Annonce

12. april 2007 - 17:15

Studerende i offensiv mod brugerbetaling

Betalingsuddannelser vil blive en realitet inden for en kort årrække. Så klar er meldingen fra de studerende. Derfor har de indledt en kampagne, som skal sætte en stopper for planerne, før de bliver realiseret. De studerende betragter det som en grundlæggende kamp om, hvorvidt uddannelse skal være en rettighed eller en vare.

Af Martin Lindblom/Monsun

Med kampagneslogans som »Hej brugerbetaling – farvel lige muligheder« bliver de studerende på Københavns Universitet i øjeblikket bestormet med budskaber imod brugerbetaling på de danske uddannelser. De studerende frygter, at betalingsuddannelser er ved at blive sneget ind af bagvejen. Og her er der vel og mærke ikke tale om kopiafgifter og øget udgifter til bøger, men om decideret egenbetaling for at gå på en uddannelse.

JPEG - 42.2 kb
Videnskabsminister Helge Sander (V) står for skud i Studenterrådets kampagne mod brugerbetaling. Arkivfoto: Mark Knudsen/Monsun

Bag kampagnen står Studenterrådet ved Københavns Universitet, som sammen med Danske Studerendes Fællesråd (DSF) ønsker at sætte fokus på problemstillingen blandt de studerende på universiteterne i Danmark. De studerende forventer, at deciderede betalingsuddannelser vil blive indført på danske uddannelser indenfor en årrække:

– Vi forventer, at brugerbetaling vil blive forsøgt indført som en konsekvens af en tiltagende markedsgørelse og et finansieringspres på danske uddannelser på grund af systematiske nedskæringer. Formålet med vores kampagne er at igangsætte debatten, før det er for sent og få de studerende til at tage aktivt stilling, forklarer uddannelsespolitisk ordfører Rune Møller Stahl for DSF.

Social slagside ved egenbetaling
De studerende betragter brugerbetaling som et af de mest grundlæggende politiske spørgsmål indenfor uddannelsesområdet. Indføres det, vil det få vidtgående konsekvenser for uddannelserne og de studerende mener Rune Møller Stahl:

– Brugerbetaling vil uundgåeligt betyde en øget social skævvridning, fordi ens økonomiske baggrund vil væres styrende for, om man tager sig en uddannelse. Dertil vil det være en generel forringelse af de studerendes levevilkår, hvor det økonomiske råderum vil blive forringet.

For Danske Studerendes Fællesråd er det afgørende, at ingen form for betalingsuddannelser bliver en realitet. Selvom beløbet måske er begrænset i starten, viser erfaringerne fra udlandet, at det hurtigt bliver en glidebane, og at egenbetalingen vokser kraftigt.

Del af velfærdskampen
Indtil nu har samtlige politiske partier afvist at have planer om at indføre brugerbetaling på danske uddannelser. Men de studerende kan trække på mange erfaringer fra udlandet, når de skal argumentere for, hvorfor de anser betalingsuddannelser for et sandsynligt scenario.

I mange europæiske lande, og verden i det hele taget, er egenbetaling på uddannelsesinstitutioner en realitet i en eller anden form.
For disse lande handler det i høj grad om at gøre uddannelse til en forretning:

– Vi ser i stigende grad, at uddannelse bliver tænkt som en vare, som man kan handle med på tværs af grænser. Særligt er der meget fokus på at tjene penge på udenlandske studerende. Det er grundlæggende en dybt problematisk udvikling, fordi hensynet til profitten sættes over det faglige indhold, forklarer Rune Møller Stahl.

Det er således ikke bare en kamp om studerendes vilkår, men også en central del af velfærdsdebatten:

– Det er vigtigt, at vi har en forståelse af, at det er en central del af velfærdskampen. Brugerbetaling er på vej mange steder, og det handler om, hvorvidt vi ønsker et samfund, som kun er til gavn for dem med flest penge, siger han.

I elev- og studenterbevægelsen er der i øjeblikket en række initiativer i gang for at sætte fokus på brugerbetaling. Mange af organisationerne planlægger således skole- og semesterstartskampagner, hvor kampen mod brugerbetaling vil blive sat på dagorden på alle uddannelsessteder.
Regeringen kan således vente sig omfattende protester, hvis planerne om betalingsuddannelser realiseres.

Se kampagnesiden stopbrugerbetaling.dk

Læs mere hos Danske Studerendes Fællesråd

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce