Folk fra det forbudte baskiske befrielsesparti, Batasuna, førte slangen an med spanske slagord, og bag dem satte en flok sortklædte anarkister bevægelse i folkemængden ved skiftevis at bremse op og løbe fremad.
Ved Hard Rock Café få hundrede meter fra Rådhuspladsen kom ånden endda over et par svenskere med sort slikhår à la Elvis. De sluttede sig spontant til strømmen med højlydte udbrud som: »Ingen nazister i vores gader.«
To lastbiler sørgede for musik til marchen. Chumbawumba til de danseglade og techno til de hardcore.
På Rådhuspladsen underholdt kunstneren Jens Galschiøt (ham med Skamstøtten og Den indre svinehund) med meterhøje ildsøjler op af munden på glubende fenrisulve. Hans forestilling bygger på den nordiske mytologi, hvor fenrisulvene æder solen og brænder verden af i Ragnarok.
Showet fik de op mod et par tusinde demonstranter til at juble af fryd – og det gjorde heller ikke noget, at ildsøjlerne spredte ekstra varmegrader.
Ingen anholdelser.
Af Lone Hartvig Andersen og Tanja Parker/Moskito
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96