Kampagne vil løse Stammheim-mysteriet

Andreas Baader og Jan Carl Raspe blev fundet skudt, Gudrun Ensslin hængt. Irmgard Möller, som var det fjerde RAF-medlem i fængslets isolationsafdeling, var alvorligt såret af flere knivstik i hjerteregionen. Hun overlevede og forblev isolationsfængslet indtil den 1. december 1994.

En åbning af statens og politiets arkiver fra denne tid ville formodentlig give svar på spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om mord organiseret af statslige kanaler eller om fangerne begik kollektivt selvmord.

Hvad skete der i Stammheim?

Knap en time efter at de tre fanger fra RAF blev fundet døde i deres celler, afleverede den daværende justitsminister i Baden-Würtenberg ved 9-tiden om morgenen en pressemeddelelse til medierne. Heri erklærede han, at det drejede sig om et kollektivt selvmord.

Ved 14-tiden forkyndte den officielle pressetalsmand for den socialdemokratiske regering, Klaus Bölling, at »medlemmer af en terroristisk forening« har »anvendt selvdestruktionens middel«. På dette tidspunkt havde ingen sagkyndige endnu fået mulighed for at få adgang til de døde revolutionære.

Af »politimæssige årsager« fik læger og retsmedicinere først ved 17-tiden tilladelse til at undersøge ligene.

Ihærdig uvidenhed

Denne fremgangsmåde den 18. oktober 1977 er symptomatisk for den ihærdighed, som tyske undersøgelsesmyndigheder, domstole, parlamentariske institutioner og regeringspartier indtil idag har udvist for at blokere for ethvert forsøg på at kaste lys over begivenhederne denne nat i Stammheim-fængslet ved byen Stuttgart.

Et parlamentsudvalg i delstaten Baden-Würtenberg offentliggjorde sin undersøgelsesrapport uden at afvente de kriminaltekniske analyser. Muligheden for mord blev ikke engang berørt. Den 18. april 1978 indstillede statens anklagemyndighed i Stuttgart undersøgelsen, da man konstaterede, at intet tydede på en »strafferetslig relevant deltagelse af en fremmed indvirken«.

Med det samme svar sluttede parlamentariske forespørgsler, juridiske indsigelser og advokaternes forsøg på at gå til bunds i de talrige modsigelser og åbne spørgsmål, som den officielle selvmordsversion indeholder.

Forsvarsadvokater kriminaliseres

Det er stadig ikke opklaret, hvordan de våben, Andreas Baader og Jan Carl Raspe angiveligt skulle have skudt sig med, er kommet ind i cellerne på 7. etage i højsikkerhedsfænglset Stammheim.

I 1980 blev de to forsvarsadvokater Arndt Müller og Armin Nerwerla idømt flere års fængsel for at have smuglet våbnene ind til fangerne. Men beviser var der ingen af. Landsretten baserede udelukkende sin dom på udsagn fra kronvidnet Volker Speitel – en tidligere RAF-aktivist, der for selv at få reduceret sin straf, samarbejdede med justitsapparatet i bekæmpelsen af RAF.

Hvor kom våbnene fra?

Dommen ignorerer fuldstændigt de konkrete fængselsforhold i tiden op til oktober 1977. Der blev dengang praktiseret en så grundig kontrol, at det ikke engang var muligt at få cigaretter gennem fængsels-kontrollen. Men hvordan kom våbnene så ind i cellerne? Statsadvokaten har ikke gjort sig umage med at finde alternative forklaringer.

Faktum er det imidlertid ifølge officielle rapporter, at i Stammheim gik politifolk og amerikansk militærpoliti ud og ind – og helt sikkert er det, at på 7. etage (hvor RAF-fangerne sad fængslet) havde efterretningstjenesten sin daglige gang. Hvad lavede de helt konkret i Stammheim-fængslet?

Hvordan skulle fangerne være i stand til at opbevare våben i deres celler? Fangerne blev jævnligt flyttet til andre celler og cellerne blev tit og ofte finkæmmet og kontrolleret.

Flere åbne spørgsmål

Skudhullet i nakken på Andreas Baader viser, at han blev skudt med en pistol på en afstand af 30-40 cm. Sådan kan selv ikke en akrobat skyde sig selv.

Det er endnu uklart, om Gudrun Ensslin virkelig kunne have hængt sig selv i det kabel, hun blev fundet hængt op i. En vævsprøve kunne fortælle, om hun måske allerede var død, før hun hang i kablet – en sådan prøve foretoges imidlertid ikke stik imod almindelig praksis.

Irmgard Möller, den eneste RAF-fange som overlevede, skulle angiveligt med en plastikkniv have tilføjet sig selv stik i hjerteregionen op til syv cm. dybe...

Trods alle disse modsætninger bliver de mange indicier, der tyder på mord, ikke fulgt op. Hvem havde adgang til den brandtrappe, hvor man udefra kunne komme direkte ind på 7. etage?

Hvorfor går det overvågningskamera, som kontrollerede indgangen fra denne trappe, i stykker netop denne nat, skønt det kort tid forinden var blevet efterset af firmaet Siemens?

Eksotiske løsninger

Det er ikke nogen hemmelighed, at den særlige krisestab, der blev nedsat under RAFs bortførelse af arbejdsgiverformanden Schleyer, diskuterede »eksotiske løsninger«.

To dage efter at Schleyer blev bortført forslog ledende konservative politikere som Franz Josef Strauss og Filbinger, at man indførte dødsstraf for at bekæmpe »terrorproblemet«. I talrige medier fabulerede man om »standret« og »lynjustits«.

Af folk fra autonomi-kollektivets info-service

Man kan støtte kampagnen for åbning af statsarkiverne ved at underskrive med navn, adresse (by) og evt. profession til følgende e-mail: Archiveauf@aol.com

Læs også artikel i Jungle World (tysk)

Læs fængselsbrevene (på tysk) fra Ulrike Meinhof her og her

Litteratur på dansk:

Væbnet Kamp: RAFs politiske manifest og undertrykkelsen i Vesttyskland, Tiderne skifter,1977

Politiske processer uden forsvar, af Klaus Croissant og Christian Ströbele, m.fl.. Udgivet af Tiderne skifter 1976

Statsfjender –politiske fanger i Vesttyskland. Udgivet af Tiderne skifter, 1977

»Debat om RAF’s historie og politik – hvordan videre?« Autonomi-debat INFO, nr. 1, sommer 1996. 28. sider. Udgivet af Autonomi-kollektivet.

»Vi var utroligt konsekvente...« – et interview med den tidligere RAF-aktivist Stefan Wisniewski, offentliggjort i IFs tidsskrift GAIA nr.19, december 1997

Litteratur på tysk:

Texte der RAF. Dokumente 1972-1994. Udgivet af ID-Archiv,1997.

»Stammheim« af den hollandske RAF-advokat Pieter Bakker Schut. Udgivet af Rote Hilfe.

»RAF – das war für uns Befreiung.« Ein Gespräch mit Irmgard Möller. Udgivet af Konkret Literatur Verlag, 1997.

»Ein ganz normales Verfahren«. Prozesserklärungen, Briefe und Texte zur Geschichte der RAF, af Birgit Hogefeld (fængslet RAF-aktivist). Udgivet af Edition ID-archiv, 1996.

«»Deutschland, Deutschland unter Anderem«, essays af Ulrike Meinhof. Udgivet af Wagenbach Verlag, 1996.

Litteratur der kan bestilles via internet:

Rote Armee Fraktion. Texte und Materialien zur Geschichte der RAF.

Die Würde des Menschen ist antastbar. Aufsätze und Polemiken. Von Ulrike Meinhof