Hvis frøen fryser, skal den kysses

MIN MOR ser træt ud. Jeg møder hende som den første på NGO Forum Stop Volden. Over voldene til Holmen og ind i varmen. Hun er forvirret. Hun skulle have stået i en bod, men der sad allerede én da hun kom. Nu ved hun ikke, hvad hun skal gøre. Planerne ramler. Verden er ny. Hun har stresset for at nå det, lavet madpakke og er parat, men der er ikke brug for hende, så hun tager til demonstration. Endnu en.

JEG ÅBNER døren til et møde for internationale antikapitalister. Jeg kender taleren. Eller jeg kender hendes måde at tale på. Præcis samme karakteristiske måde har jeg hørt en gang tidligere. For flere år siden. Det var sådan Jan Hoby talte i-nu-er-det-nok kampagnen. Stilen er indlevende og energisk, der er ingen pauser, ingen punktummer. De må kende hinanden.

Der sidder en smuk pige med knaldsort hår foran mig. Jeg spørger, om hun ved, hvad taleren hedder. Hun er lige ved at svare, men en fyr ved siden af overtager - navnet er Julie Waterson. Han vender sig mod taleren, men vender sig så i et ryk mod mig igen. Han spørger, om jeg har overvejet at melde mig ind i Internationale Socialister.

Julie Waterson tordner mod krigen og hykleriet.

– Vi vil have massedemonstrationer, råber hun ind i mikrofonen.

Hun snakker som et maskingevær med arbejderaccent. Om [ant-iwar] og [Såcialism fråm belåw].

– Du kan aldrig befri nogen ved at bombe dem.

En pige foran mig med rødt hår løfter øjenbrynet og kysser sin kæreste. De har et godt møde.

– Vores opgave som revolutionære er at få almindelige mennesker, der brækker sig over politik, til at forstå, at de kan forandre verden.

Ordet bliver frit. Alexander rejser sig og fortæller, hvad han har gjort på sin skole.

Frank er arbejdsløs, men »derfor kan man faktisk godt gøre en forskel«, prøver han at overbevise sig selv.

Det er frontberetninger fra vækkelsesarbejdet, og der er ikke noget at grine af.

På væggen bagerst hænger et sort hvidt billede af streger, der græder.

Julie opfordrer alle til at melde sig ind. Ikke fordi vi behøver enkeltpersoner, men fordi enkeltpersoner behøver os. Kæresteparret går.

I KANTINEN beder en ældre finsk kvinde om en lille portion, men får en stor.

– Du skal alligevel betale det samme, siger kantinedamen.

Hun spørger om vand og får at vide, at hun skal gå ud og rundt om hjørnet. Forvirret går hun ud af kantinen uden at betale. Hendes veninde har strithår, aflange briller og lilla og lyserød striktrøje. Hun ligner én fra mumietroldene, når hun griner.

– Ud og rundt om hjørnet, du skal ned til kanalen hvis du skal have vand, guider hun.

Den finske kvinde er fra »No more nuclear movement«.

– Jeg er så vred, fortæller hun.

Finland har besluttet at bygge endnu en reaktor.

Vi spiser gulerødder og halvkogte ris. Og Anne-Lise, den finske kvinde, kæmper med sin alt for store portion. Da hun går, tager hun resterne i paptalerkenen med sig. Anne-Lise har oplevet krigen. Hun smider ikke mad ud.

I ET HJØRNE af kantinen står en tysk økonom på en scene.

– Vi er hypnotiseret til at tro på at der kun er to muligheder. Enten er vi med i EU eller forladt i mørket udenfor. Det er psykologisk krigsførelse, siger han.

Erich Fritsch er optaget af de frie valg, der er truffet på forhånd.

Samtlige statistikker er manipuleret, mener han.

– Vi får at vide et inflationen er 1.1%, og det er løgn. Det ved enhver, der prøver at regne efter. Statitistikken baserer sig på gamle oplysninger, så man f.eks. regner med det energiforbrug en familie brugte for 30 år siden. Det har ikke noget med virkeligheden at gøre, siger Erich Fritsch, hvis yndlingsfilm er Matrix.

– Vi får at vide, at det er i orden at låne, og folk låner mere og mere til forbrug. Private har ikke været så forgældede i 40 år som de er i dag.

– Det virker så længe man har arbejde, men mister man arbejdet så klapper fælden. Så er man udenfor. Det er som historien med frøen og kedlen med vand. Frøen fryser og hopper op i kedlen. Her er dejligt, siger den, mens temperaturen stiger, og den får varmen. Det er det sidste, den siger.

ET BRAG flænger kantinen. Nogle danskere fyrer sammen med afrikanere op under trommerne, og alting er forandret. Skintrommerne fylder hele kantinen. Folk bliver siddende, men alles opmærksomhed er rettet mod samme sted. Danske kvinder og enkelte mænd kommer dansende ind i afrikanske kangaer. Dansen fra Tanzania er smuk, og der pumpes energi ud i lokalet.

Der er knald på. Det er en rejse til et andet land, og jeg opdager det danske i dansen. Teknisk er de gode, men de fleste kan ikke gøre sig fri af, hvordan de bliver set. Man ser det i deres øjne. De tør ikke rigtig give slip. En kvinde taber en pind og kan ikke lade være med at sige undskyld. Vi bliver siddende ved bordene og får en bid af den kraft, der først begynder at vokse, når man lader sig rive med.

Af Lars Borking/Moskito