Døden i Stammheim

Den 18. oktober 1977 blev Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan Carl Raspe fra den væbnede undergrundsgruppe Rote Armé Fraktion – RAF, fundet døde i deres isolationsceller i Europas mest moderne fængsel: Stammheim.

Andreas Baader og Jan Carl Raspe blev fundet skudt, Gudrun Ensslin hængt. Irmgard Möller, som var det fjerde RAF-medlem i fængslets isolationsafdeling, var alvorligt såret af flere knivstik i hjerteregionen. Hun overlevede og forblev fængslet indtil den 1. december 1994, hvor hun blev løsladt efter mere end 22 års fængsel.

Den vesttyske stats repræsentanter reagerede omgående og uden forundersøgelse med at slå fast, at dødens årsag var »selvmord i tre tilfælde og et forsøgt selvmord i ét tilfælde«.

Med få undtagelser overtog medierne ureflekteret statens selvmordsversion. Således skulle fangernes våben angiveligt være smuglet ind af deres advokater, og selvmordene være koordineret via et selvinstalleret kommunikationssystem mellem cellerne.

Den daværende højre-socialdemokratiske regering under forbundskansler Helmuth Schmidt afviste pårørendes og advokaters krav om en international, uvildig undersøgelse af hændelserne. Mange aktivister, samt kendte uafhængige læger, advokater og sagskyndige, tilbageviser den dag i dag statens selvmordsversion, og henviser til de talrige indicier, der tyder på en statslig planlagt mordaktion.

Mange håber fortsat på, at statsarkiverne engang i fremtiden vil opklare dette mysterium.

Strømmen blev slukket

Irmgard Möller var den eneste, der overlevede natten i Stammheim. Mens hun befandt sig i fængslet, var det strengt forbudt for hende at ytre sig om dette tema. Efter hendes løsladelse i 1994 fortalte hun i et interview til den venstreorienterede journalist Oliver Tolmein for første gang, hvordan hun oplevede hændelserne i Stammheim.

Lufthansa-maskinen »Landshut«, som var blevet kapret af en palæstinensisk kommandogruppe blandt andet med det formål at kræve løsladelse af fangerne fra RAF, blev kort tid efter at Andreas Baader havde haft en samtale med en justitsembedsmand, stormet af tyske elitesoldater.

Hørte du om det i løbet af natten?

Irmgard Möller:

– Nej, de sidste nyheder jeg kunne høre i fængselsradioen var kl. 22.00 eller 23.00.

Blev fængselsradioen slukket derefter?

– Ja, senest kl. 23.00 blev den slukket.

Gik du så i seng?

– Nej, jeg læste. Men det var ikke så enkelt. Før flybortførelsen gik der vagter rundt og indsamlede lyspærene hver aften. Bagefter, under perioden med total isolation, slukkede de simpelthen for strømmen. Jeg havde altså brug for stearinlys.

– Pladespilleren fik jeg til at virke ved hjælp af batterier, det gik. Jeg ville under alle omstændigheder holde mig vågen for at kunne høre de første morgennyheder kl. 6.00. Men jeg var også fuldstændig overtræt og udkørt. Så gik jeg lidt frem og tilbage i cellen for ikke at falde i søvn. Men på et eller andet tidspunkt er jeg alligevel døset hen.

Havde du i nætterne forinden også forsøgt at holde dig vågen?

– Ja. Jeg sov meget, meget lidt. Heller ikke om dagen, ingen middagssøvn eller noget som helst. Kropsligt var jeg totalt udmattet på grund af de mange sultestrejker i ugerne forinden, og fordi jeg ikke rigtig spiste fængselsmaden og heller ikke havde andet, fordi det var blevet os forbudt at købe frugt eller andre supplerende ting.

– Jeg havde overhovedet ikke flere reserver tilbage. Ret sent om natten råbte jeg på Jan (Carl Raspe). Jan var overfor mig, få meter borte på den anden side. Han hørte mig også og reagerede. Jeg ville prøve at finde ud af, hvad der skete. Bagefter lagde jeg mig under tæppet og faldt i søvn på et eller andet tidspunkt.

Lungerne fulde af blod

Hvad skete der så?

– Det første jeg mærkede, var en stærk susen i hovedet, mens nogen åbnede mine øjenlåg ude på gangen under skærende neonlys. Der stod en masse mennesker omkring mig og rørte ved mig alle mulige vegne. Så hørte jeg en stemme sige: »Baader og Ensslin er døde«. Derefter mistede jeg igen bevidstheden.

Næste gang jeg kom til mig selv var flere dage senere på hospitalet i Tübingen. En statsadvokat stod ved siden af min seng og ville vide, hvad der var sket. Min forsvarer fik først lov til at se mig dagen efter. Fra hende hørte jeg så, at Jan også var død. Hun fortalte mig også, at det det bortførte »Landshut« var blevet stormet, og at alle fra »Kommando Martyr Halimeh«, undtagen en kvinde (Souhaila Andrawes) var blevet skudt. I al den tid havde min advokat forgæves forsøgt at komme i kontakt med mig.

