de fattige i Esquipulas endnu har kunnet drage fordel af »det lange sigt«.

Som et plaster på såret har Danmark igennem Danida støttet den nicaraguanske kooperativbevægelse for, at småbønderne bedre kan udnytte det frie markeds muligheder. Derudover har Danmark i Verdensbanken med et vist held talt for, at staten forsat skal varetage et minimum af sociale opgaver omkring uddannelse og sundhed for de allerfattigste.

Men samtidig har Nicaraguas borgerlige regeringer gennem beskatning og bureaukratiske krav i selskbaslovgivningen gjort gjort livet så svært som muligt for sine politiske fjender – bondebevægelsens organisationer.

Og privatiseringer af televæsen, elvæsen, og dele af sundhedsvæsenet, som de vestlige domorer har krævet som betingelse for at fortsætte støtten, samt brugerbetaling indenfor skolevæsenet, betyder, at det trods de pæne ord om statens sociale rolle er blevet dyrere at være bonde i Nicaragua. De sociale tjenesteydelser kommer sjældent særlig langt ud på landet, hvor der er få betalingsdygtige kunder. Når de endelig gør det, er det så dyrt at benytte dem, at mange ikke har råd.

Af Sven Gårn Hansen