Annonce

15. oktober 2002 - 18:43

Parlamentet suspenderet

Det er fjerde gang siden 1998 at Stormont-forsamlingen suspenderes. Den nuværende krise skyldes beskyldninger mod Sinn Fein, der er det republikanske parti og IRA’s politiske gren. Sinn Fein beskyldes for at havde plantet en spion i umiddelbar nærhed af John Reid, som er minister for Nordirland i Tony Blairs regering.

Sinn Feins kontorer ransaget

Oplysningerne om Sinn Feins informant blev indhentet under en politiransagning af partiets kontorer i det Nordirske parlament. Sinn Feins kontorleder, Dennis Donaldson, er sammen med tre af hans medarbejdere sigtet og tilbageholdt af politiet.

Efter politiets razzia mødtes Sinn Feins leder Gerry Adams med Irlands regeringschef Bertie Ahern, hvor Ahern oplyste, at han ville modsætte sig en suspension af hjemmestyret.

Allerede mandag morgen udsendte Tony Blair og Bertie Ahern en erklæring, der udtrykte fortvivlelse over suspensionen, og lovede, at der hurtigst muligt ville ske en nyigangsættelse af selvstyrets arbejde, samt at valgdatoen til en ny forsamling i maj 2003 står fast.

26 år uden parlament

Selvstyret bygger på Langfredags-fredsaftalen fra 1998, som blev lavet efter rundbordsdiskussioner mellem alle parter i konflikten, og siden vedtaget ved folkeafstemning i de seks engelsk-besatte grevskaber.

I 1998 havde befolkningen i det nordlige Irland været uden parlament siden 1972, hvor den britiske regering suspenderede forsamlingen og overtog administrationen. Det skete efter år med IRA-aktioner og generel folkelig uro.

Førsteministeren presset til suspension

Nordirlands førsteminister David Trimble er presset af den pro-britiske højrefløj, der kræver at Sinn Fein fuldstændigt afvæbnes, før fredsprocessen kan fortsætte.

Den pro-britiske højrefløj tegnes af Ulster Democratic Party (UDP), som er den politiske gren af det paramilitære Ulster Defence Association (UDA). Lederen af UDP, Ian Paisley, beordrede således i sidste uge, at UDPs ministre skulle træde tilbage for at fremprovokere en suspension af selvstyret.

Også Trimbles eget parti Ulster Unionist Party (UUP) pressede ham for at træde tilbage og dermed tvinge Tony Blair til at suspendere Stormont. På partiets kongres i forrige uge hamrede angreb efter angreb for forræderi mod den engelske befolkning, og partiets bagland krævede en fuldstændig afvæbning af IRA som betingelse for forsættelse af arbejdet med Langfredagsaftalen.

»Spiller hasard med freden«

Sinn Fein og det nationalistisk-socialdemokratiske SDLP (Social Democratic and Labour Party) angriber den engelske regering for at ophæve institutioner valgt af den nordirske befolkning, og angriber de pro-britiske partier for at spille hasard med freden i Nordirland og endnu engang tvinge det irske folk ud i en ny opslidende krig – efter fems års våbenhvile.

Martin McGuinness, en af Sinn Feins ledere, understreger i den republikanske ugeavis An Phoblacht, at Trimble må indse at fredsprocessen er den eneste mulighed. Mark Durkan fra SDLP udtaler til samme avis at »med unionisternes udtrædelse af folkets institutioner etableret under langfredagsaftalen, sender de et meget negativt signal til de onde kræfter, som ønsker at ødelægge denne process.«

UDA optrapper volden

I de sidste tre uger har den paramilitære organisation UDA intensiveret sine mordkampagner mod republikanske og nationalistiske aktivister. I sidste uge blev fem katolikker dræbt af UDA’s paramilitære styrker, og gruppen har taget ansvar for adskillige bomber plantet i katolske kvarterer.

Desuden kæmper UDA og en anden paramilitær britisk organisation UVF (Ulster Volunteer Force) om kontrollen over hårde stoffer, hvilket resulterede i syv dødsfald sidste uge.

Af Bjørn Jensen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce