Maskeforbuddet
Den øgede grænsekontrol træder i kraft i dag, og ifølge David Albertsen fra bevægelsen Globale Rødder vil flere aktivister blive afvist ved grænserne, blandt andet folk der tidligere er dømt for gadeuorden, eller bare er registreret af politiet.
På et spørgsmål fra Enhedslisten om de eventuelle grænselukninger, har justitsministeren svaret, at hvis nogen afvises ved grænserne, skal det ske udfra individuelle lovovertrædelser, som for eksempel at overtræde maskeringsforbuddet.
Der har dog endnu ikke været nogen præcedens-domme i forhold til overtrædelse af maskeringsforbuddet, og Centeret for Menneskerettigheder mener, at det bliver meget svært at skelne mellem lovlige beklædningsgenstande og ulovlig maskering. Da det er politiet, der skal foretage skønnet, foreligger muligheden for fejlskøn, skriver centeret i deres høringssvar til lovbehandlingen om maskeringsforbuddet.
Centeret skriver videre, at de folk der eventuelt vil blive afvist ved grænsen, vil blive udsat for krænkelse af deres ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.
Tusindvis af demonstranter tager til København
De tusinder af aktivister, der forventes at krydse grænserne i løbet af næste uge, får følgeskab af politifolk fra flere lande. De er ifølge Kai Vittrup fra Københavns Politi blevet inviteret til reception på Politigården i København.
Udenlandsk politi har forbud mod at operere i Danmark, men ifølge Kai Vittrup kan Københavns Politi ikke forbyde, at de udenlandske betjente går sig en tur i byen, så længe det foregår i civil påklædning. Desuden vil der være udlandske forbindelses officere.
– Hvis en svensk demontrant bliver kørt ned af en bil eller bliver dårlig, kan vi trække på vores svenske kollegaer og sørge for at den pågældendes pårørende bliver underrettet, siger Kai Vittrup til Monsun.
Men det afviser David Albertsen:
– Det handler kun om at kunne identificere og registrere udenlandske demonstranter, siger han.
Ifølge Kai Vittrup vil der under topmødet være udskrevet 6.000 betjente (halvdelen af den samlede danske politistyrke) til at passe på de 20.000 forventede aktivister.
Af Lars Jonasson & Bjørn Jensen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96