Stilhed før stormen i Chiapas

(San Cristobal de las Casas, Mexico) Der står en spinkel kvinde midt på gulvet og græder. Tårerne forsvinder ned bag tørklædet, som skjuler underansigtet, og pludselig kan hun ikke mere. Det bliver for meget med kamerafolkene fra det mexicanske TV-selskab "TV Azteca", der skubber rundt med hende for at få det mest fordelagtige lys, og hun løber skrigende ind bag forhænget til soveværelset.

Og vi, omkring 50 udlændinge, bliver tilbage med en kiste, med lugten af kød i forrådnelse og med en fornemmelse af at være utroligt primitive.

Målrettet terror

Antonio Mejía er død. Han nåede at blive 50. Den 26. august blev han myrdet af en gruppe paramilitære fra gruppen La Banda de Aguilas ("Ørnebanden"), mens han arbejde ude i sin majsmark. Det rakte åbenbart ikke med blot at skyde ham ned – hans lig skulle maltrakteres, ørerne skæres af ansigtet, smadret til ukendelighed... Folkene i den lille bjerglandsby Kán Akil har ikke lyst til at gå i detaljer med, hvor afstumpet det er gået til.

Det ikke var noget tilfælde, at Antonio blev henrettet, for ude på gerningsstedet fandt man ved siden af patronhylstrene et stykke papir med angivelser af, hvordan man kommer til Kán Akil og hvor Antonios marksmark befinder sig.

Han havde opnået status som en af de mest respekterede medlemmer af landsbyen, der tidligt tilsluttede sig de zapatistiske oprørere i EZLN, og blev en af mange zapatistiske støttelandsbyer i Chiapas. Antonio var en overgang leder af landsbyens vagtværn – helt åbenlyst et betydningsfuldt hverv.

Voldsspiral

Antonio Mejias død er kun den sidste i en bølge af oprtrappet vold, som har hærget Chiapas siden slutningen af juli. Sådan ser den ud, den nye type lavintensitets krigsførsel i regionen. Nu drejer det sig ikke længere om at henrette "tilfældige" beboere i zapatisternes landsbyer – der gås målrettet efter lederne:

31.juli 2002: Ved 11- tiden om formiddagen ankommer 40 bevæbnede mænd til La Culebra, den vigtigste landsby i den autonome kommune Ricardo Flores Magón, tæt på grænsen til Guatemala. De spørger efter lederne af landsbyen, men da de ikke er til stede, angriber gruppen i stedet syv mænd, som arbejder på opførelsen af den lokale skole. De syv, som alle er ubevæbnede, såres alvorligt, hvorefter den paramilitære gruppe, der tilhører organisationen OPDDIC (Organización de Defensa de los Derechos Indígenas y Campesinos – Organisationen til forsvar for indianeres og bønders rettigheder) forlader stedet.

7.august 2002: Sent om aftenen myrdes José López Santiz, som er leder i zapatistlandsbyen 6 de agosto for øjnene af sine to mindreårige sønner, mens de arbejder i familiens majsmark. Gerningsmændene, som er genkendt af adskillige af landsbyens indbyggere, efterlader deres bil og forsvinder sporløst. Ifølge politiet, som ikke har optaget rapport i sagen, er der tale om en jagtulykke. Hvis det er sandt, må Jose López Santiz have været verdens mest uheldige mand: han er skudt fire gange i brystet og fire gange i hovedet med et automatvåben.

19.august 2002: Ombord på 22 lastbiler ankommer 200 sværtbevæbnede mænd til zapatistlandsbyen Quexil, hvor indbyggerne har oprettet en vejspærring for bl.a. at forhindre den omfattende ulovlige skovhugst i naturreservatet Montes Azules.

De 200 efterlader fire hårdt sårede mænd, mens den 11-årige pige Irma bliver sparket så hårdt i maven, at hun bløder fra underlivet. De paramilitære fra OPDDIC tager Rigoberto Sánchez Gómez, der er medlem af landsbyledelsen, som gidsel. Han bliver bragt til ranchen San Miguel, hvor han udsattes for voldsom tortur og trues med at blive brændt levende. Senere bringer gruppen ham til den offentlige anklagers kontor i den nærmestliggende større by, Ocosingo, hvor han indsættes i byens fængsel.

25. august 2002: Ved et møde i landsbyen Amaytik mellem zapatister fra Ricardo Flores Magón og lokale ikke-zapatister kommer det til sammenstød. Lorenzo Mártinez Espinosa og Jacinto Hernández Gutiéerz, som begge er medlemmer af den autonome ledelse i området, bliver dræbt af skud.

26. august 2002: Tidligt om morgen dræbes Antonio Mejía...

Ikke se, ikke høre

På trods af de utallige videnudsagn er ingen af disse sager blevet opklarede; ingen mistænkte indbragt til forhør; ingen arresterede.

Det er efteråret 2002 og der hersker en fornemmelse af stilhed før storm. Noget, der minder om situation her i Chiapas i årene 1996-98, hvor omkring 20.000 mennesker blev tvunget på flugt. Dengang kulminerede det med en massakre på 45 indianske kvinder og børn i flygtningelandsbyen Acteal, den 22. december 1997.

Af Erik Pedersen/Monsun

Følg med på IndyMedia Chiapas