Sandholmlejren besat
Allerede dagen før ministermødet besatte omkring 25 globale rødder taget på Sandholmlejrens lukkede afdeling. Protesten var dels rettet mod de fysiske forhold i lejren, samt en protest mod EUs generelle behandling af flygtninge og indvandrere.
Sandholmlejren er blevet skarpt kritiseret af både embedslægen og den Europæiske Torturkommision, der har påpeget det urimelige i, at fem personer deles om kun 15 kvadratmeter, og toiletbesøg og opvask finder sted i samme lokale.
»Forholdene i Sandholmlejren er et billede på hvordan EU-landene behandler immigranter. Flertallet af de indespærrede er mennesker, der afventer hjemsendelse. Deres eneste forbrydelse er at søge et bedre liv.«
Sådan siger Nikolaj Heltoft fra Globale Rødder i en pressemeddelelse.
Grænsestation forsvundet
Klokken fem lørdag morgen forsvandt grænsestationen ved Kruså for en tid. Globale Rødder fra Ålborg pakkede nemlig området både bygninger og skilte ind i hvidt papir.
Den globale rod Lars Gaardsøe forklarer:
»Det hedder sig på hyklerisk vis, at grænserne er åbne, men samtidig holdes verdens fattige ude med alle midler: i det sidste årti er der i gennemsnit omkommet en flygtning om dagen i forsøg på at komme ind i et stærkt bevogtet og befæstet Europa.«
Aktionen blev afbrudt, da politiet ankom.
Tømmerflåde med symbolik
Lørdag eftermiddag holdt justits- og indenrigsministrene møde i Eigtveds Pakhus på Christianshavn. Fem globale rødder forsøgte at komme dertil på en tømmerflåde. Pil Christensen forklarer:
»Aktionen er et symbol på de mennesker, der drevet af nød og fattigdom hver dag forsøger at nå det rige forjættede EU, krydsende grænser til lands, til vands og i luften. En rejse der for mange ender fatalt.«
Ifølge de Marokkanske Arbejderes Forbund i Spanien er omkring 4.000 mennesker omkommet eller forsvundet i Gibraltar-strædet siden 1997.
Derfor blev symbolikken endnu tydeligere, da politiet stoppede og anholdte besætningen på tømmerflåden i Københavns havn.
Globale Rødder lover fortsatte aktioner for grænseløs menneskelig værdighed og fordi ingen mennesker er illegale uanset hvor man er født.
Af Linda Hansen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96