Image is Nothing

– Vi må altså ikke tale med pressen, så jeg skal først spørge om lov til at udtale mig.

Tjenerne i den superluksuriøse pressebuffet har klare instrukser: Kun chefen taler med journalister. I betragtning af, at jeg befinder mig i verdens aktuelle medienavle – det internationale pressecenter i Bellacenteret – virker det besynderligt at møde et sådant ytringsforbud.

Men den midaldrende kvindelige tjener taler alligevel – måske som en slags civil ulydighed? Og så har man lov at være anonym. Som alle de andre tjenere har hun vildt travlt, men hun synes, det er spændende at være del af en historisk begivenhed.

– Jeg går ind for EU, siger hun med entusiasme i stemmen.

– Jeg synes, det er godt, vi er med. Og jeg håber også, at Tyrkiet kommer med. Det er bedre, end at de kommer ned til den arabiske verden. Vi har alligevel så mange muslimer i Danmark, så det kan ikke gøre noget. De skal selvfølgelig lave nogle ting om – men det skal Polen og de andre jo også.

Pressecenteret er næsten en parodi på alverdens fordomme om den journalistiske højadel. Alt er poleret og toptunet. Ulasteligt klædte og iført mængder af live-on-the-air-sminke skiftevis svæver og stresser de rundt til og fra presserum og kameraspotlight.

Her bevæger man sig i begivenhedernes centrum. Og bliver opvartet.

– Mangler du noget?

Jeg når kun at kaste et enkelt blik på en sodavand, før en kokkehueklædt mand står parat.

– Øhh, jeg skal bare have noget vand.

Overfloden fremprovokerer en irrationel beskedenhed. Måske er jeg bare misundelig. Bordene flyder over af rejer og rødvin. En sikkerhedsbetjent skuler. Bellacenterets eneste hættetrøje vækker opsigt.

– Jeg vil ikke have mit navn i avisen, siger garderobedamen.

Hun er 54 år. Helt vildt træt, og helt vildt sød. Hun vil egentlig ikke interviewes, men da hun ser et eksemplar af Moskito, tør hun op.

– Inden jeg tog herind, tænkte jeg meget på, om der skulle blive uroligheder. Det var jeg ret nervøs for. Men da jeg så var taget hjemmefra og var landet herinde, var det væk igen.

Var det demonstranterne eller terrorister, du var nervøs for?

– Det var demonstranterne og alt det, man hører om, når der er sådan noget topmøde. Så tænker man meget på terror.

Selve topmødet interesserer ikke garderobedamen, for hun er ikke politisk på nogen måde.

– Jeg passer mit arbejde, og så er det dét. Eller… selvfølgelig interesserer jeg mig lidt for det, det gør man jo. Det interesserer mig ikke, hvilke lande der vil være med i EU, men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvorfor de vil være med.

I det tyrkiske presserum står alt på glødende pæle. Skubben og masen og blitzlys og lamper.

– Turkey has a lot to contribute with along the road, siger talsmanden.

Et jakkesæt bag mig fnyser sarkastisk:

– Ja, selvfølgelig – on the road to Baghdad!

Da talsmanden forlader lokalet bryder helvede løs. Folk næsten slår til hinanden i kampen om billedet. Og så står der pludselig et grantræ midt i gangen. Og et skilt. Men ingen skal stå i vejen for pressen, så skilt og træ må finde sig at blive væltet omkuld. Sådan. Bum. Sikkerhedsbetjenten fra før skuler igen. Måske følger han efter mig? Sejt.

Ser man ikke nogle kendte?

– Næ, det interesserer mig heller ikke specielt meget. Ansigterne siger mig da noget, men det er ikke sådan, at jeg tænker »orv, det er jo…« Men jeg har da serveret pølser for Jes Dorph-Pedersen.

Maria er afrydder. Hun sørger for kaffe og kage. Og rydder op efter folk. Det er journalister rigtig dårlige til.

Er det ikke død-historisk at være her?

– Måske for nogle, men ikke for mig. Det er bare et almindeligt job.

Hvad tænker du om EU?

– Det har jeg ikke så meget med at gøre. Jeg interesserer mig ikke for det, må jeg indrømme.

Har det slet ikke været fedt?

– Det er ok. Jeg synes ikke, det er noget specielt.

Garderobedamen smiler, da jeg henter mit tøj:

– Kom herud til modemessen i februar, siger hun.

– Det bliver sjovt; der kommer pelsfolket.

Af Martin Lindblom/Monsun