Gennem tunneller lyse som dagen

Vi hørte: 80.000 arbejdere

Har bygget Metroen, mange endda efter fyraften

Ofte natten igennem. I løbet af dette år

Så man altid unge mænd og piger

Leende kravle ud af tunnellerne, stolt fremvisende

Deres arbejdstøj, leret, svedgennemblødt.

Alle vanskeligheder -

Underjordiske vandløb, højhusenes tryk

Vigende jordmasser - blev overvundet. Ved udsmykningen

Sparedes ingen anstrengelser. Det bedste marmor

Skaffedes til veje vidt omkring fra, de skønneste træsorter

Bearbejdedes omhyggeligt. Næsten lydløst

Løb omsider de smukke vogne

Gennem tunneller lyse som dagen: til strenge bestillere

Det allerbedste.

Da nu banen var bygget efter de mest fuldkomne forbilleder

Og ejerne kom for at besigtige den og

Køre på den, så var det de samme

Som havde bygget den.

Tusinder var der, som gik omkring

Besigtigende de vældige haller, og i togene

Kørte store masser forbi, med ansigterne -

Mænd, kvinder og børn, selv oldinge -

Vendt mod stationerne, strålende som i teatret, thi stationerne

Var forskelligt bygget, af forskellige sten

I forskellig stil, osse lyset

Kom fra stadigt nye kilder. Den der steg ind i vognene

Blev i venlig trængsel skubbet bagud

Da de forreste pladser var de bedste

At beskue stationerne fra. På hver station

Blev børnene løftet op. Hvor det var muligt

Stormede de kørende ud og betragtede

Med glad strenghed det præsterede. De befølte søjlerne

Og bedømte deres glathed. Med skoene

Gned de hen over stengulvene, om stenene

Nu osse var glat sammenpasset. Strømmende tilbage i vognene

Prøvede de væggenes opstrengning og følte

På glasset. Uafladeligt

Pegede kvinder og mænd - usikre på, om det var de rigtige -

På steder, hvor de havde arbejdet. Hvert eneste ansigt

Var klart synligt, thi fra mange lamper kom

Meget lys, mere end i nogen anden bane, jeg har set.

Osse tunnellerne var belyst, ingen meter arbejde

Var ubelyst. Og alt dette

Var blevet bygget på et eneste år og af så mange bygningsfolk

Som ingen anden bane i verden. Og ingen

Anden bane i verden har nogensinde haft så mange ejere.

Thi den vidunderlige bane så

Hvad ingen af dens forgængere i mange byer til mange tider

Nogensinde har set: bygningsfolkene som bygherrer!

Hvor var det førhen forekommet, at arbejdets frugter

Tilfaldt dem, der havde udført arbejdet? Hvor var det nogensinde sket

At dé ikke var blevet jaget ud af nybygningen

Som havde rejst den?

Da vi så dem køre i deres vogne

Deres hænders værk, vidste vi:

Dette er det store billede, som klassikerne i sin tid

Bevæget forudså.

Bertolt Brecht: Moskva-arbejderne tager den store Metro i besiddelse den 27. april 1935. Oversat af Regnar Mandsbjerg