Kovending
»Vi er enige i, at rene meningstilkendegivelser ikke skal bekæmpes med kriminalisering. Men vi vil arbejde for en ændring af bestemmelsen, således at trusler og handlinger forbydes… Den bedste måde, vi som politikere kan bekæmpe racisme og diskrimination, det er ved konstant at tage afstand fra den, hver gang vi møder den.«
Sådan sagde Line Barfod (Ehl.) i sin ordførertale, da hun i april kommenterede Dansk Folkepartis forslag om at afskaffe racismeparagraffen, §266b i straffeloven.
Dengang gik det relativt upåagtet hen, at Enhedslisten havde lavet en kovending i forhold til 1995, da Enhedslisten stemte for en stramning af racismeparagraffen.
Men efter, at Enhedslistens hovedbestyrelse i august bekræftede den nye linje, har en storm af protester rejst sig. Først internt i Enhedslisten, men nu også bredere i det antiracistiske organisationsmiljø.
River gulvtæppet væk
– Vi er meget fortørnede i Demos, siger Erik Jensen fra dokumentationsgruppen Demos, der er en af hjørnestenene i det antiracistiske arbejde.
– Jeg forstår ikke den politiske nødvendighed af beslutningen, og især ikke af at gøre det i forbindelse med Dansk Folkepartis angreb på paragraffen, siger han til Modkraft.
– Vores strategi i Demos, og også i Antiracistisk Netværk, har i mange år været, at vi er imod et forbud mod racistiske organisationer, men for en effektiv håndhævelse af paragraf 266b. Nu river Enhedslisten gulvtæppet væk under os, siger han.
Antiracistisk Netværk er et samarbejde, der samler de fleste centrale organisationer i venstrefløjens antiracistiske arbejde.
Erik Jensen fortæller, at Demos snart vil sende et formelt protestbrev til Enhedslisten.
Erik Jensen er endvidere selv medlem af Enhedslisten, og har sammen med andre medlemmer af partiets afdeling på Vesterbro taget initiativ til et protestbrev i dets medlemsblad i håb om, at partiets næste årsmøde vil ændre partiledelsen beslutning.
Selvmål
Inden hun gik på talerstolen i april, havde Line Barfod været turen rundt partiets arbejdsudvalg, antiracistisk udvalg og retspolitisk udvalg. Men det er en del af fortørnelsen, at Enhedslisten hverken før eller siden har taget diskussionen med partnerne i venstrefløjens antiracistiske arbejde, selv om partiet fører sig selv frem som græsrøddernes parti.
– Enhedslistens Hovedbestyrelse pisser på Antiracistisk Netværk, og pisser på sine egne aktivister i Antiracistisk Netværk, siger Michael Clausen fra Antifascistisk Aktion således til Modkraft.
– Vi mister et godt redskab i det antiracistiske arbejde. Det er kun anklagemyndighedens og domstolenes holdning, der begrænser racismeparagraffens brugbarhed, siger han.
Man kan ikke forbyde en holdning
»Når det handler om, at nogen ved lov bliver forbudt at sige noget, som de selv opfatter som deres politiske budskab, så er ingen grunde gode nok (til et forbud, red.). Her er vi pinedød nødt til at leve op til vores egne løfter om, at ville udvide, ikke indskrænke, de demokratiske rettigheder.«
Sådan skriver Enhedslistens Arbejdsudvalg i en udtalelse den 25. september.
Falle Hjort fra Enhedslistens Arbejdsudvalg, der er hovedforfatter af udtalelsen, uddyber Enhedslistens holdning:
– Man kan ikke bekæmpe meninger ved at forbyde, at de bliver udtalt. Og det bliver endnu mere absurd, efterhånden som det er en betydelig del af befolkningen, der opfatter det som deres politiske mening. Så kræves der andre kampmidler.
Han mener, at forbuddet mod racistiske ytringer har vist sig ineffektivt, fordi det kun kan bruges mod højrefløjens »landsbytosser«, der ikke forstår at formulere sig forsigtigt nok, og i de tilfælde, hvor paragraffen bruges, skaber den snarere martyr-stemning, end skader den racistiske sag.
– Men det er vigtigt at understrege, at Enhedslisten ikke vil afskaffe racismeparagraffen. Vi vil tværtimod skærpe straffen for racistiske handlinger, trusler og diskrimination, siger han.
Ikke det centrale
Han forstår ikke fortørnelsen blandt samarbejdspartnerne i Antiracistisk Netværk.
– At bruge domstolene til at bekæmpe racistiske ytringer er ikke det centrale i Antiracistisk Netværks arbejde. Det er derimod at bekæmpe racismen på gaden og igennem propagandaarbejde. Det er der, racismen kan bekæmpes, og der er vi lige så meget sammen som før, siger han.
– I netværket er vi jo også uenige om andre ting, blandt andet om hvorvidt racistiske organisationer skal forbydes.
Han forklarer, at i situationen var det umuligt at diskutere hopldningsændringen inden beslutningen blev taget.
– Det var ikke os, der satte dagsordenen. Sådan er vilkårene for parlamentarisk arbejde, siger han.
– Men så kommer diskussionen nu. Og vi kan roligt nå at ændre holdning, uden at der efter min mening er sket nogen skade.
Forhåne og nedværdige
– Vi er ved en situation, hvor to fornuftige principper - ytringsfrihed og ikke-diskrimination – støder mod hinanden, har Line Barfod forklaret til Enhedslistens medlemsblad RødGrønne Linjer.
Konkret vil det dreje sig om at fjerne ordene forhånes eller nedværdiges i racismeparagraffen, der i dag lyder således:
»Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelser eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.«
Opbakning til Line Barfod
Internt i Enhedslisten rejste John Graversgaard og Helge Ratzer, Århus, og Bjarne Overmark, Randers over sommeren kritik af partiets nye linje.
De beklagede i medlemsbladet, at partiet ønsker at fjerne »et middel blandt mange andre i den politiske kamp mod højrekstremisme og fremmedhad. Hvis den fjernes, vil det yderste højre og deres medløbere kunne gå amok i tilsvining og fornedrelse af samfundets mindretal.«
»Hvor er jordforbindelsen blevet af« spurgte de.
De Rødgrønnes hovedbestyrelse bekræftede alligevel på et weekendmøde i Århus i august den nye linje med stemmetallene 6 mod 13, heriblandt alle tre af folketingsgruppens repræsentant i Enhedslistens Hovedbestyrelse, Pernille Rosenkrantz-Theil og folketingssekretærerne Per Clausen og Niels Henrik Nielsen.
Begrundelsen var, at det lå på linje med principprogrammets princip om, at »det socialistiske samfund skal ikke blot bevare, men også øge det reelle indhold i de individuelle og kollektive demokratiske frihedsrettigheder«.
Kritik fortsætter
Men den klare hovedbestyrelsesbeslutning har ikke fået kritikken til at forstumme i græsrodspartiet, tværtimod.
Et enkelt medlem har meldt sig ud i protest, og en lang række læserbreve i medlemsbladet harcelerer over, at »niveauet i EL er simpelthen for lavt«, »Anti-racistisk udvalg »omklamres« efter mit skøn af folketingsgruppens synspunkter«.
»Kan vi nu også forvente forslag fra Hovedbestyrelses-flertallet om afskaffelse af injurieparagraffen og bestemmelserne om reklamer/markedsføring? Det ville da være konsekvent.«
»Det er utilladeligt naivt at se bort fra, at forhånelser og nedværdigelser kan gå forud for og inspirere til trusler og fysiske overgreb.«
»I den forbindelse betyder Enhedslistens skridt for så vidt angår straffelovens §266b, at Enhedslisten naturligvis ikke med nogen vægt i anden sammenhæng kan arbejde for at få regeringens diskrimination i forbindelse med stramningerne i familiesammenføringsregler og den særlige introduktionsydelse kendt ulovlig hos internationale organer, der kontrollerer landenes overholdelse af internationale konventioner.«
Lover årsmødeafklapsning
Jakob Lindblom, Århus, skriver, at »med de toner, der til tider kommer fra Folketingsgruppen; f.eks EU-udspillet og nu angrebet på racismeparagraffen, så er det lige før jeg ikke ønsker Enhedslisten presseomtale, og det med at komme ud af Folketinget, ser vi ud til selv at klare uden pressens hjælp!«
Han opfordrer »Folketingsgruppen og hovebestyrelsen til at indse, at man af snævert taktiske grunde har viklet sig ind i et ufrugtbart juridisk babelstårn«, og opfordrer »alle i Listen om at stå sammen og få ændret dette vådeskud, så Enhedslisten igen står for tolerance blandt mennesker. Om nødvendigt på næste årsmøde, hvor vi græsrødder jo har en tradition for at kunne sætte os igennem!«
Af Sven Gårn Hansen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96