Annonce

27. april 2005 - 16:58

Maskeforbud underkendt

Den ene havde det koldt og den anden befandt sig omkring 40 meter fra den store demonstration. Med den begrundelse blev to civilbetjente igår frikendt af Østre Landsret for overtrædelse af Straffelovens paragraf 134b, det såkaldte maskeforbud. Landsretten omstødte dermed en tidligere dom i Byretten, der straffede de to betjente med bøder.

Foto: MonitorgruppenUlighed for loven

Landsrettens frifindelse skete, selvom otte demonstranter, der maskerede sig kun tre timer senere dengang i december, efterfølgende blev idømt bøder.

– Hvis man er demonstrant, så gælder der et sæt regler, og hvis man er betjent, så gælder der et andet sæt. Der må sidde en dommer et sted og more sig, lyder kommentaren fra Kenneth Haar til DR.

Foto: MonitorgruppenHaar er talsmand for Attac-Danmark, der var med til at planlægge demonstrationerne mod EU-topmødet i København 2002.

Ifølge Landsretten retfærdiggøres forskelsbehandlingen med, at politiet havde opgivet maskeforbuddet under den første episode på grund af kulden, men da de otte demonstranter senere trak en klud for næsen, var maskeforbuddet atter trådt i kraft.

Foto: Monitorgruppen

– Dommen viser, at maskeforbudsloven er håbløs, og at den ikke kan holde i retten. Den ene betjent var 40 meter væk fra demonstrationen, og det var for langt til, at han kunne blive dømt. Det vil sige, at nu kan politiet aldrig mere arrestere folk på vej til eller fra demonstrationer, medmindre de er lige ved siden af demonstrationen, siger Claus Pedersen, der fungerede Foto: Monitorgruppensom talsmand for Globale Rødder under demonstrationerne i 2002 til dagbladet Politiken.

Og mens Claus Pedersens konstatering udtales med glæde, vækker selvsamme perspektiv bekymring hos anklagemyndigheden:

– Man kan jo godt forestille sig, at demonstranter i fremtiden vil sige, at de var 40 meter væk fra demonstrationen. Det må politiet så forholde sig til i fremtiden, udtaler vicestatsadvokat Karen-Inger Bast ligeledes til Politiken.

Delte meninger hos politiet

Dommen bliver heller ikke mødt med udelt glæde hos politiet. Godt nok er der tilfredshed med, at betjentene denne gang blev frifundet, men dommen fastslår samtidig, at maskeforbuddet under normale omstændigheder også gælder for politiet.

– Som udgangspunkt mener jeg ikke, at vi overhovedet skal have ansigtet dækket til på noget som helst tidspunkt, men jeg vil ikke afvise, at der kan være helt specielle situationer, hvor det måske kunne være hensigtsmæssigt, siger formanden for Politiforbundet, Peter Ibsen til Politiken.

Til gengæld glæder formanden for Politiforeningen i København, Richardt Andersen, sig over, at dommen bakker op om det koncept, hvor civile indsatsgrupper skal kunne »falde i med tapetet«.

– Det havde givet problemer for den strategi, hvis byretsdommen stod ved magt, siger han til Berlingske Tidende.

Enhedslisten: Fjern forbuddet

Hos Enhedslisten er der heller ikke tilfredshed med dommen:

– Dommen betyder, at det er helt uklart, hvornår man bærer en maske. Når to domstole kan komme til så forskellige konklusioner, så siger det mig, at maskeforbud er noget rod, som bør ophæves, udtaler hovedbestyrelsesmedlem Majbrit Berlau, der dengang sad med i demonstrationsledelsen, og efterfølgende anmeldte de to betjente.

Også hun undrer sig over, at de otte demonstranter blev dømt for den samme forbrydelse, som betjentene nu er frifundet for:

– Betjentene var maskeret, og derfor burde de otte dømte demonstranter også gå fri, så her har landsretten klart taget politiske hensyn, udtaler hun til Berlingske Tidende.

En af de nu frikendte betjente har tidligere i retten forklaret, at han maskerede sig for ikke at blive fotograferet og genkendt, og begge betjente har ved en anden lejlighed forklaret, at de havde fået ordre til deres påklædning.

– Vi må have afdækket, hvor ordren kom fra, siger Majbrit Berlau, og lægger dermed op til, at sagen vil blive fulgt op i Folketinget.

Politiet bestemmer påklædning

Det helt specielle ved maskeringsforbuddet er, at det som den eneste paragraf i Straffeloven straffer forberedende stadier af forbrydelsen på lige fod med selve forbrydelsen. Det vil sige, at man blot ved at forberede sig på at optræde maskeret – for eksempel ved at have en elefanthue i lommen på vej til en demonstration – kan straffes ligeså hårdt, som hvis man rent faktisk har iklædt sig den forbryderiske beklædningsgenstand.

Til gengæld fastslår bestemmelsen, at forbuddet ikke gælder for »tildækning af ansigtet, der foretages for at beskytte mod vejrliget, eller som tjener andet anerkendelsesværdigt formål«, som det hedder i paragraffens stykke 3.

»Anerkendelsesværdigt formål« kan for eksempel være religiøs tildækning eller karnevalsmaskering.

Kritikken af paragraffen har især gået på, at netop forbrydelsen »forsøg på maskering« er helt op til et politimæssigt skøn.

I februar 2003 blev en 20-årig mand idømt en bøde på 1.000 kr. alene for at have en hullet klud om halsen i en demonstration mod en fodboldlandskamp mellem Danmark og Israel.

Dengang udtalte Claus Pedersen fra Globale Rødder om dommen:

– Den betyder reelt, at politiet kan bestemme, hvilket tøj demonstranter skal have på, og at alle kan arresteres, hvis de går til en demonstration, som politiet ikke synes om.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs Kontradoxa: »Funktionærer, fascist-svin eller brodne kar«

Læs rapport fra demonstrationen den 12. december 2002 hos Initiativet for et andet Europa

Læs om maskeforbuddet på Retssal.dk

Se ordlyden af Straffelovens § 134b

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce