Annonce

19. november 2002 - 20:10

»De skal ud, skal de!«

Dansk Folkeparti markerer sig ikke meget, når det drejer sig om integration. Deres løsning er nemlig repatriering – hjemsendelse – for at bekæmpe det multikulturelle samfund.

Hvem skal ud først?

Pia Kjærsgaard skriver i sit ugebrev den 18. november om repatriering:

»Og som jeg ser det, vil det nok ikke komme til at foregå frivilligt. (...) Det, vi derfor vil kræve, er en fuldt færdig plan for præcis hvornår og præcis hvordan hjemsendelserne skal finde sted.«

Partilederen er meget konkret. Den indeholder en ønskeliste for nationaliteter, der skal ud snarest:

»For enkelte nationaliteters vedkommende vil vi ikke acceptere yderligere forsinkelse med hensyn til hjemsendelse: Det gælder afghanerne, bosnierne, somalierne, de palæstinensiske arabere og det gælder irakerne.«

Pia Kjærsgaard slutter optimistisk med denne salut:

»Med det gode samarbejde, vi hidtil har haft med VK-regeringen er jeg da også sikker på, at vi sammen nok skal få lavet en ordentlig og effektiv hjemsendelsesplan.«

Drøftelserne med Venstre og de Konservative påbegyndes allerede før jul.

Repatriering ud af busken

Dansk Folkeparti glæder sig over det markante fald i antallet af asylansøgere og familisammenføringer.

Men det er ikke nok.

Det drejer sig ikke kun om at forhindre flere i at komme til Danmark, men at få hjemsendt nogle af dem, som allerede er her.

Mogens Glistrup brugte ikke mange omsvøb, da han erklærede at »de skal ud, skal de!«

Så direkte har Dansk Folkeparti ikke talt om repatriering – før nu.

Repatrieringstanken er et led i kampen mod det multietniske samfund, der i Dansk Folkeparti er et ofte benyttet trusselsbillede. I partiets arbejdsprogram hedder det:

»At gøre Danmark multietnisk indebærer, at udviklingsfjendtlige, reaktionære kulturer vil nedbryde vores hidtil stabile, homogene samfund.«

At muslimer udgør en særligt stor fare for Danmark er der ikke megen tvivl om:

»Der findes intet samfund i verden, hvor en fredelig integration af muslimer i en anden kultur har været mulig, og det er uansvarligt at påføre Danmark et kultursammenstød, som risikerer meget alvorlige følgevirkninger.«

Debatten om repatriering er nu på regeringsniveau, hvor den før primært fandtes blandt nazister og andre ekstreme grupperinger.

Af Linda Hansen/Monsun

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce