Bush’s top tre for et demokratisk Irak

Folkemorderen

General Nizar Al-Khazraji beskrives af ambassadør David Mack fra USA’s udenrigsministerium som en mand med »et godt militær ry«, der har »de rigtige ingredienser« til at blive Iraks fremtidge leder.

Selv har han beskrevet sin kommende lederrolle som en »hellig pligt« og forsikrer, at den irakiske hær er parat til at følge ham i et oprør mod Saddam Hussein.

Han er den mest højtstående officer, der er flygtet fra Irak siden 1990. Han var Saddam Husseins generalstabschef fra 1980 til 1991 og altså øverstkommanderende for hæren under den otte år lange krig mod Iran og under angrebet på Kuwait i 1991.

Han beskyldes af 89 kurdiske organisationer for at være var den officer, der lagde planen, valgte doserne og gav ordrene, da irakiske kemiske våben dræbte 5.000 kurdiske civile i Halabja i marts 1988.

Hans afhopning i 1996 siges ifølge Sunday Daily Herald at være blevet arrangeret af CIA med løfter om, at han var udset til at erstatte Saddam.

Han har levet i husarrest i sit asyl i Danmark et årstid, mens regeringen efter sigende undersøger anklagerne mod ham.

Pansergeneralen

Under møder med det britiske udenrigsministerium i marts i år blev brigadegeneral Najib Al-Salihi beskrevet som »den opadgående stjerne« i den irakiske opposition og blev den førende kandidat i en web-afstemning på en irakisk oppositionshjemmeside.

Under Iraks invasion af Kuwait deltog han som chef for en panserdivision fra den Republikanske Garde. Begefter spillede han en vigtig rolle i nedkæmpelsen af det folkelige oprør mod Saddam Hussein, der fulgte i hælene på det militære nederlag i Golfkrigen. Han skrev siden en bog med navnet »Jordskælvet« om denne aktion, hvorunder 1,5 millioner irakere flygtede fra deres hjem.

Efter at have være øverstkommanderende for undertrykkelsen af endnu et oprør i 1995 hoppede han af til USA, hvor han nu lever. Den halvtreds årige officer er leder af de Frie Irakiske Officerers bevægelse, en CIA finansieret organisation. Den hævder at kunne samle 30.000 oprørere til kamp i Irak.

Svindleren

Ahmad Al-Chalabi er en af de ældre figurer i den irakiske opposition. Den Oxford-uddannede bankmand betragtes som et bud på en civil repræsentation i Iraks kommende ledelse.

Han flygtede i 1989 fra Jordan efter, at den bank han ejede, Petra Bank, krakkede under mystiske omstændigheder, og blev i 1992 blev dømt til 32 års fængsel for svindel. En dom, han ikke er vendt tilbage til Jordan for at afsone.

Han bor i Washington, hvor han spiller en ledende rolle i den Irakiske Nationale Kongres, en paraplyorganisation som blev oprettet i 1992 med støtte fra CIA, og er denne organisations bud på Iraks kommende præsident.

11. september bragte hans dalende stjerne i spil igen i Washingtons korridorer. USA’s udenrigsministerium konstaterede således for nylig, at der manglede 4 millioner dollars i organisationens regnskaber, og stoppede kortvarigt sin støtte, men blev hurtigt presset til at genoptage bistanden af Chalabis politiske støtter i USA.

De diskvalificerede

Mens USA satser på disse oppositionsgrupper fra den irakiske elite, som USA selv har organiseret siden 1991, beskriver Sunday Daily Herald en række væsentlige oppositionsgrupper med en længere historie og større folkelig forankring, som USA ikke tager med i betragtning, når det handler om Iraks fremtid:

Det drejer sig dels den interne irakiske opposition, først og fremmest i form af den islamiske bevægelse al-Daawa al-Islamiyya, der stod i spidsen for de største demonstrationer mod regeringen i 70erne, og det irakiske kommunistparti, der var en ledende kraft fra 50erne til 70erne. Begge grupper er brutalt undertrykte i dag, men nyder efter sigende stadig en vis anseelse blandt Iraks befolkning. USA vil ikke have noget at gøre med nogen af dem.

Den anden gruppe oppositionelle, som USA har givet det røde kort, er oprørsbevægelserne i Iraks shia-flertal og blandt landets ene million kurdere. USA giver finansiel støtte til oprørerne, men betragter dem ikke som deltagere i en ny national ledelse, da de dels er splittede, og dels er regionale og ikke nationale bevægelser.

Af Sven Gårn Hansen/Monsun