Cyberwar
Ukendte gerningsmænd starter angrebet i løbet af onsdag, og torsdag aften kl. 21.00 lukker siden. Det er tre timer før den varslede aktionsdag mod EU topmødet og 12 timer før Globale Rødders egen netaktion mod EU.
– Jeg synes det er for træls. Vi har den fede hjemmeside og nu er den forsvundet ud af cyperspace, siger en træt Thomas Bugge fra Globale Rødder.
Globale Rødder havde varslet en virtuel sit down blokade mod hjemmesiden eu2002.dk, for alle de, der ikke kunne være til stede fysisk. Det har skabt røre og på computerworld.dk opfordrede forargede debattører til at sætte et lignende angreb i gang mod ulydighed.dk, som er Globale Rødders hjemmeside.
– Vi opfordrer stadig til at folk blokerer, øhh nej det kan vi jo ikke engang.
Thomas Bugge afbryder sig selv og kommer i tanke om, at blokaden bliver svær at gennemføre, når folk ikke kan komme ind på hjemmesiden.
– Det værste er, at det gør det mere besværligt at informere folk, om hvad der sker. Men så må vi sende folk ud og råbe på byens hjørner. Folk på cykler, sms’er og det skal nok gå, siger Thomas Bugge.
Angrebet spreder sig
Angrebet, der først lagde Globale Rødders hjemmeside ned, spredte sig senere torsdag aften til andre progressive sites. Det norske Indymedia og Modkraft.dk blev i bølger oversvømmet af massiv opmærksomhed. Som et hav, der ligger stille, og så pludselig kommer væltende som en stor bølge i storm.
Peter Willum Hansen fra Modkraft.dk, der også står for dette blads artikler på nettet, fortæller at Modkraft lidt over midnat så den almindelige forside forsvinde, og i et kort øjeblik lyste en lyseblå side med teksten The European Union Online.
Nørderne i aktion
Globale Rødders side ligger hos en udbyder, hvis båndbredde er langt mindre end EU’s. Det betyder, at det er væsentligt nemmere at ramme Globale Rødder end at ramme EU.
Der er flere forskellige måder at angribe en hjemmeside på, og Globale Rødder havde valgt en metode, der krævede mange tusinde menneskers deltagelse. Ifølge Thomas Bugge havde man afvist at lade specialiserede nørder sætte programmer i gang, der opererer selvstændigt og som uden den store deltagelse kan have lammende effekt.
– Vi ville lave en aktion, der gav mange mennesker mulighed for at vise deres modstand mod EU toppen. For os var det at samle kræfterne i cyperspace. Ikke en krig for nogle få nørder. Men efter det her er der ingen vej tilbage, griner Thomas Bugge.
– Nu bliver vi nødt til at ligge EU siden ned.
Nørdernes kamp fortsætter i natten.
Ingen havde ved redaktionens slutning taget ansvaret for angrebet på Globale Rødder.
Af Lars Borking/Moskito
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96