– Men når jeg i dag fortæller, hvad hun dengang berettede for mig – så gengiver det ikke samtalens virkelige karakter. Du må forestille dig, at efter mange uger med total-isolation, var hun det første menneske, jeg havde tillid til, som jeg fik kontakt med.

– Derudover var jeg alvorligt såret. Og vi havde lige præcis én time til vores samtale. Jeg lå på intensivafdelingen for brandsårsskadede, alt var dækket af kakler og fuldstændigt sterilt. Jeg var tilsluttet et gurglende apparat, havde vanvittige smerter, over det hele var der strissere. Selv lægerne på denne intensivafdeling i Tübingen blev overvåget nøje.

Hvilke læsioner havde du helt præcist?

– Det vidste jeg på det tidspunkt ikke. Det har jeg først senere fået at vide af en læge, som jeg har tillid til. Ud af fire knivstik i brystet havde et ramt hjertet og flænset lungerne, som var løbet fuld af blod. I Tübingen måtte man skære mig op og lægge dræn ind for at suge væske fra sårene ud. Knivstikket var blevet udført med stor kraft og var syv cm. dybt. Kniven må være blevet stoppet af ribbenene, for på et af dem var der et snit.

Knivstikket skulle angiveligt være udført med en kniv, man normalt bruger til at smøre smør på brød med?

– Ja. Det eneste man fandt i min celle var en saks og en kniv. Andre ting var der ikke.

Det tilhørte virkelig dig?

– Ja det var del af det almindelige fængselsinventar.

Var det en spids eller en rund saks?

– Det var ganske lille saks beregnet til at klippe i aviser med. Den var der heller ingen som talte om, fokus blev sat på den stumpe, lille kniv.

Konstant overvågning, total kontrol

Har du eller dine advokater overhovedet talt med nogen læger om, hvorvidt den kniv kunne have udført så dybt et stik, som du havde?

– Mine advokater har forsøgt at tale med læger og plejepersonale. Men de er altid stødt på lukkede døre. Hospitalets personale havde åbenlyst fået forbud mod at tale med mine forsvarere. Enkelte sygeplersker har forsøgt at give informationer til mine advokater. Men det lykkedes sjældent.

– Personalet var bange. Og advokaterne var også nervøse. Dengang blev mange af vores advokater sat på anklagebænken, og det er ikke det bedste udgangspunkt for at ville opklare noget. Jeg har selv flere gang forsøgt at få fat i papirerne i min sag, men uden held.

Hvad er det sket med røntgenbillederne?

– Jeg har aldrig set dem. Mange år senere, da jeg stadig havde vanskeligheder med at trække vejret, ville fængselslægen i Lübeck låne disse billeder. Vi troede, at fra fængselslæge til fængselslæge ville det nok kunne lade sig gøre. Men vi tog fejl. De rykkede ikke ud med billederne.

Hvornår fortalte du for første gang, hvad du oplevede denne nat i Stammheim?

– Først har jeg talt med min advokat om det, og så har jeg aflagt vidneudsagn til den parlamentariske undersøgelseskommisson.

Har du regnet med, at de endnu engang ville forsøge at slå dig ihjel?

– Det kunne jeg i hvert fald ikke udelukke. Den måde jeg blev behandlet på havde til formål at få mig til at gå fra forstanden. Konstant overvågning, total kontrol. Det ville passe dem bedst, hvis de på et eller andet tidspunkt kunne fremvise en forrykt.

– For det var det, de ville bevise: Kun sindssyge og forrykte tilslutter sig RAF og indleder en væbnet kamp mod systemet. Eller de prøvede at få mig til at påstå, at der var tale om selvmord. Det var måske også vigtigere for dem, end at jeg lå et eller andet sted som lig. Det troede jeg i det mindste dengang. Men den angivelige risiko for at jeg ville begå selvmord har justitsvæsenet brugt som påskud for at forbyde mig stort set alting.

– Jeg måtte ikke have noget som helst i min celle, ikke møde andre fanger, ikke slukke lyset – fordi det ville øge risikoen for, at jeg begik selvmord. Det var ubeskriveligt, og sådan stod det på i årevis, indtil 1980, hvor jeg så kom til fængslet i Lübeck.

(Interviewet er et mindre uddrag fra et særnummer om Stammheim, som fangesolidaritetsorganisationen Rote Hilfe udgav i 1997. Læs mere hos Rote Hilfe Gruppen (tysk)).

Af Inge Kongsgård Hansen og Alfred Lang/autonomi-kollektivets info-service

Læs historien om Rote Armé Fraktion i Leksikon for det 21. århundrede